Om at være facineret....

Imaging theres no heaven, its easy if you try...
No hell below us, above us- only sky...
Imaging all the people, living for today...

Jeg elsker uforudsigelighed. Som hsp'er nyder jeg livet og det som gør livet knapt så kedeligt. Facinationen af uforudsigelighed, er for mig det som pirrer min nysgerrighed her i livet. 
Facinationen i at se noget, og prøve at gengive det i billeder bagefter. At genkalde følelser og billeder oppe i ens eget hoved. Kan man viderebringe denne billedmæssige besked til andre mennesker, så de ser det samme... aldrig... og lige der... lige der lever jeg. Prøver at videregive... videreformidle... Jeg kan ikke rigtigt. Men jeg prøver. Det er min egen sans for formidling, den sans har vi alle. 

Jeg har ti minutter til toget kommer. Jeg betragter et ungt kærestepar. Jeg kan ikke høre hvad de siger, fordi jeg har musik i ørerne. Men det gør ikke noget for mig. De er i starten af tyverne....
tydeligvis forelsket begge to.... hun ser ham i øjnene imens han stryger hendes hage. Det er meget intens og langsomt... hun tager hans nakke og kysser ham forsigtig, jeg kan se på hans nu lukkede øjne at her vil han blive. Her vil jeg blive. Nyde nuet. Trække nuet i langdrag, og stoppe tiden. Se og sanse alt, imens jeg nyder og fortærer øjeblikket. De kigger på mig samtidig, og jeg smiler let til dem, imens jeg ser dem begge i øjnene...
Deres gener er vist fra mellemøsten og giver livet farver og krydderi. 

Jeg sidder i toget og hører John Lennons Imagine. Overfor mig sidder en Dansk mand med en dåse guldøl i hånden, forladt af både ham selv, hans familie og alle guder jeg kan forestille mig.

Og jeg forestiller mig... en verden uden religion, himler, helveder. Jeg forestiller mig mennesker som begynder at leve i nuet, og ikke hænge deres liv i hverken fortid, guldøl eller andres meninger...

Men sådan er livet nu engang. Men med måde er alting godt. Det er det som det er skabt til, mådehold er godt. 
Hvem nyder ikke en øl, eller gå i kirke juleaften, gå med kalot eller tilbede sine gud.

Tilbage til uforudsigeligheden.... For mig er den som en irriterende flue der hele tiden flyver rundt om mådehold. En dejlig fornemmelse, ligesom når man går, det ene ben er mådehold, det andet er uforudsigeligheden... Man kan tage et ekstra skridt med det ene ben, og bryde mønstre...

Jeg nyder at gå... Jeg nyder at sanse, nyder at leve. Jeg nyder at nyde... Jeg nyder at være facineret...