Om at leve i et fængsel...

Balancegangen imellem mine to verdener er hårfin... Learning to fly fra Pink Floyd spiller i mine ører, imens jeg balancerer imellem virkelighed og mit indre univers... Jeg er nød til at strække begge arme helt ud for at holde den balance... Den pokkers balance....

Jeg elsker at leve i begge steder – Det ene får indtryk fra det andet, og den anden får ligevægt fra det første – jeg kan ikke forklare det bedre en ying og yang... 
Jeg bruger ligemeget tid begge steder, mest mit eget univers når jeg er alene – mest min udvendige skal når jeg er social... Nogen gange svæver jeg imellem begge på samme tid...

Kan jeg undslippe dette uimodståelige græs? Jeg er vist aldrig helt bevist om hvornår jeg er det ene, og hvornår jeg er det andet sted... Tit bliver jeg fanget i mine egne tanker når jeg taler med nogen, alle andre må føle det som om jeg er fraværende – den tanke irriterer mig fordi jeg prøver på at altid at være der mentalt... 

Som altid kan jeg mærke andre menneskers emotioner, de bliver oversat til farver, bevægelser, ord, smerte og udtryk – det har taget mig et helt liv at dekode disse til ord og forståelser, i den anden verden... Det bliver til et fyrværkeri at farver og emotioner inde i mit lille hoved, selv bare det at gå en lille tur...
Selvom jeg altid har ønsket at jeg kunne skære det hsp væk med en kniv, kan jeg heller ikke leve uden det – det er en del af mig...

Som altid...altid... udenfor følelsen...følelsen ikke at være med inde... den sidder altid dybt dybt indgroet i mig... jeg hader den... den får mig til at føle mig lille, ikke betydningsfuld eller udenfor gruppen... forkert....
Hvad skal jeg gøre med det? Jeg prøver ubevist at gøre det bedre anden gang, eller i hvert fald ikke at fejle, så kan man ikke sætte en finger på, det tænker jeg... 

Jeg bygger langsomt et fængsel omkring mig med denne følelse som grund element...
Ying og yang...
Dette fængsel giver også tryghed – fristed – et guldbur som jeg både hader og holder af på en gang.

Kunsten har været at langt inde i mig selv, at gemme det fængsel væk for øvrigheden – øjnene der beskuer mig, ørerne der lytter, ikke til mine ord, men mine tanker... Bange for at mine tanker og følelser kan ses... og …. kvases med en verbal knytnæve....

Hvorfor åbne op om det nu... Hvorfor udstille sig selv på den måde med sine inderste tanker, krænget ud så alle kan læse det...

Måske jeg ikke er den eneste i hele den anden verden der føler og tænker som mig.... Måske der er andre derude der er samme sted som mig... Måske... måske jeg ikke er alene alligevel... Måske der er nogen ikke ser ned på mig....

Er der?

Om balancens magt...

Jeg gav dig de vagtsomme øjne, på dem skal du kendes igen... 
Møder du en med det samme blik, skal du vide han er din ven...

Jeg har altid betragtet mit liv som en balancegang på et langt bræt... 
Livets bræt...
Ikke falde til højre, ikke falde til venstre....Koncentration og lytte til mine omgivelser gør at jeg kan holde balance... Fokusere, lytte og sanse. Det har altid gjort at jeg kan tage bare et lille skridt af gangen. Den bevægelse holder mig i live, og holder mig oppe....

Der er en masse udefrakommende ting der kan skubbe til mig... Pludselig høje lyde, stærk blå lys... Intolerence, racisme og narcissister... Underligt at tænke på at selv så simple ting kan flytte så meget på mig... 
Til gengæld er der også udefrakommende ting som kan hjælpe mig med min balance...
Oprigtighed...Venskab...Kærlighed...Naturens puls....

Luk øjnene... bred dine arme ud til siden – og føl...mærk og sans dine omgivelser...Lyt – kun her kan man lære nyt... Hold balancen når informationer banker ind i hele dit univers... og gå... uden at åbne øjnene... Hold balancen i hovedet...Kærlighed og naturens puls giver luft under armene – intolerence og narcissister presser på dine arme...

Naturen pulser og hvis du lytter godt efter... Kan du mærke pulsen...varmen og fugten...Kulden og blæsten...

Lige her... var jeg ved at miste fodfæstet – bare et kort sekund... 
Inden jeg nåede at åbne mine øjne kunne jeg mærke en hånd i min, som roligt holdt mig fast...

