Jeg
er så meget mere!
"Vi ved jo alle her i lokalet, at dit selvværd er lavt"...
Hold nu op, altså. Sætningen faldt efter lang tid med personlige angreb. Det kan knække enhver. Også mig. Måske især mig. Jeg forsvarer mig selv, for jeg har ikke grund til andet. Men det er klart, at jeg som særlig sensitiv får en udfordring nu. Angrebene på mig preller ikke bare af, men sætter sig.
De personlige angreb har gjort ondt. Så sjovt er det ikke at få smidt i hovedet, at man er et dårligt menneske, når jeg ikke er det. Så sjovt er det ikke at få smidt i hovedet, at man er inkompetent, når jeg ikke er det. Så sjovt er det ikke at få smidt i hovedet, at man er en dårlig kollega, når jeg ikke er det. Jeg fik angstanfald. Mange af dem, og nogle af dem meget langvarige.
Jeg fortsatte alligevel min kamp. Hvorfor? Fordi jeg ved, at jeg er god nok. Mit selvværd er ikke dårligt. Jeg er bare særlig sensitiv og føler alting lidt mere dybt end andre. "Du skal bare lade det prelle af dig", sagde mange. Arg, sådan fungerer det ikke for mig. Jeg var nødt til at kigge lidt på mig selv også. Hvor kunne jeg have gjort tingene anderledes? Hvor havde jeg opført mig uhensigtsmæssigt, både overfor mig selv og overfor andre. Sådanne tanker kan man kun gøre sig, hvis man kender sig selv rigtig godt.
Det pudsige er, at jeg havde faktisk opført mig særdeles hensigtsmæssigt overfor mig selv. Det er ikke ensbetydende med at det også er hensigtsmæssigt for andre. Fandt jeg ud af. På den hårde måde.
At lære at sige fra, er en øvelse, man kun kan blive bedre til. I starten ved man måske ikke helt hvordan man skal gøre, for man er ikke vant til det. Det kan der være flere årsager til. Måske man ikke har haft brug for, eller behov for at sige fra. Fordi man altid er blevet behandlet ordentligt.
Måske man ikke har sagt fra, fordi man ikke turde. Her kan selvværdet spille ind.
Måske man ikke har sagt fra, fordi man ganske enkelt bare ikke gad den konfrontation.
Men jeg gjorde det. Sagde fra. Og havde god grund til det.
Konfrontationer kan man ofte kun, hvis ens selvværd er i orden. Man kan kun tage fat på sin bagage, sine issues, hvis man har en tro på, at selv om man har den bagage, man nu engang har med sig, så er man god nok. Ikke på grund af, men på trods af.
Det er ikke første gang, jeg hører fra andre, at mit selvværd er dårligt.
Det, de ikke har forstået er, at når der er noget, jeg ikke forstår, som f.eks. personlige angreb på mig, eller når folk siger noget, jeg sagtens kan mærke de ikke mener, så danser min hjerne cancan. Når folk siger én ting og gør noget andet.
Klare linjer. Sig sandheden. Så skal jeg nok forholde mig til den. Men sig sandheden. Ellers kan jeg ikke finde ud af det. Er det dårlig selvværd? Eller er det HSP? Retfærdighedsfølelsen er stærk hos os, der er særlig sensitive. Vi hader uretfærdighed, at nogle sulter og lider nød, angreb, overgreb, måske især når det går ud over andre. Mange af os er ikke så gode til at stå op for os selv. Er det pga. dårligt selvværd?
Eller er det ikke mere fordi vi som særlig sensitive ganske enkelt bare ikke forstår at folk kan opføre sig sådan? For sådan opfører vi os jo ikke selv og kunne ikke drømme om at gøre det.
Grundlæggende tror jeg på mig selv, men kan som alle andre vakle. Blive usikker. Fejle. Jeg er bare et menneske. Jeg er ikke et over-menneske, bare et menneske. Oveni det er jeg så også særlig sensitiv. Det giver mig nogle udfordringer. Men det giver mig så sandelig også mange gaver. Evnen til at mærke andre mennesker. Hvor de er i forhold til mig.
