Om at skelne...

I mange år troede jeg at den var gal med mig... Tanker... Smerte... Glæde... Vrede... følelser der væltede ind i mit sind, satte sig bogstaveligt talt i kroppen, og som en bordtennisspiller på overarbejde lærte jeg langsomt med tiden at bokse mig igennem alle de informationer jeg fik ind...

Med tiden lærte jeg at putte i kasser, så kunne jeg senere hen kigge ned i den og finde ud af hvad alle de mange ting gik ud på som jeg oplevede, feks. Bare det at gå en tur til købmanden...

Hvad fortæller man en lille dreng der ikke aner hvad alt det her går ud på? Ingenting...

Ingen udover min mor... Hun fortalte heller ikke noget, men der var en eller anden form for samhørighed, en eller anden for for ok'hed for at det jeg så og mærkede, i virkeligheden var ok. Uden ord...

Når man står som lille dreng med hsp, som de voksne i øvrigt dengang kaldte for radar barn, måtte jeg lave mine egne regler, min egen måde at fortolke alt det her på... Jeg kan stadig huske jeg havde virkeligt svært ved at skrive og formulere mig, så jeg visualisere smerter, følelser og emotioner i billeder, farver, smag, og…. mine træer som jeg tidligere har beskrevet om... Det tænke jeg dengang var egentlig den nemmeste måde at gemme informationer på... Mennesker blev til træer, i den form kunne de så vokse inde i mit hoved som en simulator, jeg skulle bare fordre den med informationer fra tid til anden... Det er der nok kommet mange dumme spørgsmål ud af med tiden kan jeg regne ud...

Jeg bliver næsten helt skeløjet når jeg skal prøve at forklare hvordan med ser andre mennesker jeg møder... på den ene side, den virkelige verden, på den anden side min egen visualisering... Træet skal fodres med informationer, og værktøjerne er mine øjne, mine sanser og mit sprog...

Jeg kan læse at mange hsp'ere har til tider svært ved at skelne imellem egne og andres smerter og glæder... Tænk... det har jeg egentlig aldrig rigtigt skelnet imellem af årsager jeg ikke ved hvorfor...

Jeg har bare levet med det, og det har været en del af mig... Men det tynger... tynger når jeg skal tænke mig om... Jeg er jo kittet som skal fylde huller ud, jeg skal gøre ondt til godt, gøre andre mennesker til en glad smiley... Jeg kan ikke lade være...

Her har jeg svært ved at skelne fra hvornår nok er nok... Jeg må bare acceptere jeg er observatøren

der har store skuldre... acceptere...

Tilbage til den samhørighed med min mor... Den er jeg meget bevist om at give videre til mine to små drenge... De skal helst ikke stå i den virkelige svære og hårde situation jeg selv stod...

Uden ord...

Jeg ved vi har den... Jeg er bevist om hvilke energier og tanker jeg sætter i gang hos dem...

Mit job er at gøre dem til to selvstændsige, selvtænkende individer der udover at tænke og sanse

gerne må lære at blinke lidt til pigerne og vide at livet må man acceptere og leve...

Kan du skelne imellem dine egne og andres smerter?

Om at være ensom...

Kender du det.. At være ensom. 

At være ensom en enkelt aften, eller en weekend...

For hvad er ensomhed for mig? Jeg er til tider temmelig introvert, og elsker mit selskab...

Ensomhed har ikke altid at gøre med at man savner selskab... Ensomhed er, for mig som hsp, mangel på selskab af en eller flere personer der kan fylde et specialt tomrum ud i enten mit hoved eller hjerte... Og hvad er det som der skal fyldes ud... følelsen af at være noget specialt...