Jeg mærker renheden som nu holder mig i balance – Jeg åbner øjnene og ser et hoved, som er lidt på skrå – betragte mig - store smilende blå øjne der fortæller alt... At alt er i orden – jeg tør overlade min balance her....

Tilbage til Anne Linnets sang... måske er det ligenetop denne sang der har gjort at jeg altid ser andre i øjnene... hvem ved... Den giver mig balance jo....

Kender du selv det med at holde balance??

Om Enten Eller...

Jeg, ligesom alle HSP'ere elsker alt det rene, det dybe og det rigtige. Det er vi sikkert nok mange der gør, men nogen ting, eller væsener betyder væsentlig mere en andet...

Jeg prøvet så godt jeg kan at beskrive det, kan du se det for dig når du læser dette?

jeg forstiller mig to delfiner der svømmer imod hinanden... lige før de svømmer ind i hinanden drejer de begge sig en smule og passerer hinanden med bugen mod hinanden...

kærligheden og fortabelsen i en synkron bevægelse... 

Ying og Yang...

bevægelsen gentager sig hele tiden, som en gen-streng der langsomt snurrer rundt...

Når noget er i bevægelse betyder det fremtid, når det står stille betyder det pause, og når den drejer baglæns betyder det modgang.

Kæmpestore blå øjne, omgivet at et mildt og lyst sind. Det store flamboyante røde hår er levende, og bevæger sig livligt og let med vinden...

Jeg står ude på parkeringen, og igen... igen bliver vores blikke fanget i den selvsamme spiral bevægelse som delfinerne...
Tiden er ikke en faktor, den står ganske stille... De lange slangekrøller sløret mit sind..

Hele min verden drejer langsomt rundt, og gen-strengene klikker sig langsomt på plads...
Hendes livstræ drejer med uret... Hendes årer er pulserende – energigivende og rigtige... Men hendes blik...Hendes blik er som magnetisk sekund lim, blivet fanget i et spind af ren livsenergi og kærlighedens fanatisme fra min side... Hendes øjne og blik langsomt rundt, så kan jeg betragte hende mere intens... og bliver betragtet... intensiteten er stor, jeg tør ikke sige noget, fordi så stopper spiralen... Fortiden, nutiden og fremtiden er ens...

Kender du selv den fornemmelse som HSP at mærke langt, langt inde i dig selv, at alt er rigtigt, og intet er forkert. Nogen steder vil man gerne være mere en andre steder...

Men lige her... Her vil man leve, ånde, bo og være til....

Frygten er mit kompas for hvor jeg skal gå hen. Jeg har med tiden lært at hvis det gør lidt ondt, skal jeg ikke være bange for at træde vejen... Jeg har med tiden lært at sænke alle mine skjold for den rigtige omverden og måske enda invitere nogen indenfor... helt ind... helt ind til den langsomme bevægelse....

Tilbage til det der føles rigtigt...

Kender du det selv, at have skjold om dig, beskytte dig mod omverdenen, og måske åbne dig op?

Enten eller....

Om kærlighedens magi...

Gift dig og du vil fortryde, gift dig ikke og du vil også fortryde...

Se det mine herrer er indbegrebet af al livsvisdom...

Som filosofisk tænkende hsp'er tænker jeg...

Kærlighedens univers er infinitiv uendeligt... At stå i den enestående situation at mærke kærligheds magi uden tid og sted... Som et puslespil der går op med sidste brik... Magi fra to sider – ikke kun fra en side. Tid og rum bliver ligegyldigt... Livet her på jorden er kulstofbaseret, og så ville det fra vores skaberes side være en god ide at binde – især når Darwins love skal opfyldes...
At binde... ligesom at have hænderne foran sig og lade alle fingrene langsomt røre hinanden...

Ligesom gener der binder sig sammen – det er som tiltrækningskraften, universets ældste lov...

Kærligheden er et middel til at binde, en opskrift der vist er ret gammel....

Uden den ville de rigtige gener ikke blive sat rigtigt sammen – dette har alle prøvet at beskrive med ord og følelser... Jeg vil prøve at beskrive det med farver, emotioner og syn...