Kan jeg mærke en urolig eller ligefrem dårlig energi fra et andet menneske, giver uro i maven hos mig, for kan jeg så stole på det menneske? Det handler jo ikke om at jeg har et dårligt selvværd selv. Måske snarere tværtimod, ikke? Jeg er i så god kontakt med mig selv, at min krop med det samme fortæller mig, om jeg kan stole på det andet menneske, jeg står overfor eller om jeg kan være tryg i en bestemt situation. Det mener jeg faktisk giver mig et højt selvværd, ikke et lavt. Det giver mig i hvert fald en kæmpestor mulighed for at have det, for det kræver selvfølgelig at jeg lytter efter hvad min krop fortæller mig. Gør jeg ikke det, så tror jeg faktisk at jeg ville knække, at mit selvværd ville dale drastisk, for så sætter jeg mig selv i situationer, jeg kunne have undgået, men som nu kun giver mig smerte.
Jeg kan nu godt forstå, at andre kan have den holdning, at det er mit selvværd, der er noget i vejen med. Det er jo nemmere, at pege fingre ad andre end at forholde sig til sig selv. Men når man gør det, peger fingre, så peger der altid flere fingre tilbage på en selv. Så når andre angriber en, så skal man nok hellere tro på, at det er deres selvværd der er lavt, siden de har det behov, mens ens eget er højt, fordi man ikke selv har det behov.
Jeg har oplevet det alt for mange gange. At fordi jeg tror på sig selv, så skal jeg gokkes oveni hovedet. Det gør mig trist. For så bliver jeg ikke set som den jeg er, men bruges. Misbruges. Af andre, så de kan hævde sig selv. Eller det tror de, de kan. For de ender stort set altid som tabere af det spil, de selv har igangsat...
Jeg bliver ked af det, når to psykologer med speciale i HSP, skriver følgende: "Mange har måske oplevet at blive negativ bedømt på grund af deres sensitivitet, og har fået følelsen af ikke at være gode nok eller forkerte. Som voksen kan oplevelsen af manglende selvværd være blevet yderligere forstærket ved en følelse af, ikke at passe ind i et samfund, hvor man konstant udsættes for en strøm af information."
For jeg tænker: har de overhovedet ingenting forstået??
For jo, det gør nas ikke at blive set og hørt af andre mennesker, især som børn. Og det kan også udvikle sig til dårligt selvværd hos nogen. Men ikke alle. Og efter min mening ikke hos flere end hos mennesker, der ikke er særlig sensitive. De særlig sensitive, jeg kender, er de mest kloge, mest tolerante, dem med mest selvindsigt, men ja, ind imellem også de mest forvirrede mennesker jeg har mødt. Ofte skyldes forvirretheden, at de endnu ikke har erkendt at de er særlig sensitive og render derfor forvirrede rundt som hovedløse høns. I det øjeblik de erkender, at de er særligt sensitive og ikke mindst hvilke områder, de er det på, så falder der ro over dem. Ikke at de ikke stadig kan blive forvirrede, for det gør jeg da også selv. Men erkendelsen er vigtig. "Åh mand, nu kammer mine følelser sgu lige over! Så er det nu, jeg skal trække mig tilbage, trække vejret dybt ned i maven, så jeg kan agere hensigtsmæssigt både overfor mig selv og andre. Nu jeg har brug for ro til at kunne mærke mig selv".. og pudsigt nok falder roen langt hurtigere ind over mig, end hvis jeg stritter imod.
Selv om jeg tror på mig selv, så har jeg alligevel brugt det meste af mit liv på, at overbevise andre om at jeg er god nok. Er det pga. dårligt selvværd? Er det pga. at jeg er særlig sensitiv?
Nej.
Det handler om den bagage, jeg har med mig.
Men min bagage er ikke = min HSP, ligesom jeg ikke er = min bagage, ligesom jeg ikke er = min HSP.
HSP er en del af mig, men den definerer mig ikke.
Min bagage er en del af mig, men den definerer mig ikke.