Jeg var til bryllup sidste sommer, og som altid når jeg er fotograf sådan et sted får jeg gode muligheder for at gætte alle gæsternes historie... Jeg har det jo som en fisk i vandet... Elsker at fotografere mennesker... Elsker som hsp og suge alle steminger til mig, mærke vibrationer og energier... Jeg har prøvet det før mange gange... Putte gæsterne i kasser... Se om gæsterne opfører sig som jeg havde gennemtænkt oppe i hovedet senere på aftenen... Snakke med så mange som muligt for at få mest mulig information frem... Min simulator er startet, og jeg kan langsomt overlade den til fremtiden...

Forestil dig alle mennesker bevæger som foran dig, omkring dig, bag dig... Jeg står helt stille...

observerer, filosoferer, mærker energier... er ensom... Der er en osteklokke overmig. Her kan jeg holde alt larmen og musikken ude. Her kan jeg fokusere på mit primære, at tage billeder, dekode og observere... føle sig udenfor... at nyde...

Det er mig... Henrik den ensomme... Henrik som har mange gode venner, dejlige børn...Henrik som bruger rigtig meget energi på at være Henrik... Jeg nyder livet som altid...

Jeg er vist kun nede når nogen har trådt på mig... Det gør så ondt...langt ind i hjertet og sjælen, og langt ud i fremtiden... Hvorfor så jeg det ikke komme? Hvorfor var jeg ikke god nok? Hvorfor havde jeg ikke gennemtænk dette scenario... Jeg er en fejl... et minus... jeg er ingenting...

Jeg sidder tilbage foran computeren og redigerer weekendens bryllup...

Drengene sover, naboens hun larmer, folk går på vejen... Jeg smiler fordi jeg er til...

Kender du selv til den ensomheds følelse?

Om at sanse energier...

jeg var til fest sidste uge... Pink Floyds Learning to fly kører i baggrunden, og som altid flyver jeg væk i mine egne tanker når musikken spiller... Now, can i escape this irresistible grasp...

Jeg flyver allerede under en blå himmel, over de syd amerikanske bjerge...

Vi er måske 30 mennesker i lokalet... Larm, støj, dufte, farver, småsnakken og pludselige høje lyde.... Stemningen er høj, god og der er en mild smag af lattermildhed i luften...
Her er rart at være alligevel...

Som altid... har jeg spottet alle personer, mærker flere stemninger, følt hvilke ende der er god at stå og observere lidt i... Observatøren....

Min trofaste følgesvend, som tager over når Henrik kommer til kort...

Gæsterne ville blive overrasket hvis de kunne se hvad jeg havde i min rygsæk, tænkte jeg, og igen, som altid... hele tiden... følelsen af at være udenfor fællesskabet, ikke høre til... set ned på...

Den åndsvage følelse er også min følgesvend, men den er bare ikke en trofast ven...
Jeg er godt nok ikke er festens midtpunkt, men jeg ved at de andre kommer til mig hvis der er noget der skal snakkes, debatteres ellers vendes...

Jeg er vist et meget rart menneske at være i nærheden af. Jeg ved jeg er ok og en støtte, alligevel hænger den der trofaste ven over mit hoved som en sort sky der ikke gå væk...

Jeg kan se og mærke mennesker der fylder ret meget... Der er ligesom en aura rundt om dem, jeg kan bedst beskrive det som et fyrfadslys med duft, ligemeget hvor i rummet man står kan man fornemme ham. Der er også den forsigtige person som slet ikke vil fylde noget, som i et vakuum prøver at fylde så lidt som muligt. Det ser og føles som om personen selv suger sine energier ind i sig selv...

Narcissisten, ham som holder hof for en flok får, der følger ublu med strømmen... En masse lys og energier bevæger sig rundt imellem alle menneskerne... Jeg læner mig op af karmen, vil tænde en smøg men kan ikke finde min lighter...Ligesom en trykbølge blæser røg væk, springer der en bombe foran mig, og alle fornemmelserne i rummet bliver pustet helt væk... Tiden er væk, alt står stille... De andres læber bevæger sig langsommere og langsommere... Mit fokus rammer det rødkrøllede hår... flygtigt og levende... De buede øjenbryn smiler... Grønne øje i alverdens farver, øjne man ikke kan se bort fra... Øjne jeg kan bruge timer på at kigge dybt ind i... Ét smilehul... Og læber, læberne er velformede og fyldige... Hun giver mig ild, ikke kun til smøgen, men ild i univers...