Jeg sidder for enden af bjerget her hvor jeg bor... tænker, nyder solen og filosoferer...

tiltrækningskraften... en skikkelse kommer imod mig... strikhuen er trukket godt ned over hovedet...
bevægelserne er de rigtige... skuldrene er de rigtige... det lange lyse hår bevæger sig i hendes langsomme bevægelser, hendes katteøjne er skarpe... målrettet... hvem, hvad, hvor og hvorfor...
Røde farver... Ligesom mørke roser... Lilla farver, ligesom solnedgangen...

Hendes ansigt er opmærksom på mig... Alle mine energier bliver koncentreret mod hendes øjne, der er plads nok til mig derinde... Tiden er nu ikke en faktor mere... Tiden er væk og står helt stille... Følelserne er som en række tandhjul der langsomt drejer rundt, og klikker sig på plads... Låse der klikker sig sammen... Jeg forestiller mig alle generne klikker sammen...

I ét smeltes alt sammen. Det er lige det som jeg selv vil opnå... At smelte helt sammen, mærke naturens energier som en tornado rundt om os... Mit er dit og dit er mit... Generne er som magneter der tiltrækkes... I farverne røde og lilla...

Som en regnskovsfugl der vil se de rigtige farver, og ikke kun prægtige farver...

Jeg er ikke klar over hvordan jeg har set ud siddende på bænken, med åben mund og frossent ansigt... Idét hun passerer mig, blinker hun sagte med begge øjne – jeg smiler blidt til hende...

Mange hsp'ere har den forunderlige holdning at hvis man en gang har været inde.. er der altid plads... En skærende kontrast til at hvis man brænder en hsp'er over fingrene er ryggen vendt for altid... Jeg tænker at når kærlighedens univers en gang er låst op, og døren står åben, vil den altid stå på klem...fordi kombinationen af tandshjul og gener passer helt rigtigt....

Tilbage til Kirkegaards gift dig og du vil fortryde...
Måske han mener at kærligheden er et bindemiddel som smager godt, men når kærligheden har gjort sit, og generne er skabt, er det loyalitet og livs troskab resten af dagene...

Hvad skal man vælge... Hvilke retning skal man vælge – Lade sine gener smelte, eller stå åbne...

Forelsk dig ofte, men gift dig sjældent...

Har du selv stået på sådan en skillevej? Del din erfaring med mig – jeg er ikke klar over hvilke vej jeg skal gå....  

Om at skelne...

I mange år troede jeg at den var gal med mig... Tanker... Smerte... Glæde... Vrede... følelser der væltede ind i mit sind, satte sig bogstaveligt talt i kroppen, og som en bordtennisspiller på overarbejde lærte jeg langsomt med tiden at bokse mig igennem alle de informationer jeg fik ind...

Med tiden lærte jeg at putte i kasser, så kunne jeg senere hen kigge ned i den og finde ud af hvad alle de mange ting gik ud på som jeg oplevede, feks. Bare det at gå en tur til købmanden...

Hvad fortæller man en lille dreng der ikke aner hvad alt det her går ud på? Ingenting...

Ingen udover min mor... Hun fortalte heller ikke noget, men der var en eller anden form for samhørighed, en eller anden for for ok'hed for at det jeg så og mærkede, i virkeligheden var ok. Uden ord...

Når man står som lille dreng med hsp, som de voksne i øvrigt dengang kaldte for radar barn, måtte jeg lave mine egne regler, min egen måde at fortolke alt det her på... Jeg kan stadig huske jeg havde virkeligt svært ved at skrive og formulere mig, så jeg visualisere smerter, følelser og emotioner i billeder, farver, smag, og…. mine træer som jeg tidligere har beskrevet om... Det tænke jeg dengang var egentlig den nemmeste måde at gemme informationer på... Mennesker blev til træer, i den form kunne de så vokse inde i mit hoved som en simulator, jeg skulle bare fordre den med informationer fra tid til anden... Det er der nok kommet mange dumme spørgsmål ud af med tiden kan jeg regne ud...

Jeg bliver næsten helt skeløjet når jeg skal prøve at forklare hvordan med ser andre mennesker jeg møder... på den ene side, den virkelige verden, på den anden side min egen visualisering... Træet skal fodres med informationer, og værktøjerne er mine øjne, mine sanser og mit sprog...

Jeg kan læse at mange hsp'ere har til tider svært ved at skelne imellem egne og andres smerter og glæder... Tænk... det har jeg egentlig aldrig rigtigt skelnet imellem af årsager jeg ikke ved hvorfor...

