Om at være til...

Jeg har igen og igen tænkt over mig selv. Kan ikke rigtig komme frem til noget epokegørende. Ikke fordi jeg skal, men kan bare ikke rigtig komme ud med det jeg vil ud med...

Altså, hvorfor er jeg sensitiv? Jeg har, når jeg er nede, aldrig lyst til at være sådan. Jeg vil være som alle andre, for det er jeg ikke. Jeg er altid ved siden af, eller ikke med i et fællesskab. Dette giver mig alene følelsen, som altid har været min livs partner. Jeg elsker livet og alle dets farver, dufte, lys og mennesker. Jeg skriver det igen og igen, for bare en lille gåtur for mig er ligesom at mærke moders jords åndedræt omkring mig.

Jeg er en stor og stærk dreng, med et stort livligt og farvestrålende indre univers. Mit eget elskede univers. Mine farver, mine bevægelser. Alt foregår uden ord. Skal jeg sætte ord på det skal jeg pludselig tænke mig om og dekode det. Så hellere lade det være med følelser og farver.
Her kommer andre personer meget let ind i mit private univers. Jeg kan lide min kasket for der kan jeg gemme mig lidt, og mine solbriller så er jeg alene. Og med walkman i ørerne så kan jeg være helt mig selv.

Et blik, et enkelt blik, af en person med en kæmpe karisma der er mere slagkraftig og mindeværdig en noget andet... mit univers bliver vendt i en prisme af lys og farver. I sekundet ser jeg alt. Føler alt. Mærker dybden. Mærker energier i bølger. Dufter personens inderste... for evigt en brændt skygge i mit univers af den gigantiske energiudladning... Dette er virkelig positivt... lidt godt skal der være med alt den hsp...

Men emotioner... specialt negative emotioner trænger hårdt ind. Your concern is suddenlty my concern..... Som dagene går er der mange af dem. De farver helt uhørt og ganske uden min accept hele mit univers. Og nej jeg kan ikke bare glemme det eller vende hovedet den anden vej. Det sker. Nogen gange som farver, nogen gange meget slagkraftigt som en spand med farve og så en granat ned i. jeg må arkivere alle følelser i kasser. Gemme dem væk, de kommer hurtigt, mange og over kort tid. Jeg ved jeg må reagere på dem før eller siden. Kan stadig trække tyve år gamle kasser frem og gennemgå alting. Der er ikke engang støv på kassen. Hvorfor skal jeg sidde med alt dette?

Jeg har mødt meget få mennesker i mit liv hvor jeg føler helt inde, at jeg kan være mig selv, måske endda at få lov at ligge noget af alt det her lidt væk, væk for en stund, og nyde livet, alene og med dem.

Jeg er hss nyhedssøgende og lader op med andre mennesker. Men at være sammen med de mennesker der er helt inde i min inderkreds er langt mere en guld værd. Langt mere en alt andet. De aner nok ikke hvem de er, men de får mig helt ned på jorden. Her er der ingen tårer der triller, kun ren og skær glæde, samvær og livsnydelse. Snakke helt inde fra mit hjerte, og aldrig være bange for den følelse at være anderledes eller udenfor....

Men sådan er mit liv altså sjældent. Alt for sjældent. Jeg er typisk alene, helt alene, og skal selv bære alt for mig selv, ingen hjælp, og ingen kan i øvrigt hjælpe her. Jeg har kun mig selv, og ved at jeg er rigtig stærk på mange fronter.
Måske derfor jeg til tider kan tage lidt let på småting og små problemer, nogle ting kan godt vente til i morgen.

Min gulerod her i livet er sanse og mennesker. De bringer begge energi til mit univers og får mit hjerte til at slå.....