Om energiens magt....

 Hvem skal fortælle dig hvornår det er for sent?...

Hvem skal fortælle dig tingene ikke går godt?...

The cars spiller i højtalerne i min vogn....

På samme måde som narcissististe mennesker fylder et rum op men negativ energi, kan en karismatisk person fylde positivt op. Her lever jeg. Jeg møder helt tilfældigt et menneske med udstråling som lyser universet op, også selvom man er blind. Det kan ses føles og lugtes på lang afstand. Jeg elsker mit arbejde. Jeg kører nat taxi i city og jeg aner ikke hvem der hopper ind i bilen om 5 min. Selvom der er mørkt og der pludselig sidder en på bagsædet kan man mærke i et split sekund karismaens energi, eller det modsatte. Er personen midt imellem kan man mærke med det samme om de vil snakke, trøstes eller dele en nyhed med dig. Selv i mørket kan jeg se livets træ med det beroligende svej med uret. På årene og knasterne kan man læse alt... Træet er levende og kan betragtes fra alle sider, helt uden at spørge ind kan jeg læse alt fra træet. En person af gangen. Måske to eller tre. I større forsamlinger skal jeg virkelig fokusere på at holde den pokkers balance imellem to verdener. Jeg har det bedst i begge to, men finder styrke og trøst i min egen verden. Jeg er altid bange for at blive taget i mine egne tanker og revet fra det ene univers til det andet. Jeg er observanten det kan der kan betroes alting til....

Jeg har prøvet flere gange at køre direkte hjem fordi mit hovedet er fyldt op, mest af narcissistiske energier. 

Tilbage til The Cars

Whos gonna drive you home to night, thinking nothings wrong...

Kender du den følelse af at blive udbrændt af andres energier?

Om at komme tilbage til livet....

Hvor var du da jeg var udbrændt og ødelagt? Og hvor var du da jeg var såret og hjælpeløs?

Med pink Floyds Division Bell i ørene tænker jeg tilbage på dengang....

For 6 år siden skete der det at en bil kørte ind i siden på min bil og jeg fik piskesmæld og hjernerystelse. Tre dage efter på en restuarent sagde det pludselig smæld, og hele min verden, jeg har brugt næsten hele mit liv på at bygge op, forsvandt foran øjnene på mig, som farver der falder til jorden,  ligesom sne fnug der daler ned. Lige netop i det sekund følte jeg mig nøgen, blind og tom. Jeg kan huske jeg begyndte at græde spontant og anede ikke mine levende råd. Jeg var som et nyfødt lam i den vilde natur der bare ventede på at blive spist. Ingenting sansede jeg i mere en to år, og jeg savnede min egen lille verden helt utroligt meget, den var så glad for, og den jeg havde brugt uendelig lang tid på at bygge op igen. Den verden ingen kendte til og ikke måtte vide noget om. Uden mine sanser var det som at lære at gå hvis man var lam. Balancen var væk. Jeg hældte vist kun til den ene side.

Jeg kan huske jeg begyndte igen med mine fingre regel - hvem - hvad - hvor - hvorfor. Langsomt fik jeg stablet kasser frem og lagt små noter i. Langsomt lærte jeg mig selv at kende. Langsomt kunne jeg holde balance, med hjælp af mine solbriller og mit headset. Jeg fandt en aften mine farver frem hvor jeg kunne pynte på balancen. Purple... Som altid er det en god farve der følger mig. Den farve satte virkelig gang i sanserne, af en eller anden årsdag. Jeg føler næsten jeg er tilbage i mit gamle jeg. Ham som jeg har genfundet og balanceret hele livet. 

Tilbage til musikken.... Jeg stirrede ind i den lyse sol... Solen blænder men jeg kan nu se igennem, igen. 

Nu skal jeg lære at holde den balance igen. Jeg vil helst være i min egen hule, og hvis du møder mig endag så lok mig ud til solen...

Har du en farve der hjælper dig ligesom purple hjælper mig?