Jeg har bare levet med det, og det har været en del af mig... Men det tynger... tynger når jeg skal tænke mig om... Jeg er jo kittet som skal fylde huller ud, jeg skal gøre ondt til godt, gøre andre mennesker til en glad smiley... Jeg kan ikke lade være...

Her har jeg svært ved at skelne fra hvornår nok er nok... Jeg må bare acceptere jeg er observatøren

der har store skuldre... acceptere...

Tilbage til den samhørighed med min mor... Den er jeg meget bevist om at give videre til mine to små drenge... De skal helst ikke stå i den virkelige svære og hårde situation jeg selv stod...

Uden ord...

Jeg ved vi har den... Jeg er bevist om hvilke energier og tanker jeg sætter i gang hos dem...

Mit job er at gøre dem til to selvstændsige, selvtænkende individer der udover at tænke og sanse

gerne må lære at blinke lidt til pigerne og vide at livet må man acceptere og leve...

Kan du skelne imellem dine egne og andres smerter?

Om at være ensom...

Kender du det.. At være ensom. 

At være ensom en enkelt aften, eller en weekend...

For hvad er ensomhed for mig? Jeg er til tider temmelig introvert, og elsker mit selskab...

Ensomhed har ikke altid at gøre med at man savner selskab... Ensomhed er, for mig som hsp, mangel på selskab af en eller flere personer der kan fylde et specialt tomrum ud i enten mit hoved eller hjerte... Og hvad er det som der skal fyldes ud... følelsen af at være noget specialt...

Jeg var til bryllup sidste sommer, og som altid når jeg er fotograf sådan et sted får jeg gode muligheder for at gætte alle gæsternes historie... Jeg har det jo som en fisk i vandet... Elsker at fotografere mennesker... Elsker som hsp og suge alle steminger til mig, mærke vibrationer og energier... Jeg har prøvet det før mange gange... Putte gæsterne i kasser... Se om gæsterne opfører sig som jeg havde gennemtænkt oppe i hovedet senere på aftenen... Snakke med så mange som muligt for at få mest mulig information frem... Min simulator er startet, og jeg kan langsomt overlade den til fremtiden...

Forestil dig alle mennesker bevæger som foran dig, omkring dig, bag dig... Jeg står helt stille...

observerer, filosoferer, mærker energier... er ensom... Der er en osteklokke overmig. Her kan jeg holde alt larmen og musikken ude. Her kan jeg fokusere på mit primære, at tage billeder, dekode og observere... føle sig udenfor... at nyde...

Det er mig... Henrik den ensomme... Henrik som har mange gode venner, dejlige børn...Henrik som bruger rigtig meget energi på at være Henrik... Jeg nyder livet som altid...

Jeg er vist kun nede når nogen har trådt på mig... Det gør så ondt...langt ind i hjertet og sjælen, og langt ud i fremtiden... Hvorfor så jeg det ikke komme? Hvorfor var jeg ikke god nok? Hvorfor havde jeg ikke gennemtænk dette scenario... Jeg er en fejl... et minus... jeg er ingenting...

Jeg sidder tilbage foran computeren og redigerer weekendens bryllup...

Drengene sover, naboens hun larmer, folk går på vejen... Jeg smiler fordi jeg er til...

Kender du selv til den ensomheds følelse?

Om at sanse energier...

jeg var til fest sidste uge... Pink Floyds Learning to fly kører i baggrunden, og som altid flyver jeg væk i mine egne tanker når musikken spiller... Now, can i escape this irresistible grasp...

Jeg flyver allerede under en blå himmel, over de syd amerikanske bjerge...

Vi er måske 30 mennesker i lokalet... Larm, støj, dufte, farver, småsnakken og pludselige høje lyde.... Stemningen er høj, god og der er en mild smag af lattermildhed i luften...
Her er rart at være alligevel...

Som altid... har jeg spottet alle personer, mærker flere stemninger, følt hvilke ende der er god at stå og observere lidt i... Observatøren....

Min trofaste følgesvend, som tager over når Henrik kommer til kort...

Gæsterne ville blive overrasket hvis de kunne se hvad jeg havde i min rygsæk, tænkte jeg, og igen, som altid... hele tiden... følelsen af at være udenfor fællesskabet, ikke høre til... set ned på...