Jeg er tom for ord, men er nød til at kommunikere med hende...

Jeg spørger om hun har tabt sit andet smilehul, fordi der er et stort hul ude på vejen...

Den rødkrøllede pige manglede hverken masse eller kæreste, for hendes kæreste var en søde pige, som kom hen tog hende væk fra mig... Hun nåede at stryge mig på kinden inden hun forsvandt …

Jeg blev efterladt tilbage med en fed fornemmelse...

Dels at alle de energier som andre mennesker sender ud, forsvandt et øjeblik fra mit univers...

Dels en fornemmelse af at livet bare er vildt dejligt, det skal leves, og ikke mindst nydes...

Det gør ingenting jeg aldrig ser den rødkrøllede pige mere, hun har efterladt en boost af livsenergi jeg kan leve højt på længe....

Har du prøvet det samme? Har du prøvet de små øjeblikke hvor alle sanser pludselig er væk?

Om kærligheden...

ude i horisonten tegner sig et dunkelt billede....

når man køber en ny computer skal man betale.... det skal man også for en hundehvalp...

At sætte noget i bevægelse koster altid på en eller anden konto...

Jeg tror ikke engang jeg leder efter kærligheden nu, fordi jeg ved ikke hvad jeg leder efter...

Jeg kan ikke se skoven for bare træer, i den forstand at jeg ved hvad jeg savner - det er ikke bare nok bare at savne... Jeg savner også en Land Rover, derfor kommer den ikke af sig selv...

Mit lille HSP hoved savner... savner et sted hvor man kan dele sit hoved med en anden person... Men det sted koster. Det koster på følelses kontoen. Og den konto gør vildt ondt... Den konto er i konstant overtræk...

Jeg ligger i sofaen og funderer...ser ud af vinduet...

Ud og at tågens dis kommer en skikkelse frem...

Jeg kender den dis, fordi jeg har været der mange gange, det er mit hemmelige sted... Der kan jeg søge viden... Viden om hvem jeg er... Jeg kan ikke rigtigt sætte ord på hvordan jeg får den...

Lige der... En skikkelse... kommer langsomt nærmere mig... stiller sig foran vinduet, begge arme på karmen og ligger sin hage på hænderne... Jeg bliver betragtet... tågen dundrer i baggrunden... Håret... flamboyants brændende, og arbejder med vinden... Øjne... øjne som en jæger, skarpe, smukke og dybe... Dybden fanger mig...

forfører mig... jeg skal ikke forføres før jeg tør...jeg kan ikke lade være at se i dem, jeg bliver suget ind som en fugl i en fly motor... Universet lignet mit eget... her er rart, trygt og empatien drypper ned af loftet som fugt i en varm forårsmorgen... Med mobile pay bliver der sat penge ind på min følelses konto... nu er den i plus, ligesom at vinde i lotto...

Jeg er min egen bedste ven og jeg stoler på mig selv... Det har taget mig mange år at lære det, hvordan skal jeg lære at stole på dette nye univers?

Ligesom tiden læger alle sår, så gør tiden også at man langsomt tør stole på andre en sig selv...

Tågen forsvinder... Jeg ligger på sofaen og bider mig forsigtigt i læben, mine øjne er bekymret, mit sind prøvet at forstå hvad der skete der... Skikkelsen er væk, men smagen, følelsen, farverne og energierne kan jeg huske... De kommer i en kasse, og en dag.... passer de perfekt til en anden person. Nu ved jeg hvad jeg se efter... nu ved jeg hvilke vej at gå...

Som HSP er man altid forsigtigt, man passer rigtig godt på sig selv – ingen andre gør det...

Gør du?