Om livets balance....

Pink Floyd the division Bell kører i baggrunden og jeg tænker....

Fortabt i tanker og fortabt i tiden er jeg pludselig bremset op, i mens  livets frø og livets forandringer spirrer...

Jeg har altid haft fuld fart på mit liv, mine følelser og mine tanker. Fremad..balance. Leve. Sanse. Nyde.....

Endag for ikke længe siden blev mit gulvtæppe revet væk under mig. Og jeg opdagede at ens eget liv pludselig balancerer på et knivsæg. Foran mig sad hospitals lægen og sagde netop der...

Den pokkers balance imellem mit indre skønne univers,  jeg altid har måtte kæmpe for at holde, skulle pludselig hjælpe mig med at holde balance i imellem liv og død...

Ude i regnen er alt mørk og langsomt, her kan ingen se tårer. Jeg ville ønske det regnede længe endnu, for der er for mange tårer....

Jeg tog på en rejse igennem stilheden, og lærte at livet skal leves forlæns men forståes baglæns. Jeg styrer direkte mod den skarpe sol som giver liv. 

Mennesker forsvinder pludselig væk, måske fordi de er bange for hvad der sker. Nogen er passive. jeg kan ikke holde balancen mere selv. Jeg troede jeg kendte hele mig. Men jeg var stadig ny i min egen verden....

Lige der, hvor nogen skubber til min balance, kommer der pludselig hjælp.... Nogen hjælper uden at spørge om noget igen. Det har jeg aldrig rigtig oplevet. Og ganske få... Når de holder min hånd.... Har samme varme og energi som mig selv. Og kampen for at holde balance bliver standset et øjeblik. Lige i det øjeblik får man også øjenkontakt, og ved pludselig at alt skal nok gå....

Nu ved jeg at næste gang jeg er udbrændt og nede... Så kan jeg stole på andre en mig selv...

Cause the things you say, and the things you do sorround me...

Nu ved jeg at balance i livet ikke altid er op til én selv...

Kender du det?

Om at være på bølgelængde....

 Jeg så... Fra katedralen, at du holdte øje med mig...

Ja, jeg så hvad jeg skulle være...så tag min tid, og tag mine løgne, for alle de andre, de vil tage mit liv...

Tanita Tikaram har fulgt mig i mange år. Teksterne er stadig mega aktuelle. Hun er den samme observer som jeg er... Ned af centeret med musik i ørene, så er jeg glad.... Jeg vælger den side af vejen der er mindst mennesker der går imod, så er der mindst man ligger mærke til på dårlige dage.... Kender du det? På gode dage tager jeg den anden vej...nogen dage lukker jeg kun ind af emotioner der feks viser glæde... Eller sorg. Eller smerte. Farver og energier blæser rundt imellem bladene på vejen, som kosmisk kaos på en rodet dag. Her er jeg god til at stoppe op, sprede alle fingrene ud og stopper op bare et øjeblik. Ansigter og øjne, farver og energier bliver samlet så skønt foran mig, som at komme tæt nok på teksten der lige har været utydelig. Jeg skal huske at holde balancen, for der meget at få ind på en gang... Pludselig ser man en observant imellem alle de andre, som en selv. Pludselig er man ikke alene. Det er verdens bedste følelse... Bare mit stop på vejen var ét sekund og ikke et minut, så ville jeg blive observeret. 

Jeg så fra katedralen, du ville forlade mig... Jeg så, at du så, uden se... Så tag mit liv som alle de andre...

Kender du det med pludselig at møde man aldrig har set men har lyst til at stoppe op og snakke med?

Om energiens magt....

 Hvem skal fortælle dig hvornår det er for sent?...

Hvem skal fortælle dig tingene ikke går godt?...

The cars spiller i højtalerne i min vogn....

På samme måde som narcissististe mennesker fylder et rum op men negativ energi, kan en karismatisk person fylde positivt op. Her lever jeg. Jeg møder helt tilfældigt et menneske med udstråling som lyser universet op, også selvom man er blind. Det kan ses føles og lugtes på lang afstand. Jeg elsker mit arbejde. Jeg kører nat taxi i city og jeg aner ikke hvem der hopper ind i bilen om 5 min. Selvom der er mørkt og der pludselig sidder en på bagsædet kan man mærke i et split sekund karismaens energi, eller det modsatte. Er personen midt imellem kan man mærke med det samme om de vil snakke, trøstes eller dele en nyhed med dig. Selv i mørket kan jeg se livets træ med det beroligende svej med uret. På årene og knasterne kan man læse alt... Træet er levende og kan betragtes fra alle sider, helt uden at spørge ind kan jeg læse alt fra træet. En person af gangen. Måske to eller tre. I større forsamlinger skal jeg virkelig fokusere på at holde den pokkers balance imellem to verdener. Jeg har det bedst i begge to, men finder styrke og trøst i min egen verden. Jeg er altid bange for at blive taget i mine egne tanker og revet fra det ene univers til det andet. Jeg er observanten det kan der kan betroes alting til....