Den åndsvage følelse er også min følgesvend, men den er bare ikke en trofast ven...
Jeg er godt nok ikke er festens midtpunkt, men jeg ved at de andre kommer til mig hvis der er noget der skal snakkes, debatteres ellers vendes...

Jeg er vist et meget rart menneske at være i nærheden af. Jeg ved jeg er ok og en støtte, alligevel hænger den der trofaste ven over mit hoved som en sort sky der ikke gå væk...

Jeg kan se og mærke mennesker der fylder ret meget... Der er ligesom en aura rundt om dem, jeg kan bedst beskrive det som et fyrfadslys med duft, ligemeget hvor i rummet man står kan man fornemme ham. Der er også den forsigtige person som slet ikke vil fylde noget, som i et vakuum prøver at fylde så lidt som muligt. Det ser og føles som om personen selv suger sine energier ind i sig selv...

Narcissisten, ham som holder hof for en flok får, der følger ublu med strømmen... En masse lys og energier bevæger sig rundt imellem alle menneskerne... Jeg læner mig op af karmen, vil tænde en smøg men kan ikke finde min lighter...Ligesom en trykbølge blæser røg væk, springer der en bombe foran mig, og alle fornemmelserne i rummet bliver pustet helt væk... Tiden er væk, alt står stille... De andres læber bevæger sig langsommere og langsommere... Mit fokus rammer det rødkrøllede hår... flygtigt og levende... De buede øjenbryn smiler... Grønne øje i alverdens farver, øjne man ikke kan se bort fra... Øjne jeg kan bruge timer på at kigge dybt ind i... Ét smilehul... Og læber, læberne er velformede og fyldige... Hun giver mig ild, ikke kun til smøgen, men ild i univers...

Jeg er tom for ord, men er nød til at kommunikere med hende...

Jeg spørger om hun har tabt sit andet smilehul, fordi der er et stort hul ude på vejen...

Den rødkrøllede pige manglede hverken masse eller kæreste, for hendes kæreste var en søde pige, som kom hen tog hende væk fra mig... Hun nåede at stryge mig på kinden inden hun forsvandt …

Jeg blev efterladt tilbage med en fed fornemmelse...

Dels at alle de energier som andre mennesker sender ud, forsvandt et øjeblik fra mit univers...

Dels en fornemmelse af at livet bare er vildt dejligt, det skal leves, og ikke mindst nydes...

Det gør ingenting jeg aldrig ser den rødkrøllede pige mere, hun har efterladt en boost af livsenergi jeg kan leve højt på længe....

Har du prøvet det samme? Har du prøvet de små øjeblikke hvor alle sanser pludselig er væk?

Om kærligheden...

ude i horisonten tegner sig et dunkelt billede....

når man køber en ny computer skal man betale.... det skal man også for en hundehvalp...

At sætte noget i bevægelse koster altid på en eller anden konto...

Jeg tror ikke engang jeg leder efter kærligheden nu, fordi jeg ved ikke hvad jeg leder efter...

Jeg kan ikke se skoven for bare træer, i den forstand at jeg ved hvad jeg savner - det er ikke bare nok bare at savne... Jeg savner også en Land Rover, derfor kommer den ikke af sig selv...

Mit lille HSP hoved savner... savner et sted hvor man kan dele sit hoved med en anden person... Men det sted koster. Det koster på følelses kontoen. Og den konto gør vildt ondt... Den konto er i konstant overtræk...

Jeg ligger i sofaen og funderer...ser ud af vinduet...

Ud og at tågens dis kommer en skikkelse frem...

Jeg kender den dis, fordi jeg har været der mange gange, det er mit hemmelige sted... Der kan jeg søge viden... Viden om hvem jeg er... Jeg kan ikke rigtigt sætte ord på hvordan jeg får den...

Lige der... En skikkelse... kommer langsomt nærmere mig... stiller sig foran vinduet, begge arme på karmen og ligger sin hage på hænderne... Jeg bliver betragtet... tågen dundrer i baggrunden... Håret... flamboyants brændende, og arbejder med vinden... Øjne... øjne som en jæger, skarpe, smukke og dybe... Dybden fanger mig...

forfører mig... jeg skal ikke forføres før jeg tør...jeg kan ikke lade være at se i dem, jeg bliver suget ind som en fugl i en fly motor... Universet lignet mit eget... her er rart, trygt og empatien drypper ned af loftet som fugt i en varm forårsmorgen... Med mobile pay bliver der sat penge ind på min følelses konto... nu er den i plus, ligesom at vinde i lotto...

