Kære dagbog...
Jeg har i mange år skrevet til dig om mine tanker og mine følelser...
Men du har aldrig svaret igen, bare set passivt til.
Jeg vidste godt siden jeg var ca 8 år at jeg var anderledes. Men i min lille verden troede jeg at alle, eller ingen oplevede verdenen sådan som jeg gjorde det. Af årsager jeg ikke husker har jeg holdt det jeg det hele for mig selv, og fortalte aldrig nogen om det...
Jeg kan huske at jeg manglede ord for hvad jeg så, og følte... Derfor lavede jeg da bare mine egne regler i min lille verden... Igennem en menneske alder blev de fin pudset og gjort mere visuelle, for min egen skyld....
Først sent gik det langsomt op for mig at jeg ser og sanser anderledes en andre mennesker.
Hold da kæft hvor blev jeg bange, og virkelig chokeret over at opdage at alt det jeg så og sansede var min verden og ikke alles verden... når jeg tænker tilbage har jeg, for at gemme syn, sanser, farver, lyde og duft, visualiseret alt til former og farver og energier. Og der er kun blevet mere avanceret og finpudset med tiden. Først sidste efterår faktisk gik det op for mig at jeg lever i min egen verden... Jeg blev både bange, flov og skamfuld over at være anderledes på den ufede måde.
Hvad i alverden skal jeg dog bruge alt det her til? Bare jeg kunne skære det væk med en kniv...
Jeg har før prøvet at skrive mine oplevelser ned, men det er svært... rigtig svært at sætte ord på farver og former.
Der står hun foran mig... Med det lange lyse hår... hvad er hendes intentioner... Hvorfor er hun slank, har hun trænet, er det gener eller har hun sultet? Hvorfor bevæger hun sig som hun gør? Hendes øjne og øjenbryn... kinderne og næsebenet... Hvorfor er hendes kropsholdning som den er... Jeg ser hende som et træ foran mig... det var sådan jeg som dreng gemte informationer af mangel af bedre... Træet... det svajer... det har farve... Det har huller, ligesom dørkortet i et hotelværelse... årene drejer mod uret...
... håret... velplejet og selvbevist... finpudset... Retorisk skarp som en kniv... Mit gæt er at en af forældrene er pædagog eller lærer... hun hviler godt i sig selv... Men for hvem...
Hun har ingen karisma... ingen farver... men hun har skruk... Hun er i sin bedste alder, ringløs på fingeren og venter som smukke Anna på sit næste spind...Farverne og karismaen skal nok komme når hun bliver mor endag... men lige nu sender hun feromon energier ud i hele universet som en hanhund der pisser hver femte meter...
Karisma for mig... en sammenfatning af alt dette... alt bliver vægtet... bliver til former, lys og farver for mig, på min egen facon... for på den måde har jeg lært at gemme alle information i kasser uden at skulle tænke for mig... Alt bliver kodet i lagt i kasser... til hvilken nytte? Jeg aner det ikke...
Jeg føler mig som altid i en osteklokke, udenfor og ved siden af. Bange for at nogen skal se min skam... Bange for at nogen skal se bare lidt ind i mit lyse store univers hvor jeg kan være i fred...
Ryster du på hovedet af mig....?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar