Om at åbne sig op....

for et år siden var jeg bare Henrik. Det er jeg vel nok stadig, men forskellen ligger i at den gamle Henrik holdte alt hemmeligt, kortene helt ind til kroppen. Jeg sanser og observerer lige så meget som dengang jeg var dreng. Hvorfor så begynde at fortælle omverden nu at jeg er som jeg er?

Jeg ved det egentlig ikke.... Jeg har jo egentlig lært at leve med det. Brugt det til min fordel. Hjulpet andre. Gemt alt hvad jeg har set og hørt, gemt det i kasser. Alt i alt er det jo en kæmpe gave og temmelig positivt.

”Jeg ser kun hendes hår og ryg til at starte med. Karismaen er stor. Jeg stirrer. Hun vender sig om. Håret er næsten ned til lænden...jeg stanser tiden. Ser hendes små fine folder i kinderne... Jeg kan mærke med det samme hun er ren. Uskyldig. Kan stå inde for egne værdier resten af livet. har prøvet meget. Så fanger vores øjne hinanden. En sjæl og hjerte så smuk. Rendyrket. Af sig selv. Hendes frækk.... min søn kaster sig armene på mig, og skal have en trøster. Jeg gemmer hendes blik og mimik. En anden gang. Fremtiden er infinitiv...”

Hvis jeg ikke havde sagt noget til nogen, ville der sikkert ikke være nogen der opdagede det. Men flere af mine tætte venner har sagt at det giver da god mening, hvorfor jeg har reageret og gjort som jeg nu engang har gjort igennem tiden. De få jeg har løftet slører lidt om hvem jeg også er.

Hvad er det egentlig jeg har holdt hemmeligt, og gjort skamfuld overfor mig selv?

At jeg kan tydeligt mærke stemninger, selv i store lokaler og mange mennesker. At jeg kan mærke andre mennesker emotioner ret hurtigt. Ser sjæle i stedet for mennesker. Ved ret hurtigt hvor andres tanker er henne. Har lært igennem mange år at læse kropssprog og mimik. Lyve kan du godt gøre, jeg ved det godt, og jeg ved sikkert også hvorfor du gøre det. Jeg har et temmelig stort levende og lysende univers oppe i hovedet, som desværre hurtigt bliver farvet af andres emotioner. Elsker naturen og alt den kalden. Kan studere selv de mindste ting i naturen og blive rørt om hjertet hver eneste gang. Jeg har en levende positiv og lys fantasi som altid arbejder i baggrunden. Og musik... elsker musik, kører hele tiden. Det er nu rart med en indbygget Ipod i hovedet, jeg kan altid sætte musik på. Tit tænder hjernen selv for musikken så den passer til situationen. Jeg tænker mig altid om inden jeg siger noget. Bliver jeg utryg eller skal jeg skærpe mine sanser spreder jeg mine fingre ud som en vifte. Jeg stopper tiden for at analysere. Hader småsnak, og elsker lange dybe samtaler hvor jeg kan fordybe mig i andre mennesker. Få alt at vide om dem. Levendegøre dem i mit hoved. Starte en simulator, med så mange informationer som muligt, så kan jeg forudsige ord, tanker og træk... eller i hvert fald hvis man har øvet sig i mange år, så tror jeg, at jeg kan.

Jeg er hverken et overmenneske eller noget andet, og kunne aldrig drømme om at gøre mig selv til det. Jeg ved jeg er blevet foræret den genetiske ændring der gør mig til den jeg er. Til gengæld har jeg altid, altid haft den åndssvage følelse af at være udenfor, misforstået eller set ned på. Jeg tror alle sensitive har det sådan. Det kan ingen ændre på, lige meget hvor mange ord der kommer på bordet. Jeg bliver, som altid, tiltrukket af det som er ægte, eller føles som ægte. Tanker og ting. Mennesker og natur. Jeg bliver let forskrækket og hader gyserfilm. Jeg bliver oprigtig bange meget længe efter.

Gør det så ondt at fortælle omverden at jeg er Sådan.... Ja... meget... bange for at blive dømt, bange for at blive set ned på. Set skævt til. Og med den bange følelse har jeg lært altid at være på forkant. Forkant med alting. Tanker. Hændelser. Ting. Og sker det ikke som jeg har gennemtænkt kan jeg blive voldsomt forskrækket. I mange måneder efter. Jeg ser ikke mennesker, jeg ser sjæle, i form og symbiose som træer. Alt efter deres styrker og svagheder ændrer træet sig. En nem måde at anskue andre på, så kan jeg hurtigt se på træet, der hvor jeg slap.

Tilbage til pigen med øjnene... fremtiden er infinitiv, og det jeg nyder allermest er den uforudsigelighed som den kan give. Her er der stadig plads til mig...

I fremtiden tør jeg fortælle om mig selv. Er stadig bange for at blive misforstået. Men der er mere positivt, en negativt ved at åbne sig op... Tak til dig der fik mine øjne op.