Jeg er min egen bedste ven og jeg stoler på mig selv... Det har taget mig mange år at lære det, hvordan skal jeg lære at stole på dette nye univers?

Ligesom tiden læger alle sår, så gør tiden også at man langsomt tør stole på andre en sig selv...

Tågen forsvinder... Jeg ligger på sofaen og bider mig forsigtigt i læben, mine øjne er bekymret, mit sind prøvet at forstå hvad der skete der... Skikkelsen er væk, men smagen, følelsen, farverne og energierne kan jeg huske... De kommer i en kasse, og en dag.... passer de perfekt til en anden person. Nu ved jeg hvad jeg se efter... nu ved jeg hvilke vej at gå...

Som HSP er man altid forsigtigt, man passer rigtig godt på sig selv – ingen andre gør det...

Gør du? 

Om at indleve...

Kære dagbog...
Jeg har i mange år skrevet til dig om mine tanker og mine følelser... 
Men du har aldrig svaret igen, bare set passivt til. 
Jeg vidste godt siden jeg var ca 8 år at jeg var anderledes. Men i min lille verden troede jeg at alle, eller ingen oplevede verdenen sådan som jeg gjorde det. Af årsager jeg ikke husker har jeg holdt det jeg det hele for mig selv, og fortalte aldrig nogen om det...

Jeg kan huske at jeg manglede ord for hvad jeg så, og følte... Derfor lavede jeg da bare mine egne regler i min lille verden... Igennem en menneske alder blev de fin pudset og gjort mere visuelle, for min egen skyld....
Først sent gik det langsomt op for mig at jeg ser og sanser anderledes en andre mennesker. 
Hold da kæft hvor blev jeg bange, og virkelig chokeret over at opdage at alt det jeg så og sansede var min verden og ikke alles verden... når jeg tænker tilbage har jeg, for at gemme syn, sanser, farver, lyde og duft, visualiseret alt til former og farver og energier. Og der er kun blevet mere avanceret og finpudset med tiden. Først sidste efterår faktisk gik det op for mig at jeg lever i min egen verden... Jeg blev både bange, flov og skamfuld over at være anderledes på den ufede måde. 
Hvad i alverden skal jeg dog bruge alt det her til? Bare jeg kunne skære det væk med en kniv...
Jeg har før prøvet at skrive mine oplevelser ned, men det er svært... rigtig svært at sætte ord på farver og former. 

Der står hun foran mig... Med det lange lyse hår... hvad er hendes intentioner... Hvorfor er hun slank, har hun trænet, er det gener eller har hun sultet? Hvorfor bevæger hun sig som hun gør? Hendes øjne og øjenbryn... kinderne og næsebenet... Hvorfor er hendes kropsholdning som den er... Jeg ser hende som et træ foran mig... det var sådan jeg som dreng gemte informationer af mangel af bedre... Træet... det svajer... det har farve... Det har huller, ligesom dørkortet i et hotelværelse... årene drejer mod uret... 
... håret... velplejet og selvbevist... finpudset... Retorisk skarp som en kniv... Mit gæt er at en af forældrene er pædagog eller lærer... hun hviler godt i sig selv... Men for hvem...

Hun har ingen karisma... ingen farver... men hun har skruk... Hun er i sin bedste alder, ringløs på fingeren og venter som smukke Anna på sit næste spind...Farverne og karismaen skal nok komme når hun bliver mor endag... men lige nu sender hun feromon energier ud i hele universet som en hanhund der pisser hver femte meter...

Karisma for mig... en sammenfatning af alt dette... alt bliver vægtet... bliver til former, lys og farver for mig, på min egen facon... for på den måde har jeg lært at gemme alle information i kasser uden at skulle tænke for mig... Alt bliver kodet i lagt i kasser... til hvilken nytte? Jeg aner det ikke...
Jeg føler mig som altid i en osteklokke, udenfor og ved siden af. Bange for at nogen skal se min skam... Bange for at nogen skal se bare lidt ind i mit lyse store univers hvor jeg kan være i fred...

Ryster du på hovedet af mig....?

Om at føle sig værdsat...

I can see clearly know the rain has gone... I can see all obsticals in my way...

Et af mine ankerpunkter som HSP er andre menneskers syn på mig..

Derfor er værdsættelse alt afgørende for mig....