"Vi ved jo alle her i lokalet, at dit selvværd er lavt"...
Hold nu op, altså. Sætningen faldt efter lang tid med personlige angreb. Det kan knække enhver. Også mig. Måske især mig. Jeg forsvarer mig selv, for jeg har ikke grund til andet. Men det er klart, at jeg som særlig sensitiv får en udfordring nu. Angrebene på mig preller ikke bare af, men sætter sig.
De personlige angreb har gjort ondt. Så sjovt er det ikke at få smidt i hovedet, at man er et dårligt menneske, når jeg ikke er det. Så sjovt er det ikke at få smidt i hovedet, at man er inkompetent, når jeg ikke er det. Så sjovt er det ikke at få smidt i hovedet, at man er en dårlig kollega, når jeg ikke er det. Jeg fik angstanfald. Mange af dem, og nogle af dem meget langvarige.
Jeg fortsatte alligevel min kamp. Hvorfor? Fordi jeg ved, at jeg er god nok. Mit selvværd er ikke dårligt. Jeg er bare særlig sensitiv og føler alting lidt mere dybt end andre. "Du skal bare lade det prelle af dig", sagde mange. Arg, sådan fungerer det ikke for mig. Jeg var nødt til at kigge lidt på mig selv også. Hvor kunne jeg have gjort tingene anderledes? Hvor havde jeg opført mig uhensigtsmæssigt, både overfor mig selv og overfor andre. Sådanne tanker kan man kun gøre sig, hvis man kender sig selv rigtig godt.
Det pudsige er, at jeg havde faktisk opført mig særdeles hensigtsmæssigt overfor mig selv. Det er ikke ensbetydende med at det også er hensigtsmæssigt for andre. Fandt jeg ud af. På den hårde måde.
At lære at sige fra, er en øvelse, man kun kan blive bedre til. I starten ved man måske ikke helt hvordan man skal gøre, for man er ikke vant til det. Det kan der være flere årsager til. Måske man ikke har haft brug for, eller behov for at sige fra. Fordi man altid er blevet behandlet ordentligt.
Måske man ikke har sagt fra, fordi man ikke turde. Her kan selvværdet spille ind.
Måske man ikke har sagt fra, fordi man ganske enkelt bare ikke gad den konfrontation.
Men jeg gjorde det. Sagde fra. Og havde god grund til det.
Konfrontationer kan man ofte kun, hvis ens selvværd er i orden. Man kan kun tage fat på sin bagage, sine issues, hvis man har en tro på, at selv om man har den bagage, man nu engang har med sig, så er man god nok. Ikke på grund af, men på trods af.
Det er ikke første gang, jeg hører fra andre, at mit selvværd er dårligt.
Det, de ikke har forstået er, at når der er noget, jeg ikke forstår, som f.eks. personlige angreb på mig, eller når folk siger noget, jeg sagtens kan mærke de ikke mener, så danser min hjerne cancan. Når folk siger én ting og gør noget andet.
Klare linjer. Sig sandheden. Så skal jeg nok forholde mig til den. Men sig sandheden. Ellers kan jeg ikke finde ud af det. Er det dårlig selvværd? Eller er det HSP? Retfærdighedsfølelsen er stærk hos os, der er særlig sensitive. Vi hader uretfærdighed, at nogle sulter og lider nød, angreb, overgreb, måske især når det går ud over andre. Mange af os er ikke så gode til at stå op for os selv. Er det pga. dårligt selvværd?
Eller er det ikke mere fordi vi som særlig sensitive ganske enkelt bare ikke forstår at folk kan opføre sig sådan? For sådan opfører vi os jo ikke selv og kunne ikke drømme om at gøre det.
Grundlæggende tror jeg på mig selv, men kan som alle andre vakle. Blive usikker. Fejle. Jeg er bare et menneske. Jeg er ikke et over-menneske, bare et menneske. Oveni det er jeg så også særlig sensitiv. Det giver mig nogle udfordringer. Men det giver mig så sandelig også mange gaver. Evnen til at mærke andre mennesker. Hvor de er i forhold til mig.
