Om at have sanser...

Nogen kommer til verden med tårer,og nogen tager hele livet så let.

Du kender det.. Du er sikker hsp, ellers ville du ikke læse denne tekst... Dine øjne, en af dine sanser der fanger alt. Din næse... Den kan lugte farer... Dine ører generer dig til tider med tinnitus fordi de altid er på arbejde. Din mund kan smage, men ikke kun på livet.

Din hud... den kan mærke temperatur og tryk...dine hænder... de kan gestikulere og føle...

Lige Pludselig står der en sjæl, et væsen lige foran en... Jeg har droppet at tænke hvor og hvorfor.
Den firkantede klods skal i det firkantede hul... og den trekantede klods skal i det trekantede hul... Forestil dig et mønster der er tusinde gange mere avanceret, i tre dimensioner. 

Jeg ser hende i øjnene længe... de smukke øjenbryn. De lange øjenvipper. Brune og grønne farver der lyner ind i hendes katteblik. Tiden står stille... Jeg ser alle nuancer. Alle farver. Alle følelser.
Der bliver bygget en bro til mine øjne... den meget avanceret klods passer som støbt ind i mit univers...

Jeg går nu egentlig rundt og er meget glad for mine sanser. Jeg har fem forskellige sanser og de hjælper mig i det daglige. Kombineres alle disse sanser.... kommer mit hoved på overarbejde...

Mit hoved med mit levende, selvtænkende univers.
Har jeg flere sanser, eller er det en sammensætning af de fem sanser... Hvordan ved jeg, at den anden person har det skidt? Hvorfor mærker jeg hurtigt stemninger i rum selv med mange mennesker? Hvorfor siger jeg ofte, det vidste jeg godt til den anden?

Jeg tror det er mange mange års hårdt arbejde med at observere, konkludere, studere og have en god hukommelse... Måske med lidt krydderi fra oven, jeg ikke kender.
Nogen har smerter eller negative tanker jeg ikke tør skrive om, hvorfor jeg skal mærke dem?

Hos nogen mennesker er deres tanker og følelser, for mig, virkelig som en åben bog. Jeg elsker at observere, men hader at glo ind.

Er det sanser eller tanker... Er det følelser eller viden? Er det forudsigelse eller intuition?
Det er den kant som alle hsp'ere bevæger sig på, den kant der skal balanceres meget nøjagtigt på.
Jeg mister tit balancen, men har lært at rejse mig op. Den kant jeg balancerer på kalder jeg intuition og den har jeg lært med tiden at stole på. Rejse mig igen, og stole på mig selv.

Du tror ikke jeg har prøvet det før, det er lige nøjagtig hvad jeg har.

Når jeg har gemt mig lidt, er det et gammel trick ikke at vise hvem jeg er. Og når jeg tager forbehold, lyder lidt fjern og kold, og du bliver i tvivl om hvad der sker.

Jeg tror at balancerer er enhver hsp'ers lod her i livet....