Det er mit fundament. Bygget op i skrøbeligt mosaik under mig.

Det kan smuldre langsomt, eller jeg kan bygge det op. Materialerne jeg bygger op med er tillid...selvforståelse...og kærlighed.... og livsvisdom...

Da jeg var barn var det mine forældre der byggede mit mosaikgulv op for mig – Min verdensforståelse... Eller nok snarere deres verdensforståelse... På et tidspunkt forsvandt det mosaikgulvs fundament under mine egen fødder... Nu skal der selv bygges op. Op fra grunden...
Jo mere jeg bygger jo mere space har jeg – og jo mere skrøbeligt bliver det også. Kan det bære flere væsener? Mine børn står her, dem er der altid plads til, fordi de tager ikke plads, tværtimod så jeg deres mosaikgulv op med kærlighed og verdensforståelse...
Kan mit mosaikgulv bære en mere... Jeg har prøvet... men gulvet holder ikke... 

Hvorfor bygge op igen og igen? Det koster livsenergi at bygge mosaikgulv op. Meget....

Jeg var nede i centret i dag for at finde et par bukser til min søn...

Jeg betragter en mor med sin datter i samme situation. Jeg kan stå lidt for mig selv uden hun ligger mærke til mig... Jeg snager ikke jeg observerer, som altid... Hendes blide øjne betrager datteren intens... Hun stryger hende langsomt over hovedet, imens datteren smiler stort over fundet af noget nyt tøj. Jeg mærker straks samspillet imellem mor og datter... Positive energier imellem dem... Positive auraer danner en samhørighed imellem dem, uden ord. Jeg ser datteren snakke uden lyd, for ikke at vække opsigt... jeg kan straks mærke på moderen at det kostede for mange penge... Hendes blide hormonduft blev straks afløst af stress hormoner...er der penge til resten af måneden.... Temperaturen på panden stiger, pulsen stiger let... hun sætter sig på knæ og nikker langsomt ja... med et flot stort hvidt smil fortæller hun datteren at det må hun godt... Det er der råd til...

Jeg tror datteren også kunne mærke alle energier og feromoner, men først om nogle år kan hun tyde dem. Forstå situationen, men aldrig glemme den, fordi hun én gang i sit liv har prøvet det....
Lidt ligesom kroppen én gang skal prøve en virus, så husker den det for resten af livet...
Jeg kan husker det hele nu. Feromoner... Spændinger... Energier...
Kommunikation uden ord... Det kender jeg selv alt til... Det havde jeg med min egen mor...

Tilbage til at bygge sit mosaikgulv op...

hvorfor gøre det igen og igen? For hvem's skyld?

Fordi ligheden mellem mig og den lille pige ikke er større en at kroppen husker og lærer for hver gang...

Måske derfor at hsp mennesker er mindre forsigtige. ..

Kan du selv relatere til det?

Om at starte en simulator...

Jeg har skrevet om det før, men det brænder på for at komme ud med hvad jeg sidder med...

Enten har jeg alt for meget tid, eller også bruger jeg meget af min tid til at tænke over livet...

Jeg har siden barnsben altid gennemtænkt alle mulige og umulige scenarier, og med tiden er det dog blevet mere og mere avanceret. Jeg har dog ikke synderligt gennemtænk om andre tænker ligeså meget som mig selv, jeg lever mit liv det er min verden.

Du er velkommen til at kigge lidt indenfor...

For mig har det været vejen frem at tænke og arkivere alt... alt hvad jeg ser, hører, dufter og fornemmer i kasser. Alle kommer i kasser. Alting kommer i kasser. Når man har så mange fakta er det ikke umuligt at forudsige næste skridt. Jeg har fanget mig selv i mange gange, at starte en simulator med alt hvad der ligger i den kasse af information. Formålet er at se hvad der sker om fem minutter, eller hvad personen vil svare. Jo flere informationer der kommer ind, jo større er chancen for at den simulerer noget rigtigt.

Måske derfor jeg pludselig kan finde på at spørge om nogle vildt underlige ting under en samtale...

Men ligesom i en fodbold kamp er det krop umuligt at forudsige noget...
Men man kan gisne. Og gisne... Det gør jeg, når jeg tænker over det.... hele tiden...

