Jeg gav dig de vagtsomme øjne, på dem skal du kendes igen...
Møder du en med det samme blik, skal du vide han er din ven...
Jeg har altid betragtet mit liv som en balancegang på et langt bræt...
Livets bræt...
Ikke falde til højre, ikke falde til venstre....Koncentration og lytte til mine omgivelser gør at jeg kan holde balance... Fokusere, lytte og sanse. Det har altid gjort at jeg kan tage bare et lille skridt af gangen. Den bevægelse holder mig i live, og holder mig oppe....
Der er en masse udefrakommende ting der kan skubbe til mig... Pludselig høje lyde, stærk blå lys... Intolerence, racisme og narcissister... Underligt at tænke på at selv så simple ting kan flytte så meget på mig...
Til gengæld er der også udefrakommende ting som kan hjælpe mig med min balance...
Oprigtighed...Venskab...Kærlighed...Naturens puls....
Luk øjnene... bred dine arme ud til siden – og føl...mærk og sans dine omgivelser...Lyt – kun her kan man lære nyt... Hold balancen når informationer banker ind i hele dit univers... og gå... uden at åbne øjnene... Hold balancen i hovedet...Kærlighed og naturens puls giver luft under armene – intolerence og narcissister presser på dine arme...
Naturen pulser og hvis du lytter godt efter... Kan du mærke pulsen...varmen og fugten...Kulden og blæsten...
Lige her... var jeg ved at miste fodfæstet – bare et kort sekund...
Inden jeg nåede at åbne mine øjne kunne jeg mærke en hånd i min, som roligt holdt mig fast...
Jeg mærker renheden som nu holder mig i balance – Jeg åbner øjnene og ser et hoved, som er lidt på skrå – betragte mig - store smilende blå øjne der fortæller alt... At alt er i orden – jeg tør overlade min balance her....
Tilbage til Anne Linnets sang... måske er det ligenetop denne sang der har gjort at jeg altid ser andre i øjnene... hvem ved... Den giver mig balance jo....
Kender du selv det med at holde balance??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar