Om at elske...

For mig betyder ordet elske noget helt oprigtigt og ægte.

Som hsp'er spøger jeg ikke med det ord.

Kærlighedens infinitive univers er kilden for min eksistens.

Først og fremmest elsker jeg alle mennesker, nogen mere en andre. Jeg elsker naturen og alle dens luner. Jeg elsker de fleste dyr på jorden. Fascinationen er et ord det følger med i kølvandet på elske.

Mit eget hjerte er et adgangskort til at såre mig dybt og inderligt....

Forelsk dig ofte, men gift dig sjældent sagde min far til mig. Jeg har været forelsket et par gange, men sjældent, meget sjældent åbnet mit hjerte af frygt for at blive såret.

Lige der er mit allermest sårbare punkt. 

Mit hjerte er lavet at tyndt glas og jeg passer godt på det.

Men lige pludselig står der et par kønne øjne, og holder om det med begge hænder. Forsigtigt og koncentreret. Kompliceret og let. Jeg kigger igennem det tynde glas, og de rolige hænder der holder det. Jeg ser helt ind i hendes glødende farverige katteøjne, der fortæller mig at, uden ord, der bliver passet oprigtigt godt på det.... Jeg tør... Her er rart og ægte at være... Livet er infinitivt...

Som hsp'er fascinerer ordet at elske mig ret meget. Måske fordi det er balance punktet hvor man samtidig også kan blive såret. Og som hsp'er bliver man meget meget nemt såret. Selv små ord, eller et forkert ansigtsudtryk kan såre en i flere måneder. Skulle en eller anden endelig finde på at se ind i dit hjerte, kan det være uendeligt smertefuldt i flere år efter. På samme måde som den narcissistiske gulerod kan lokke mig, kan ordet elsker også lokke mig. Der er noget ying og yang over det. Dragende og fascinerende på en gang. Noget så smuk og alligevel noget så farligt...
Måske det derfor at så nemt for mig at elske naturen og dyrene. De stikker dig ikke i hjertet.

Elsker er også at elske mine børn ubetinget. Jeg har deres univers i mit hoved, og med bløde bevægelser gør jeg dem langsomt til voksne selvtænkende væsener. Jeg elsker også min tablet, for den kan jeg ligge med i sofaen, og glo netflix. Men den kan i modsætning til alt andet erstattes.

Ordet elskov og fascination går hånd i hånd, deres skygger er jeg bange for, men hvis jeg holder ansigtet mod lyset er skyggerne bag mig...

Tilbage til mit hjerte i hænderne... Jeg holder jo selv et i mine hænder, lavet at det pureste guld. Det er koncentrationen og manifesten af et andet menneske. Det skal jeg for altid passe på, for ligesom naturen er lavet af noget der ikke kan erstattes, kan ordet elske siges mange gange, men aldrig give mening hvis der ikke er passion bag ordet....

Har du selv erfaring med dette?