Nu er jeg HSP, og under en samtale kan du nok til tider høre mig sige...det ved jeg, eller det kan jeg godt regne ud... Men det er jo ikke altid at spilleren scorer, selv ved straffe...
Og der... lige der kan jeg blive virkelig overrasket, og nogen gange forvirret over situation... lidt ligesom en barn der ikke helt forstår situationen... Mit hoved tænker straks hvilke faktorer der gjorde at jeg ikke havde set den komme. Jeg bliver irriteret over ikke at have gennemtænk det. 

Mange måske lidt sjove ting kan undre mig... Kører han virkelig i den slags bil... Nåh du er ingeniør... Har du kat derhjemme....
Måske derfor jeg som dreng begyndte at prøve at undgå sådanne pinlige situationer, krydret med nysgerrighed på livet, og mennesker.
Men mange gange rammer jeg også rigtigt. Jeg giver ikke mig selv point, men forsætter...

Hvem, hvad, hvor og hvordan... Min tommelfinger danser over de fire andre fingre, imens jeg samler oplysninger ind. Beregne situationen i flere potenser, i alle tænkelige situationer, alle tænkelige muligheder, alle gennemtænkte vinkler, hvad kommer til at ske?

Et af karakter trækkene ved at være HSP er at man let bliver forskrækket... Pludselig høje lyde, fyrværkeri eller noget så simpelt som når man har overset noget, et kort sekund.

Mit infinitive univers fortsætter... Jeg har prøvet at overvinde det, og slå det væk, men ligesom med mange andre ting kan jeg ikke. Det sker helt af sig selv, i sådan et omfang at jeg fanger mig selv i at gøre sådan.

Velkommen til min verden...

Ryst bare på hovedet af mig, men den første der gerne vil ændre det er mig...

Om at være facineret....

Imaging theres no heaven, its easy if you try...
No hell below us, above us- only sky...
Imaging all the people, living for today...

Jeg elsker uforudsigelighed. Som hsp'er nyder jeg livet og det som gør livet knapt så kedeligt. Facinationen af uforudsigelighed, er for mig det som pirrer min nysgerrighed her i livet. 
Facinationen i at se noget, og prøve at gengive det i billeder bagefter. At genkalde følelser og billeder oppe i ens eget hoved. Kan man viderebringe denne billedmæssige besked til andre mennesker, så de ser det samme... aldrig... og lige der... lige der lever jeg. Prøver at videregive... videreformidle... Jeg kan ikke rigtigt. Men jeg prøver. Det er min egen sans for formidling, den sans har vi alle. 

Jeg har ti minutter til toget kommer. Jeg betragter et ungt kærestepar. Jeg kan ikke høre hvad de siger, fordi jeg har musik i ørerne. Men det gør ikke noget for mig. De er i starten af tyverne....
tydeligvis forelsket begge to.... hun ser ham i øjnene imens han stryger hendes hage. Det er meget intens og langsomt... hun tager hans nakke og kysser ham forsigtig, jeg kan se på hans nu lukkede øjne at her vil han blive. Her vil jeg blive. Nyde nuet. Trække nuet i langdrag, og stoppe tiden. Se og sanse alt, imens jeg nyder og fortærer øjeblikket. De kigger på mig samtidig, og jeg smiler let til dem, imens jeg ser dem begge i øjnene...
Deres gener er vist fra mellemøsten og giver livet farver og krydderi. 

Jeg sidder i toget og hører John Lennons Imagine. Overfor mig sidder en Dansk mand med en dåse guldøl i hånden, forladt af både ham selv, hans familie og alle guder jeg kan forestille mig.

Og jeg forestiller mig... en verden uden religion, himler, helveder. Jeg forestiller mig mennesker som begynder at leve i nuet, og ikke hænge deres liv i hverken fortid, guldøl eller andres meninger...

Men sådan er livet nu engang. Men med måde er alting godt. Det er det som det er skabt til, mådehold er godt. 
Hvem nyder ikke en øl, eller gå i kirke juleaften, gå med kalot eller tilbede sine gud.

Tilbage til uforudsigeligheden.... For mig er den som en irriterende flue der hele tiden flyver rundt om mådehold. En dejlig fornemmelse, ligesom når man går, det ene ben er mådehold, det andet er uforudsigeligheden... Man kan tage et ekstra skridt med det ene ben, og bryde mønstre...

Jeg nyder at gå... Jeg nyder at sanse, nyder at leve. Jeg nyder at nyde... Jeg nyder at være facineret...