Jeg har prøvet flere gange at køre direkte hjem fordi mit hovedet er fyldt op, mest af narcissistiske energier. 

Tilbage til The Cars

Whos gonna drive you home to night, thinking nothings wrong...

Kender du den følelse af at blive udbrændt af andres energier?

Om at komme tilbage til livet....

Hvor var du da jeg var udbrændt og ødelagt? Og hvor var du da jeg var såret og hjælpeløs?

Med pink Floyds Division Bell i ørene tænker jeg tilbage på dengang....

For 6 år siden skete der det at en bil kørte ind i siden på min bil og jeg fik piskesmæld og hjernerystelse. Tre dage efter på en restuarent sagde det pludselig smæld, og hele min verden, jeg har brugt næsten hele mit liv på at bygge op, forsvandt foran øjnene på mig, som farver der falder til jorden,  ligesom sne fnug der daler ned. Lige netop i det sekund følte jeg mig nøgen, blind og tom. Jeg kan huske jeg begyndte at græde spontant og anede ikke mine levende råd. Jeg var som et nyfødt lam i den vilde natur der bare ventede på at blive spist. Ingenting sansede jeg i mere en to år, og jeg savnede min egen lille verden helt utroligt meget, den var så glad for, og den jeg havde brugt uendelig lang tid på at bygge op igen. Den verden ingen kendte til og ikke måtte vide noget om. Uden mine sanser var det som at lære at gå hvis man var lam. Balancen var væk. Jeg hældte vist kun til den ene side.

Jeg kan huske jeg begyndte igen med mine fingre regel - hvem - hvad - hvor - hvorfor. Langsomt fik jeg stablet kasser frem og lagt små noter i. Langsomt lærte jeg mig selv at kende. Langsomt kunne jeg holde balance, med hjælp af mine solbriller og mit headset. Jeg fandt en aften mine farver frem hvor jeg kunne pynte på balancen. Purple... Som altid er det en god farve der følger mig. Den farve satte virkelig gang i sanserne, af en eller anden årsdag. Jeg føler næsten jeg er tilbage i mit gamle jeg. Ham som jeg har genfundet og balanceret hele livet. 

Tilbage til musikken.... Jeg stirrede ind i den lyse sol... Solen blænder men jeg kan nu se igennem, igen. 

Nu skal jeg lære at holde den balance igen. Jeg vil helst være i min egen hule, og hvis du møder mig endag så lok mig ud til solen...

Har du en farve der hjælper dig ligesom purple hjælper mig?

Om at leve i et fængsel...

Balancegangen imellem mine to verdener er hårfin... Learning to fly fra Pink Floyd spiller i mine ører, imens jeg balancerer imellem virkelighed og mit indre univers... Jeg er nød til at strække begge arme helt ud for at holde den balance... Den pokkers balance....

Jeg elsker at leve i begge steder – Det ene får indtryk fra det andet, og den anden får ligevægt fra det første – jeg kan ikke forklare det bedre en ying og yang... 
Jeg bruger ligemeget tid begge steder, mest mit eget univers når jeg er alene – mest min udvendige skal når jeg er social... Nogen gange svæver jeg imellem begge på samme tid...

Kan jeg undslippe dette uimodståelige græs? Jeg er vist aldrig helt bevist om hvornår jeg er det ene, og hvornår jeg er det andet sted... Tit bliver jeg fanget i mine egne tanker når jeg taler med nogen, alle andre må føle det som om jeg er fraværende – den tanke irriterer mig fordi jeg prøver på at altid at være der mentalt... 

Som altid kan jeg mærke andre menneskers emotioner, de bliver oversat til farver, bevægelser, ord, smerte og udtryk – det har taget mig et helt liv at dekode disse til ord og forståelser, i den anden verden... Det bliver til et fyrværkeri at farver og emotioner inde i mit lille hoved, selv bare det at gå en lille tur...
Selvom jeg altid har ønsket at jeg kunne skære det filosofiske væk med en kniv, kan jeg heller ikke leve uden det – det er en del af mig...

Som altid...altid... udenfor følelsen...følelsen ikke at være med inde... den sidder altid dybt dybt indgroet i mig... jeg hader den... den får mig til at føle mig lille, ikke betydningsfuld eller udenfor gruppen... forkert....
Hvad skal jeg gøre med det? Jeg prøver ubevist at gøre det bedre anden gang, eller i hvert fald ikke at fejle, så kan man ikke sætte en finger på, det tænker jeg... 

Jeg bygger langsomt et fængsel omkring mig med denne følelse som grund element...
Ying og yang...
Dette fængsel giver også tryghed – fristed – et guldbur som jeg både hader og holder af på en gang.

Kunsten har været at langt inde i mig selv, at gemme det fængsel væk for øvrigheden – øjnene der beskuer mig, ørerne der lytter, ikke til mine ord, men mine tanker... Bange for at mine tanker og følelser kan ses... og …. kvases med en verbal knytnæve....

