Jeg havde en samtale med min ældste søn i morges om kærlighed... Jeg elsker dig sagde han, jeg elsker også tegnefilm sagde han med et glimt i øjet. Jeg smilede med øjnene til ham, og lagde min varme hånd på hans øre...
Når jeg tænker mig om og ser situationen lidt fra oven, ser jeg at jeg har ansvaret for to væsener. To sjæle på tre og fire år. Hvad går mit ansvar ud på? At gøre dem til to voksne selvstændige gentlemens der kan smile sig igennem livet...
Derunder ligger der mange tykke bøger, fra en masse kloge mennesker der fortæller hvordan man skal gøre det. Hvis nu jeg ikke havde adgang til de tykke bøger, så skulle jeg tænke selv.
Bøgerne er læst, nogen helt færdig, nogen kun på bagsiden.
Jeg vælger at tænke selv. Jeg er hsp og ser tingene på min egen måde...
Min mindste søn siger efter en pause uden ord at jeg er en dum dreng, altså om sig selv. Jeg lader den egentlig hænge lidt i luften for at høre om han havde mere at sige. Jeg kan mærke på ham at han har så meget han gerne vil ud med, men sproget mangler. Jeg kan mærke den frustration hele tiden, ligge under huden på ham. Jeg sørger altid for at være i øjenhøjde når jeg taler med dem. Jeg sætter mig ned på knæ. Jeg ser hans bekymrede øjne, ansigtet der skammer sig. Vinden rammer hans fine krøller i håret, situationen minder mig om uforusdigeligheden, som ved flammer i et bål. Jeg sætter min pegefinger under hans hage, løfter langsomt hans hoved lidt op, ser ham forsigtigt i øjnene. I et kort øjeblik er vi fanget i blikket, ligesom dengang han fik sutteflaske og vi kunne se hinanden i øjnene meget længe.
På samme måde som jeg kan læse ham, ved jeg han, ligesom alle andre børn, at han også læser mig. Jeg er rolig, og har positive tanker. Mine øjne fortæller alt. De er varme og smilende. Det han i virkeligheden spørger om, er hvad han skal gøre. Han reagerer fordi han er bange for reaktioner. Reaktionen fra mig viser jeg med sindsro. Spørgsmålet om hvad han skal gøre? Jeg viser ham vejen. Altid. Jeg ved præcist hvor langt han er i sit liv. Jo ældre han bliver, jo mindre skridt tager jeg med ham, for at vise vejen. Den måde jeg taler og kommunikerer til dem, bliver langsomt til deres indre stemme. Jeg viser ham selv forståelsen for, hvorfor det netop er den vej. Jeg drysser selvforståelse langsomt over ham så han selv kan lære at tænke over tingene.
Det skal jo gerne ende med at han selv kan finde vej. Mit job er at guide ham. Vide hvor han er. Tålmodighed skal man ikke vise, jeg skal være tålmodig.
Lige i den periode i hans liv begynder hans spiring af kommunikation. Mange koncentrerer sig om at lære børnene om at kommunikere med ord, jeg snakker vist ikke så meget til dem, som mange andre fædre gør. Ikke at der er noget galt i det, Jeg bruger bare mine øjne og mimik ret meget.
Jeg bliver vist ret sjældent sure på dem. Jeg er bevist om at tale om følelser overfor dem når jeg skal vise dem vejen. Jeg bliver ked af at høre dig sige det... Kan du se hvor ondt det gør, at kalde ham det... Sådan talte min mor altid til mig. Sådan kommunikerede vi.
Tilbage til den ældste søn og kærligheden... Vi snakkede om at kærlighed er mange ting. Kærlighed er noget man giver, ikke noget man tager. Kærlighed forpligtiger, både overfor mig, og hans tegnefilm... kærlighed er noget man mærker inde i sin krop, ligesom man mærker andre menneskers følelser og behov inde i sin krop...
Jeg betragtede ham sluge alle tanker, han tænkte længe over det....
Gør du det samme med dine børn?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar