Om at føle sig værdsat...

I can see clearly know the rain has gone... I can see all obsticals in my way...

Et af mine ankerpunkter som HSP er andre menneskers syn på mig..

Derfor er værdsættelse alt afgørende for mig....

Det er mit fundament. Bygget op i skrøbeligt mosaik under mig.

Det kan smuldre langsomt, eller jeg kan bygge det op. Materialerne jeg bygger op med er tillid...selvforståelse...og kærlighed.... og livsvisdom...

Da jeg var barn var det mine forældre der byggede mit mosaikgulv op for mig – Min verdensforståelse... Eller nok snarere deres verdensforståelse... På et tidspunkt forsvandt det mosaikgulvs fundament under mine egen fødder... Nu skal der selv bygges op. Op fra grunden...
Jo mere jeg bygger jo mere space har jeg – og jo mere skrøbeligt bliver det også. Kan det bære flere væsener? Mine børn står her, dem er der altid plads til, fordi de tager ikke plads, tværtimod så jeg deres mosaikgulv op med kærlighed og verdensforståelse...
Kan mit mosaikgulv bære en mere... Jeg har prøvet... men gulvet holder ikke... 

Hvorfor bygge op igen og igen? Det koster livsenergi at bygge mosaikgulv op. Meget....

Jeg var nede i centret i dag for at finde et par bukser til min søn...

Jeg betragter en mor med sin datter i samme situation. Jeg kan stå lidt for mig selv uden hun ligger mærke til mig... Jeg snager ikke jeg observerer, som altid... Hendes blide øjne betrager datteren intens... Hun stryger hende langsomt over hovedet, imens datteren smiler stort over fundet af noget nyt tøj. Jeg mærker straks samspillet imellem mor og datter... Positive energier imellem dem... Positive auraer danner en samhørighed imellem dem, uden ord. Jeg ser datteren snakke uden lyd, for ikke at vække opsigt... jeg kan straks mærke på moderen at det kostede for mange penge... Hendes blide hormonduft blev straks afløst af stress hormoner...er der penge til resten af måneden.... Temperaturen på panden stiger, pulsen stiger let... hun sætter sig på knæ og nikker langsomt ja... med et flot stort hvidt smil fortæller hun datteren at det må hun godt... Det er der råd til...

Jeg tror datteren også kunne mærke alle energier og feromoner, men først om nogle år kan hun tyde dem. Forstå situationen, men aldrig glemme den, fordi hun én gang i sit liv har prøvet det....
Lidt ligesom kroppen én gang skal prøve en virus, så husker den det for resten af livet...
Jeg kan husker det hele nu. Feromoner... Spændinger... Energier...
Kommunikation uden ord... Det kender jeg selv alt til... Det havde jeg med min egen mor...

Tilbage til at bygge sit mosaikgulv op...

hvorfor gøre det igen og igen? For hvem's skyld?

Fordi ligheden mellem mig og den lille pige ikke er større en at kroppen husker og lærer for hver gang...

Måske derfor at hsp mennesker er mindre forsigtige. ..

Kan du selv relatere til det?