Om jeg'et i forklædninger

Hvorfor tænker jeg på mit selvjeg. Måske fordi jeg i et helt liv altid har følt mig uden for selskabet. Følt mig uden for gruppen. Anderledes. Aldrig special. Når man står og føler sig udenfor udvides ens univers. Det tager struktur med alderen, bliver større, og ender med at have sit helt eget liv. Et sted man ikke føler sig udenfor i. Det har ikke noget med skizofreni eller andet at gøre. Imens kan man iagttage. Konkludere. Føle. Sanse. Lytte. Skærpe sine sanser. Den verden og de informationer jeg får ind er jeg nød til at komme i kasser for at nå at får så mange informationer med mig som muligt, så kan jeg senere kigge ned i kassen og tænke igennem når jeg er alene... Det univers kan meget meget hurtigt udvides, det ser visuelt ud som man zoomer hurtigt ud på sit kamera. Sådan en hurtig udvidelse sker ved at jeg lytter til musik eller ser film, eller jeg bliver emotionelt overrasket. Jeg kan bedst forklare det med at der kommer for mange informationer ind for hurtigt, med masser af emotioner blandet i. Her kan mit hoved ikke følge med, og reagerer oftest ved at få tårer i øjnene. Ikke fordi jeg er ked af det. Måske bare fordi at det hele går for hurtigt. Et eller andet overraskede mig, og jeg er ikke god til at blive overrasket eller blive forskrækket. Jeg blev forskrækket, sådan rigtig meget forskrækket forrige måned, hvor en kær ven pludselig stod et sted i stuen jeg ikke regnede med. Min verden eksploderede i atomer, noget skete der ikke var forudset. Jeg græd længe indvendigt. Og græd endnu lægere udvendig. Jeg var chokeret meget længe efter. Jeg plejer at være ret god til at forudse ting. Min verden, mine følelser. Mine tanker. Mit elskede univers. Ingen kender det, eller kender til dem. Det er Henrik. Det er mig, der er så sanselig og skrøbelig. Det er mig der har ekstra skærpet sanser for andres mangler, bekymringer og emotioner. Bange for at blive opdaget. Set ned på. Bange for at blive ked af det. Hvis der var et ikon på min tablet på mig ville det være et farverigt ikon. Henrik den usynlige. Ingen kender mig. Ingen ser mig. Jeg ønsker mest af alt at blive set, omfavnet og elsket for den og det jeg er. Men ingen må se mit univers. Jeg tør ikke lukke nogen ind i det. Ensomhed bland venner er frygteligt. Et forkert blik eller ord kan ødelægge alt indvendigt som er skrøbeligt... Jeg skammer meget over at ikke kunne vise nogen den side af mig selv. Jeg græder fordi jeg er alene....

Modsat mit andet jeg. På mit skjold er der et billede af mit andet jeg. Ham som alle ser. Ham som også er oprigtig og ægte, ham som kan tale stille med en dyb stemme og altid er glad. Ham kender jeg godt, for han er mit spejlbillede som alle ser. Han er normal. Måske lidt kedelig. Lidt for meget skjorte og cowboybukser. Mistænker ham for at have en lille smule hængerøv. Men han er der altid for andre, hvis de beder om det. Jeg tror nogen mennesker finder det lidt grænsebrydende at han altid ser andre dybt i øjnene. Spørger nogen gange om nogle underlige ting. Men han er en fin gut, og helt ok. Han er bare ikke mig. Jeg vil ikke være ham.

Allerhelst ville jeg gerne smelte de to verdner sammen, og tage det bedste fra begge verdener og lave et nyt ikon på min tablet. Henrik V2.0.
Jeg har gjort op med mig selv at sådan vil jeg være. Jeg arbejder på det. Det er hamrende hårdt. Mine fjender er skam, følelsen af at være udenfor, og suge emotioner til mig. Dem skal jeg kæmpe imod. Jeg vil opdateres, ses, ses helt ind i mit inderste.
Vejen frem er skrive om det. Snakke om det. Bide skammen i sig. Tørre øjnene og rejse mig op....

Jeg tror godt jeg kan. Jeg prøver.
Min mor gav mig hendes stærkeste våben, og jeg skulle vide at bruge det godt. Hun gav mig mine vagtsomme øjne. På dem skal jeg kendes igen. Møder jeg en med det samme blik, så ved jeg der er en ven.... Tak for du ville læse med og skriv gerne en kommentar om hvad du føler.