Om at sanse energier...

jeg var til fest sidste uge... Pink Floyds Learning to fly kører i baggrunden, og som altid flyver jeg væk i mine egne tanker når musikken spiller... Now, can i escape this irresistible grasp...

Jeg flyver allerede under en blå himmel, over de syd amerikanske bjerge...

Vi er måske 30 mennesker i lokalet... Larm, støj, dufte, farver, småsnakken og pludselige høje lyde.... Stemningen er høj, god og der er en mild smag af lattermildhed i luften...
Her er rart at være alligevel...

Som altid... har jeg spottet alle personer, mærker flere stemninger, følt hvilke ende der er god at stå og observere lidt i... Observatøren....

Min trofaste følgesvend, som tager over når Henrik kommer til kort...

Gæsterne ville blive overrasket hvis de kunne se hvad jeg havde i min rygsæk, tænkte jeg, og igen, som altid... hele tiden... følelsen af at være udenfor fællesskabet, ikke høre til... set ned på...

Den åndsvage følelse er også min følgesvend, men den er bare ikke en trofast ven...
Jeg er godt nok ikke er festens midtpunkt, men jeg ved at de andre kommer til mig hvis der er noget der skal snakkes, debatteres ellers vendes...

Jeg er vist et meget rart menneske at være i nærheden af. Jeg ved jeg er ok og en støtte, alligevel hænger den der trofaste ven over mit hoved som en sort sky der ikke gå væk...

Jeg kan se og mærke mennesker der fylder ret meget... Der er ligesom en aura rundt om dem, jeg kan bedst beskrive det som et fyrfadslys med duft, ligemeget hvor i rummet man står kan man fornemme ham. Der er også den forsigtige person som slet ikke vil fylde noget, som i et vakuum prøver at fylde så lidt som muligt. Det ser og føles som om personen selv suger sine energier ind i sig selv...

Narcissisten, ham som holder hof for en flok får, der følger ublu med strømmen... En masse lys og energier bevæger sig rundt imellem alle menneskerne... Jeg læner mig op af karmen, vil tænde en smøg men kan ikke finde min lighter...Ligesom en trykbølge blæser røg væk, springer der en bombe foran mig, og alle fornemmelserne i rummet bliver pustet helt væk... Tiden er væk, alt står stille... De andres læber bevæger sig langsommere og langsommere... Mit fokus rammer det rødkrøllede hår... flygtigt og levende... De buede øjenbryn smiler... Grønne øje i alverdens farver, øjne man ikke kan se bort fra... Øjne jeg kan bruge timer på at kigge dybt ind i... Ét smilehul... Og læber, læberne er velformede og fyldige... Hun giver mig ild, ikke kun til smøgen, men ild i univers...

Jeg er tom for ord, men er nød til at kommunikere med hende...

Jeg spørger om hun har tabt sit andet smilehul, fordi der er et stort hul ude på vejen...

Den rødkrøllede pige manglede hverken masse eller kæreste, for hendes kæreste var en søde pige, som kom hen tog hende væk fra mig... Hun nåede at stryge mig på kinden inden hun forsvandt …

Jeg blev efterladt tilbage med en fed fornemmelse...

Dels at alle de energier som andre mennesker sender ud, forsvandt et øjeblik fra mit univers...

Dels en fornemmelse af at livet bare er vildt dejligt, det skal leves, og ikke mindst nydes...

Det gør ingenting jeg aldrig ser den rødkrøllede pige mere, hun har efterladt en boost af livsenergi jeg kan leve højt på længe....

Har du prøvet det samme? Har du prøvet de små øjeblikke hvor alle sanser pludselig er væk?