Om at have et omsorgsgen...

Der så meget jeg skal nå, alt for mange folk jeg skal stole på, ting at tænke på. Og du er i mit tankerum, jeg var alt for dum...

Nogen ting i denne verden er jeg, som hsp, bange for. Rigtigt bange, jeg kan bedst beskrive det som et lille barn der slet ikke forstår noget. Bange for gyserfilm. Bange for pludselige høje lyde, bange når ting ikke går som forudset.

Bange for mennesker der spinder mig ind i deres univers uden jeg opdager det, før det er alt for sent. Jeg er en hat til at opdage det, før det er alt for sent...

”Jeg ser farerne, og faresignalerne. Jeg kan fornemme dem på lang afstand. Jeg kan lugte dem. Og alligevel bliver jeg draget af det. 

Et stort hul i min vej, dybt og sort. Jeg kan ikke lade være at gå hen og se ned i det. Dybet, mørket. Det er fascinerende fordi her kan jeg gøre noget. Her kan mit omsorgsgen fylde ud. Det her er jeg skabt til. At fylde ud. Pludselig er hullet der ikke mere. Tryllet væk, ligeså hurtigt som det kom. Min vej er pludselig blomstrende og varm. Jeg skal bare give lidt, så kommer der mere. Bare lidt mere. Tiden går. Min omsorgsrolle er perfekt. Jeg giver lidt mere igen, men opdager ikke jeg får mindre. Men hvad gør det, jeg kan se guleroden, og snapper efter den. Jeg tilpasser mig da bare fordi min glæde er at give, og ikke at tage.

Men bare en lille bid mere af guleroden...Guleroden bliver omdrejningspunktet, og genet midlet.”

Tiden er gået hen over mit hoved. Mange år er gået. Følelsen er som en lædersnor om halsen. Langsomt bliver den strammere og strammere. En dag... En dag fik jeg nok og klippede min snor over. Jeg fik luft til hovedet. Luft til at tænke. Grebet blev løsnet så meget så jeg kunne græde uden det gjorde ondt.

I can see clearly now the rain has gone...

Først her. Lige her og nu opdagede jeg, hvilke situation jeg var i. Her fandt jeg ud af hvilke faresignaler jeg skal se efter. Føle efter. Jeg vidste det jo udmærket godt i forvejen. Men bliver draget voldsomt af det. Ligesom Adam der bed i æblet, man kan ikke lade være.

Jeg skal lære at tøjle mit omsorgsgen. Eller rettere lære at projektere det mod det nødvendige. Jeg skal ikke pludselig gå ind i en labyrint og ikke finde ud igen. Gode venner har lært mig hvordan jeg styrer det. Ikke at blive draget af det spændende og farlige uden at have et kort med.

De store krøller kigger på mig med blide øjne. Hun tager mig i nakken, med hånden og hvisker…. Tak.... Det er nok for mig. Et enkelt ord, og jeg ved alt det jeg har gjort er godt nok...

Der skal så lidt til at glæde et omsorgsgen. Der skal ingenting til at glæde mig. Du skal ikke engang sige noget. Jeg kan se det på dig og det er alt for mig...

Her skal ingen gulerod være, fordi i min verden er glæden stadig at give, uden at tage....

Har du selv prøvet denne situation?....