Om at indleve...

Kære dagbog...
Jeg har i mange år skrevet til dig om mine tanker og mine følelser... 
Men du har aldrig svaret igen, bare set passivt til. 
Jeg vidste godt siden jeg var ca 8 år at jeg var anderledes. Men i min lille verden troede jeg at alle, eller ingen oplevede verdenen sådan som jeg gjorde det. Af årsager jeg ikke husker har jeg holdt det jeg det hele for mig selv, og fortalte aldrig nogen om det...

Jeg kan huske at jeg manglede ord for hvad jeg så, og følte... Derfor lavede jeg da bare mine egne regler i min lille verden... Igennem en menneske alder blev de fin pudset og gjort mere visuelle, for min egen skyld....
Først sent gik det langsomt op for mig at jeg ser og sanser anderledes en andre mennesker. 
Hold da kæft hvor blev jeg bange, og virkelig chokeret over at opdage at alt det jeg så og sansede var min verden og ikke alles verden... når jeg tænker tilbage har jeg, for at gemme syn, sanser, farver, lyde og duft, visualiseret alt til former og farver og energier. Og der er kun blevet mere avanceret og finpudset med tiden. Først sidste efterår faktisk gik det op for mig at jeg lever i min egen verden... Jeg blev både bange, flov og skamfuld over at være anderledes på den ufede måde. 
Hvad i alverden skal jeg dog bruge alt det her til? Bare jeg kunne skære det væk med en kniv...
Jeg har før prøvet at skrive mine oplevelser ned, men det er svært... rigtig svært at sætte ord på farver og former. 

Der står hun foran mig... Med det lange lyse hår... hvad er hendes intentioner... Hvorfor er hun slank, har hun trænet, er det gener eller har hun sultet? Hvorfor bevæger hun sig som hun gør? Hendes øjne og øjenbryn... kinderne og næsebenet... Hvorfor er hendes kropsholdning som den er... Jeg ser hende som et træ foran mig... det var sådan jeg som dreng gemte informationer af mangel af bedre... Træet... det svajer... det har farve... Det har huller, ligesom dørkortet i et hotelværelse... årene drejer mod uret... 
... håret... velplejet og selvbevist... finpudset... Retorisk skarp som en kniv... Mit gæt er at en af forældrene er pædagog eller lærer... hun hviler godt i sig selv... Men for hvem...

Hun har ingen karisma... ingen farver... men hun har skruk... Hun er i sin bedste alder, ringløs på fingeren og venter som smukke Anna på sit næste spind...Farverne og karismaen skal nok komme når hun bliver mor endag... men lige nu sender hun feromon energier ud i hele universet som en hanhund der pisser hver femte meter...

Karisma for mig... en sammenfatning af alt dette... alt bliver vægtet... bliver til former, lys og farver for mig, på min egen facon... for på den måde har jeg lært at gemme alle information i kasser uden at skulle tænke for mig... Alt bliver kodet i lagt i kasser... til hvilken nytte? Jeg aner det ikke...
Jeg føler mig som altid i en osteklokke, udenfor og ved siden af. Bange for at nogen skal se min skam... Bange for at nogen skal se bare lidt ind i mit lyse store univers hvor jeg kan være i fred...

Ryster du på hovedet af mig....?

Om at føle sig værdsat...

I can see clearly know the rain has gone... I can see all obsticals in my way...

Et af mine ankerpunkter som HSP er andre menneskers syn på mig..

Derfor er værdsættelse alt afgørende for mig....

Det er mit fundament. Bygget op i skrøbeligt mosaik under mig.

Det kan smuldre langsomt, eller jeg kan bygge det op. Materialerne jeg bygger op med er tillid...selvforståelse...og kærlighed.... og livsvisdom...

