Pink Floyd the division Bell kører i baggrunden og jeg tænker....
Fortabt i tanker og fortabt i tiden er jeg pludselig bremset op, i mens livets frø og livets forandringer spirrer...
Jeg har altid haft fuld fart på mit liv, mine følelser og mine tanker. Fremad..balance. Leve. Sanse. Nyde.....
Endag for ikke længe siden blev mit gulvtæppe revet væk under mig. Og jeg opdagede at ens eget liv pludselig balancerer på et knivsæg. Foran mig sad hospitals lægen og sagde netop der...
Den pokkers balance imellem mit indre skønne univers, jeg altid har måtte kæmpe for at holde, skulle pludselig hjælpe mig med at holde balance i imellem liv og død...
Ude i regnen er alt mørk og langsomt, her kan ingen se tårer. Jeg ville ønske det regnede længe endnu, for der er for mange tårer....
Jeg tog på en rejse igennem stilheden, og lærte at livet skal leves forlæns men forståes baglæns. Jeg styrer direkte mod den skarpe sol som giver liv.
Mennesker forsvinder pludselig væk, måske fordi de er bange for hvad der sker. Nogen er passive. jeg kan ikke holde balancen mere selv. Jeg troede jeg kendte hele mig. Men jeg var stadig ny i min egen verden....
Lige der, hvor nogen skubber til min balance, kommer der pludselig hjælp.... Nogen hjælper uden at spørge om noget igen. Det har jeg aldrig rigtig oplevet. Og ganske få... Når de holder min hånd.... Har samme varme og energi som mig selv. Og kampen for at holde balance bliver standset et øjeblik. Lige i det øjeblik får man også øjenkontakt, og ved pludselig at alt skal nok gå....
Nu ved jeg at næste gang jeg er udbrændt og nede... Så kan jeg stole på andre en mig selv...
Cause the things you say, and the things you do sorround me...
Nu ved jeg at balance i livet ikke altid er op til én selv...
Kender du det?