Hvorfor åbne op om det nu... Hvorfor udstille sig selv på den måde med sine inderste tanker, krænget ud så alle kan læse det...

Måske jeg ikke er den eneste i hele den anden verden der føler og tænker som mig.... Måske der er andre derude der er samme sted som mig... Måske... måske jeg ikke er alene alligevel... Måske der er nogen ikke ser ned på mig....

Er der?

Om balancens magt...

Jeg gav dig de vagtsomme øjne, på dem skal du kendes igen... 
Møder du en med det samme blik, skal du vide han er din ven...

Jeg har altid betragtet mit liv som en balancegang på et langt bræt... 
Livets bræt...
Ikke falde til højre, ikke falde til venstre....Koncentration og lytte til mine omgivelser gør at jeg kan holde balance... Fokusere, lytte og sanse. Det har altid gjort at jeg kan tage bare et lille skridt af gangen. Den bevægelse holder mig i live, og holder mig oppe....

Der er en masse udefrakommende ting der kan skubbe til mig... Pludselig høje lyde, stærk blå lys... Intolerence, racisme og narcissister... Underligt at tænke på at selv så simple ting kan flytte så meget på mig... 
Til gengæld er der også udefrakommende ting som kan hjælpe mig med min balance...
Oprigtighed...Venskab...Kærlighed...Naturens puls....

Luk øjnene... bred dine arme ud til siden – og føl...mærk og sans dine omgivelser...Lyt – kun her kan man lære nyt... Hold balancen når informationer banker ind i hele dit univers... og gå... uden at åbne øjnene... Hold balancen i hovedet...Kærlighed og naturens puls giver luft under armene – intolerence og narcissister presser på dine arme...

Naturen pulser og hvis du lytter godt efter... Kan du mærke pulsen...varmen og fugten...Kulden og blæsten...

Lige her... var jeg ved at miste fodfæstet – bare et kort sekund... 
Inden jeg nåede at åbne mine øjne kunne jeg mærke en hånd i min, som roligt holdt mig fast...

Jeg mærker renheden som nu holder mig i balance – Jeg åbner øjnene og ser et hoved, som er lidt på skrå – betragte mig - store smilende blå øjne der fortæller alt... At alt er i orden – jeg tør overlade min balance her....

Tilbage til Anne Linnets sang... måske er det ligenetop denne sang der har gjort at jeg altid ser andre i øjnene... hvem ved... Den giver mig balance jo....

Kender du selv det med at holde balance??

Om Enten Eller...

Jeg, ligesom alle andre mennesker elsker alt det rene, det dybe og det rigtige. Det er vi sikkert nok mange der gør, men nogen ting, eller væsener betyder væsentlig mere en andet...

Jeg prøvet så godt jeg kan at beskrive det, kan du se det for dig når du læser dette?

jeg forstiller mig to delfiner der svømmer imod hinanden... lige før de svømmer ind i hinanden drejer de begge sig en smule og passerer hinanden med bugen mod hinanden...

kærligheden og fortabelsen i en synkron bevægelse... 

Ying og Yang...

bevægelsen gentager sig hele tiden, som en gen-streng der langsomt snurrer rundt...

Når noget er i bevægelse betyder det fremtid, når det står stille betyder det pause, og når den drejer baglæns betyder det modgang.

Kæmpestore blå øjne, omgivet at et mildt og lyst sind. Det store flamboyante røde hår er levende, og bevæger sig livligt og let med vinden...

Jeg står ude på parkeringen, og igen... igen bliver vores blikke fanget i den selvsamme spiral bevægelse som delfinerne...
Tiden er ikke en faktor, den står ganske stille... De lange slangekrøller sløret mit sind..

Hele min verden drejer langsomt rundt, og gen-strengene klikker sig langsomt på plads...
Hendes livstræ drejer med uret... Hendes årer er pulserende – energigivende og rigtige... Men hendes blik...Hendes blik er som magnetisk sekund lim, blivet fanget i et spind af ren livsenergi og kærlighedens fanatisme fra min side... Hendes øjne og blik langsomt rundt, så kan jeg betragte hende mere intens... og bliver betragtet... intensiteten er stor, jeg tør ikke sige noget, fordi så stopper spiralen... Fortiden, nutiden og fremtiden er ens...

Kender du selv den fornemmelse som HSP at mærke langt, langt inde i dig selv, at alt er rigtigt, og intet er forkert. Nogen steder vil man gerne være mere en andre steder...

Men lige her... Her vil man leve, ånde, bo og være til....

Frygten er mit kompas for hvor jeg skal gå hen. Jeg har med tiden lært at hvis det gør lidt ondt, skal jeg ikke være bange for at træde vejen... Jeg har med tiden lært at sænke alle mine skjold for den rigtige omverden og måske enda invitere nogen indenfor... helt ind... helt ind til den langsomme bevægelse....

Tilbage til det der føles rigtigt...

Kender du det selv, at have skjold om dig, beskytte dig mod omverdenen, og måske åbne dig op?

Enten eller....