Da jeg var barn var det mine forældre der byggede mit mosaikgulv op for mig – Min verdensforståelse... Eller nok snarere deres verdensforståelse... På et tidspunkt forsvandt det mosaikgulvs fundament under mine egen fødder... Nu skal der selv bygges op. Op fra grunden...
Jo mere jeg bygger jo mere space har jeg – og jo mere skrøbeligt bliver det også. Kan det bære flere væsener? Mine børn står her, dem er der altid plads til, fordi de tager ikke plads, tværtimod så jeg deres mosaikgulv op med kærlighed og verdensforståelse...
Kan mit mosaikgulv bære en mere... Jeg har prøvet... men gulvet holder ikke... 

Hvorfor bygge op igen og igen? Det koster livsenergi at bygge mosaikgulv op. Meget....

Jeg var nede i centret i dag for at finde et par bukser til min søn...

Jeg betragter en mor med sin datter i samme situation. Jeg kan stå lidt for mig selv uden hun ligger mærke til mig... Jeg snager ikke jeg observerer, som altid... Hendes blide øjne betrager datteren intens... Hun stryger hende langsomt over hovedet, imens datteren smiler stort over fundet af noget nyt tøj. Jeg mærker straks samspillet imellem mor og datter... Positive energier imellem dem... Positive auraer danner en samhørighed imellem dem, uden ord. Jeg ser datteren snakke uden lyd, for ikke at vække opsigt... jeg kan straks mærke på moderen at det kostede for mange penge... Hendes blide hormonduft blev straks afløst af stress hormoner...er der penge til resten af måneden.... Temperaturen på panden stiger, pulsen stiger let... hun sætter sig på knæ og nikker langsomt ja... med et flot stort hvidt smil fortæller hun datteren at det må hun godt... Det er der råd til...

Jeg tror datteren også kunne mærke alle energier og feromoner, men først om nogle år kan hun tyde dem. Forstå situationen, men aldrig glemme den, fordi hun én gang i sit liv har prøvet det....
Lidt ligesom kroppen én gang skal prøve en virus, så husker den det for resten af livet...
Jeg kan husker det hele nu. Feromoner... Spændinger... Energier...
Kommunikation uden ord... Det kender jeg selv alt til... Det havde jeg med min egen mor...

Tilbage til at bygge sit mosaikgulv op...

hvorfor gøre det igen og igen? For hvem's skyld?

Fordi ligheden mellem mig og den lille pige ikke er større en at kroppen husker og lærer for hver gang...

Måske derfor at hsp mennesker er mindre forsigtige. ..

Kan du selv relatere til det?

Om at starte en simulator...

Jeg har skrevet om det før, men det brænder på for at komme ud med hvad jeg sidder med...

Enten har jeg alt for meget tid, eller også bruger jeg meget af min tid til at tænke over livet...

Jeg har siden barnsben altid gennemtænkt alle mulige og umulige scenarier, og med tiden er det dog blevet mere og mere avanceret. Jeg har dog ikke synderligt gennemtænk om andre tænker ligeså meget som mig selv, jeg lever mit liv det er min verden.

Du er velkommen til at kigge lidt indenfor...

For mig har det været vejen frem at tænke og arkivere alt... alt hvad jeg ser, hører, dufter og fornemmer i kasser. Alle kommer i kasser. Alting kommer i kasser. Når man har så mange fakta er det ikke umuligt at forudsige næste skridt. Jeg har fanget mig selv i mange gange, at starte en simulator med alt hvad der ligger i den kasse af information. Formålet er at se hvad der sker om fem minutter, eller hvad personen vil svare. Jo flere informationer der kommer ind, jo større er chancen for at den simulerer noget rigtigt.

Måske derfor jeg pludselig kan finde på at spørge om nogle vildt underlige ting under en samtale...

Men ligesom i en fodbold kamp er det krop umuligt at forudsige noget...
Men man kan gisne. Og gisne... Det gør jeg, når jeg tænker over det.... hele tiden...

Nu er jeg HSP, og under en samtale kan du nok til tider høre mig sige...det ved jeg, eller det kan jeg godt regne ud... Men det er jo ikke altid at spilleren scorer, selv ved straffe...
Og der... lige der kan jeg blive virkelig overrasket, og nogen gange forvirret over situation... lidt ligesom en barn der ikke helt forstår situationen... Mit hoved tænker straks hvilke faktorer der gjorde at jeg ikke havde set den komme. Jeg bliver irriteret over ikke at have gennemtænk det. 