Kan jeg mærke en urolig eller ligefrem dårlig energi fra et andet menneske, giver uro i maven hos mig, for kan jeg så stole på det menneske? Det handler jo ikke om at jeg har et dårligt selvværd selv. Måske snarere tværtimod, ikke? Jeg er i så god kontakt med mig selv, at min krop med det samme fortæller mig, om jeg kan stole på det andet menneske, jeg står overfor eller om jeg kan være tryg i en bestemt situation. Det mener jeg faktisk giver mig et højt selvværd, ikke et lavt. Det giver mig i hvert fald en kæmpestor mulighed for at have det, for det kræver selvfølgelig at jeg lytter efter hvad min krop fortæller mig. Gør jeg ikke det, så tror jeg faktisk at jeg ville knække, at mit selvværd ville dale drastisk, for så sætter jeg mig selv i situationer, jeg kunne have undgået, men som nu kun giver mig smerte.
Jeg kan nu godt forstå, at andre kan have den holdning, at det er mit selvværd, der er noget i vejen med. Det er jo nemmere, at pege fingre ad andre end at forholde sig til sig selv. Men når man gør det, peger fingre, så peger der altid flere fingre tilbage på en selv. Så når andre angriber en, så skal man nok hellere tro på, at det er deres selvværd der er lavt, siden de har det behov, mens ens eget er højt, fordi man ikke selv har det behov.
Jeg har oplevet det alt for mange gange. At fordi jeg tror på sig selv, så skal jeg gokkes oveni hovedet. Det gør mig trist. For så bliver jeg ikke set som den jeg er, men bruges. Misbruges. Af andre, så de kan hævde sig selv. Eller det tror de, de kan. For de ender stort set altid som tabere af det spil, de selv har igangsat...
Jeg bliver ked af det, når to psykologer med speciale i HSP, skriver følgende: "Mange har måske oplevet at blive negativ bedømt på grund af deres sensitivitet, og har fået følelsen af ikke at være gode nok eller forkerte. Som voksen kan oplevelsen af manglende selvværd være blevet yderligere forstærket ved en følelse af, ikke at passe ind i et samfund, hvor man konstant udsættes for en strøm af information."
For jeg tænker: har de overhovedet ingenting forstået??
For jo, det gør nas ikke at blive set og hørt af andre mennesker, især som børn. Og det kan også udvikle sig til dårligt selvværd hos nogen. Men ikke alle. Og efter min mening ikke hos flere end hos mennesker, der ikke er særlig sensitive. De særlig sensitive, jeg kender, er de mest kloge, mest tolerante, dem med mest selvindsigt, men ja, ind imellem også de mest forvirrede mennesker jeg har mødt. Ofte skyldes forvirretheden, at de endnu ikke har erkendt at de er særlig sensitive og render derfor forvirrede rundt som hovedløse høns. I det øjeblik de erkender, at de er særligt sensitive og ikke mindst hvilke områder, de er det på, så falder der ro over dem. Ikke at de ikke stadig kan blive forvirrede, for det gør jeg da også selv. Men erkendelsen er vigtig. "Åh mand, nu kammer mine følelser sgu lige over! Så er det nu, jeg skal trække mig tilbage, trække vejret dybt ned i maven, så jeg kan agere hensigtsmæssigt både overfor mig selv og andre. Nu jeg har brug for ro til at kunne mærke mig selv".. og pudsigt nok falder roen langt hurtigere ind over mig, end hvis jeg stritter imod.
Selv om jeg tror på mig selv, så har jeg alligevel brugt det meste af mit liv på, at overbevise andre om at jeg er god nok. Er det pga. dårligt selvværd? Er det pga. at jeg er særlig sensitiv?
Nej.
Det handler om den bagage, jeg har med mig.
Men min bagage er ikke = min HSP, ligesom jeg ikke er = min bagage, ligesom jeg ikke er = min HSP.
HSP er en del af mig, men den definerer mig ikke.
Min bagage er en del af mig, men den definerer mig ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar