Om kærligheden...

ude i horisonten tegner sig et dunkelt billede....

når man køber en ny computer skal man betale.... det skal man også for en hundehvalp...

At sætte noget i bevægelse koster altid på en eller anden konto...

Jeg tror ikke engang jeg leder efter kærligheden nu, fordi jeg ved ikke hvad jeg leder efter...

Jeg kan ikke se skoven for bare træer, i den forstand at jeg ved hvad jeg savner - det er ikke bare nok bare at savne... Jeg savner også en Land Rover, derfor kommer den ikke af sig selv...

Mit lille HSP hoved savner... savner et sted hvor man kan dele sit hoved med en anden person... Men det sted koster. Det koster på følelses kontoen. Og den konto gør vildt ondt... Den konto er i konstant overtræk...

Jeg ligger i sofaen og funderer...ser ud af vinduet...

Ud og at tågens dis kommer en skikkelse frem...

Jeg kender den dis, fordi jeg har været der mange gange, det er mit hemmelige sted... Der kan jeg søge viden... Viden om hvem jeg er... Jeg kan ikke rigtigt sætte ord på hvordan jeg får den...

Lige der... En skikkelse... kommer langsomt nærmere mig... stiller sig foran vinduet, begge arme på karmen og ligger sin hage på hænderne... Jeg bliver betragtet... tågen dundrer i baggrunden... Håret... flamboyants brændende, og arbejder med vinden... Øjne... øjne som en jæger, skarpe, smukke og dybe... Dybden fanger mig...

forfører mig... jeg skal ikke forføres før jeg tør...jeg kan ikke lade være at se i dem, jeg bliver suget ind som en fugl i en fly motor... Universet lignet mit eget... her er rart, trygt og empatien drypper ned af loftet som fugt i en varm forårsmorgen... Med mobile pay bliver der sat penge ind på min følelses konto... nu er den i plus, ligesom at vinde i lotto...

Jeg er min egen bedste ven og jeg stoler på mig selv... Det har taget mig mange år at lære det, hvordan skal jeg lære at stole på dette nye univers?

Ligesom tiden læger alle sår, så gør tiden også at man langsomt tør stole på andre en sig selv...

Tågen forsvinder... Jeg ligger på sofaen og bider mig forsigtigt i læben, mine øjne er bekymret, mit sind prøvet at forstå hvad der skete der... Skikkelsen er væk, men smagen, følelsen, farverne og energierne kan jeg huske... De kommer i en kasse, og en dag.... passer de perfekt til en anden person. Nu ved jeg hvad jeg se efter... nu ved jeg hvilke vej at gå...

Som HSP er man altid forsigtigt, man passer rigtig godt på sig selv – ingen andre gør det...

Gør du?