Mange måske lidt sjove ting kan undre mig... Kører han virkelig i den slags bil... Nåh du er ingeniør... Har du kat derhjemme....
Måske derfor jeg som dreng begyndte at prøve at undgå sådanne pinlige situationer, krydret med nysgerrighed på livet, og mennesker.
Men mange gange rammer jeg også rigtigt. Jeg giver ikke mig selv point, men forsætter...

Hvem, hvad, hvor og hvordan... Min tommelfinger danser over de fire andre fingre, imens jeg samler oplysninger ind. Beregne situationen i flere potenser, i alle tænkelige situationer, alle tænkelige muligheder, alle gennemtænkte vinkler, hvad kommer til at ske?

Et af karakter trækkene ved at være HSP er at man let bliver forskrækket... Pludselig høje lyde, fyrværkeri eller noget så simpelt som når man har overset noget, et kort sekund.

Mit infinitive univers fortsætter... Jeg har prøvet at overvinde det, og slå det væk, men ligesom med mange andre ting kan jeg ikke. Det sker helt af sig selv, i sådan et omfang at jeg fanger mig selv i at gøre sådan.

Velkommen til min verden...

Ryst bare på hovedet af mig, men den første der gerne vil ændre det er mig...

Om at være facineret....

Imaging theres no heaven, its easy if you try...
No hell below us, above us- only sky...
Imaging all the people, living for today...

Jeg elsker uforudsigelighed. Som hsp'er nyder jeg livet og det som gør livet knapt så kedeligt. Facinationen af uforudsigelighed, er for mig det som pirrer min nysgerrighed her i livet. 
Facinationen i at se noget, og prøve at gengive det i billeder bagefter. At genkalde følelser og billeder oppe i ens eget hoved. Kan man viderebringe denne billedmæssige besked til andre mennesker, så de ser det samme... aldrig... og lige der... lige der lever jeg. Prøver at videregive... videreformidle... Jeg kan ikke rigtigt. Men jeg prøver. Det er min egen sans for formidling, den sans har vi alle. 

Jeg har ti minutter til toget kommer. Jeg betragter et ungt kærestepar. Jeg kan ikke høre hvad de siger, fordi jeg har musik i ørerne. Men det gør ikke noget for mig. De er i starten af tyverne....
tydeligvis forelsket begge to.... hun ser ham i øjnene imens han stryger hendes hage. Det er meget intens og langsomt... hun tager hans nakke og kysser ham forsigtig, jeg kan se på hans nu lukkede øjne at her vil han blive. Her vil jeg blive. Nyde nuet. Trække nuet i langdrag, og stoppe tiden. Se og sanse alt, imens jeg nyder og fortærer øjeblikket. De kigger på mig samtidig, og jeg smiler let til dem, imens jeg ser dem begge i øjnene...
Deres gener er vist fra mellemøsten og giver livet farver og krydderi. 

Jeg sidder i toget og hører John Lennons Imagine. Overfor mig sidder en Dansk mand med en dåse guldøl i hånden, forladt af både ham selv, hans familie og alle guder jeg kan forestille mig.

Og jeg forestiller mig... en verden uden religion, himler, helveder. Jeg forestiller mig mennesker som begynder at leve i nuet, og ikke hænge deres liv i hverken fortid, guldøl eller andres meninger...

Men sådan er livet nu engang. Men med måde er alting godt. Det er det som det er skabt til, mådehold er godt. 
Hvem nyder ikke en øl, eller gå i kirke juleaften, gå med kalot eller tilbede sine gud.

Tilbage til uforudsigeligheden.... For mig er den som en irriterende flue der hele tiden flyver rundt om mådehold. En dejlig fornemmelse, ligesom når man går, det ene ben er mådehold, det andet er uforudsigeligheden... Man kan tage et ekstra skridt med det ene ben, og bryde mønstre...

Jeg nyder at gå... Jeg nyder at sanse, nyder at leve. Jeg nyder at nyde... Jeg nyder at være facineret...