I mange år troede jeg at den var gal
med mig... Tanker... Smerte... Glæde... Vrede... følelser der væltede ind i mit sind, satte sig
bogstaveligt talt i kroppen, og som en bordtennisspiller på
overarbejde lærte jeg langsomt med tiden at bokse mig igennem alle
de informationer jeg fik ind...
Med tiden lærte jeg at putte i kasser,
så kunne jeg senere hen kigge ned i den og finde ud af hvad alle de
mange ting gik ud på som jeg oplevede, feks. Bare det at gå en tur
til købmanden...
Hvad fortæller man en lille dreng der
ikke aner hvad alt det her går ud på? Ingenting...
Ingen udover min mor... Hun fortalte
heller ikke noget, men der var en eller anden form for samhørighed,
en eller anden for for ok'hed for at det jeg så og mærkede, i
virkeligheden var ok. Uden ord...
Når man står som lille dreng med hsp, som de voksne i øvrigt dengang kaldte for radar barn, måtte jeg lave mine egne regler, min egen måde at fortolke alt det her på... Jeg kan stadig huske jeg havde virkeligt svært ved at skrive og formulere mig, så jeg visualisere smerter, følelser og emotioner i billeder, farver, smag, og…. mine træer som jeg tidligere har beskrevet om... Det tænke jeg dengang var egentlig den nemmeste måde at gemme informationer på... Mennesker blev til træer, i den form kunne de så vokse inde i mit hoved som en simulator, jeg skulle bare fordre den med informationer fra tid til anden... Det er der nok kommet mange dumme spørgsmål ud af med tiden kan jeg regne ud...
Jeg bliver næsten helt skeløjet når
jeg skal prøve at forklare hvordan med ser andre mennesker jeg
møder... på den ene side, den virkelige verden, på den anden side
min egen visualisering... Træet skal fodres med informationer, og
værktøjerne er mine øjne, mine sanser og mit sprog...
Jeg kan læse at mange hsp'ere har til
tider svært ved at skelne imellem egne og andres smerter og
glæder... Tænk... det har jeg egentlig aldrig rigtigt skelnet
imellem af årsager jeg ikke ved hvorfor...
Jeg har bare levet med det, og det har
været en del af mig... Men det tynger... tynger når jeg skal tænke
mig om... Jeg er jo kittet som skal fylde huller ud, jeg skal gøre
ondt til godt, gøre andre mennesker til en glad smiley... Jeg kan
ikke lade være...
Her har jeg svært ved at skelne fra
hvornår nok er nok... Jeg må bare acceptere jeg er observatøren
der har store skuldre... acceptere...
Tilbage til den samhørighed med min
mor... Den er jeg meget bevist om at give videre til mine to små
drenge... De skal helst ikke stå i den virkelige svære og hårde
situation jeg selv stod...
Uden ord...
Jeg ved vi har den... Jeg er bevist om
hvilke energier og tanker jeg sætter i gang hos dem...
Mit job er at gøre dem til to
selvstændsige, selvtænkende individer der udover at tænke og sanse
gerne må lære at blinke lidt til
pigerne og vide at livet må man acceptere og leve...
Kan du skelne imellem dine egne og
andres smerter?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar