Balancegangen imellem mine to verdener er hårfin... Learning to fly fra Pink Floyd spiller i mine ører, imens jeg balancerer imellem virkelighed og mit indre univers... Jeg er nød til at strække begge arme helt ud for at holde den balance... Den pokkers balance....
Jeg elsker at leve i begge steder – Det ene får indtryk fra det andet, og den anden får ligevægt fra det første – jeg kan ikke forklare det bedre en ying og yang...
Jeg bruger ligemeget tid begge steder, mest mit eget univers når jeg er alene – mest min udvendige skal når jeg er social... Nogen gange svæver jeg imellem begge på samme tid...
Jeg bruger ligemeget tid begge steder, mest mit eget univers når jeg er alene – mest min udvendige skal når jeg er social... Nogen gange svæver jeg imellem begge på samme tid...
Kan jeg undslippe dette uimodståelige græs? Jeg er vist aldrig helt bevist om hvornår jeg er det ene, og hvornår jeg er det andet sted... Tit bliver jeg fanget i mine egne tanker når jeg taler med nogen, alle andre må føle det som om jeg er fraværende – den tanke irriterer mig fordi jeg prøver på at altid at være der mentalt...
Som altid kan jeg mærke andre menneskers emotioner, de bliver oversat til farver, bevægelser, ord, smerte og udtryk – det har taget mig et helt liv at dekode disse til ord og forståelser, i den anden verden... Det bliver til et fyrværkeri at farver og emotioner inde i mit lille hoved, selv bare det at gå en lille tur...
Selvom jeg altid har ønsket at jeg kunne skære det hsp væk med en kniv, kan jeg heller ikke leve uden det – det er en del af mig...
Selvom jeg altid har ønsket at jeg kunne skære det hsp væk med en kniv, kan jeg heller ikke leve uden det – det er en del af mig...
Som altid...altid... udenfor følelsen...følelsen ikke at være med inde... den sidder altid dybt dybt indgroet i mig... jeg hader den... den får mig til at føle mig lille, ikke betydningsfuld eller udenfor gruppen... forkert....
Hvad skal jeg gøre med det? Jeg prøver ubevist at gøre det bedre anden gang, eller i hvert fald ikke at fejle, så kan man ikke sætte en finger på, det tænker jeg...
Hvad skal jeg gøre med det? Jeg prøver ubevist at gøre det bedre anden gang, eller i hvert fald ikke at fejle, så kan man ikke sætte en finger på, det tænker jeg...
Jeg bygger langsomt et fængsel omkring mig med denne følelse som grund element...
Ying og yang...
Dette fængsel giver også tryghed – fristed – et guldbur som jeg både hader og holder af på en gang.
Ying og yang...
Dette fængsel giver også tryghed – fristed – et guldbur som jeg både hader og holder af på en gang.
Kunsten har været at langt inde i mig selv, at gemme det fængsel væk for øvrigheden – øjnene der beskuer mig, ørerne der lytter, ikke til mine ord, men mine tanker... Bange for at mine tanker og følelser kan ses... og …. kvases med en verbal knytnæve....
Hvorfor åbne op om det nu... Hvorfor udstille sig selv på den måde med sine inderste tanker, krænget ud så alle kan læse det...
Måske jeg ikke er den eneste i hele den anden verden der føler og tænker som mig.... Måske der er andre derude der er samme sted som mig... Måske... måske jeg ikke er alene alligevel... Måske der er nogen ikke ser ned på mig....
Er der?
