Om at starte en simulator...

Jeg har skrevet om det før, men det brænder på for at komme ud med hvad jeg sidder med...

Enten har jeg alt for meget tid, eller også bruger jeg meget af min tid til at tænke over livet...

Jeg har siden barnsben altid gennemtænkt alle mulige og umulige scenarier, og med tiden er det dog blevet mere og mere avanceret. Jeg har dog ikke synderligt gennemtænk om andre tænker ligeså meget som mig selv, jeg lever mit liv det er min verden.

Du er velkommen til at kigge lidt indenfor...

For mig har det været vejen frem at tænke og arkivere alt... alt hvad jeg ser, hører, dufter og fornemmer i kasser. Alle kommer i kasser. Alting kommer i kasser. Når man har så mange fakta er det ikke umuligt at forudsige næste skridt. Jeg har fanget mig selv i mange gange, at starte en simulator med alt hvad der ligger i den kasse af information. Formålet er at se hvad der sker om fem minutter, eller hvad personen vil svare. Jo flere informationer der kommer ind, jo større er chancen for at den simulerer noget rigtigt.

Måske derfor jeg pludselig kan finde på at spørge om nogle vildt underlige ting under en samtale...

Men ligesom i en fodbold kamp er det krop umuligt at forudsige noget...
Men man kan gisne. Og gisne... Det gør jeg, når jeg tænker over det.... hele tiden...

Nu er jeg HSP, og under en samtale kan du nok til tider høre mig sige...det ved jeg, eller det kan jeg godt regne ud... Men det er jo ikke altid at spilleren scorer, selv ved straffe...
Og der... lige der kan jeg blive virkelig overrasket, og nogen gange forvirret over situation... lidt ligesom en barn der ikke helt forstår situationen... Mit hoved tænker straks hvilke faktorer der gjorde at jeg ikke havde set den komme. Jeg bliver irriteret over ikke at have gennemtænk det. 

Mange måske lidt sjove ting kan undre mig... Kører han virkelig i den slags bil... Nåh du er ingeniør... Har du kat derhjemme....
Måske derfor jeg som dreng begyndte at prøve at undgå sådanne pinlige situationer, krydret med nysgerrighed på livet, og mennesker.
Men mange gange rammer jeg også rigtigt. Jeg giver ikke mig selv point, men forsætter...

Hvem, hvad, hvor og hvordan... Min tommelfinger danser over de fire andre fingre, imens jeg samler oplysninger ind. Beregne situationen i flere potenser, i alle tænkelige situationer, alle tænkelige muligheder, alle gennemtænkte vinkler, hvad kommer til at ske?

Et af karakter trækkene ved at være HSP er at man let bliver forskrækket... Pludselig høje lyde, fyrværkeri eller noget så simpelt som når man har overset noget, et kort sekund.

Mit infinitive univers fortsætter... Jeg har prøvet at overvinde det, og slå det væk, men ligesom med mange andre ting kan jeg ikke. Det sker helt af sig selv, i sådan et omfang at jeg fanger mig selv i at gøre sådan.

Velkommen til min verden...

Ryst bare på hovedet af mig, men den første der gerne vil ændre det er mig...