Jeg har hele mit liv båret på min egen viden uden at dele den med nogen som helst. I starten måske af frygt, senere som et es i ærmet, og de sidste par år som en byrde. Jeg bemærkede langsomt at jeg ikke var den eneste i hele verden, men kunne slet ikke forlig mig med den tanke. Jeg kender mig selv ind og ud, og ved også hvilke menneske jeg er. Efter jeg har åbnet mig op har jeg bemærket flere træk som mange deler.
Observatøren i mig. Min følgesvend. Altid har jeg stået ved siden af og observeret. Prøvet at forstå hvilken verden vi lever i. Forstå og tyde hvad mimik, ansigtstræk, krops holdning og ord uden tale betyder. Sjovt nok har jeg altid haft svært ved at genkende mit eget spejlbillede. Jeg studerer altid en ekstra gang når jeg ser i spejlet. Hvorfor skal det føles ukendt hver gang?
Navne Af årsager jeg ikke kender til har jeg et mildest talt stort problem med navne... Navne jeg burde kende, kan jeg ikke huske. Det er ligesom om at navne ikke kan hænge fast i min hukommelse. Alt andet kan jeg meget detaljeret huske, selv hos fremmede jeg mødte mange år tilbage...
At lytte til en anden person, at være oprigtigt interesseret – det er af største betydning for mig. Jeg hader småsnak, jeg hader bagtalelse, jeg hader intolerance og racisme. Fang mig omkring det rigtige emne, og jeg kan snakke i timevis... jeg har en veludviklet intuition og stor indre viden. Jeg vil aldrig bruge den for at såre dig. Aldrig. Den er bare i mig, og hvis jeg kunne skære den væk med en kniv havde jeg gjort det for længst.
Jeg har en stor vennekreds, men kun ganske få mennesker er helt inde i min inderkreds. Jeg er god til at signalere at alt går godt. Jeg ville ønske at de ikke troede på det.
Jeg er altid ensom. Savner intimitet, ikke at forveksle med sex. Savner at blive holdt om. Helt ind. Lade min alenefølelse forsvinde for en stund. Savner forståelse. Savner nogen kan eller bare prøver at rumme mig.
Indeni mit hoved er jeg altid alene. I virkeligheden har jeg det godt i mit eget selskab. Nogen gange mere en andre gange. Hvis jeg er ude i større forsamlinger skal jeg tit lige have et break. Jeg kan nok findes på toilettet, hvor jeg bare sidder. Mit hoved følger med i alle stemninger i lokalet, og det er pisse hårdt. Specialt hvis der er mange mennesker der tænker egoistisk, eller der er mange negative emotioner.
Min intuition analyserer og fortæller mig temmelig hurtigt stemninger i et lokale, selv med mange mennesker. Den fortæller mig hurtigt når jeg snakker med andre mennesker hvor vi er non verbalt, i tanker og emotioner. Du kan godt lyve, jeg ved sikkert godt også hvorfor... Alle disse intuitioner kommer fra mit indre univers. Mit indre univers er levende, og i mange farver.
Jeg plejer det hver dag. Her kan jeg være i fred, gemme, analysere og tænke. Det er her i mit univers jeg kan gennemtænke alt hvad jeg siger, som regel tænker jeg mig om, inden jeg siger noget. Jeg tænker før jeg taler...Der er noget med øjne... i hvert fald for mit ved komne. Jeg kan skrive om det igen, og igen. Sjælens spejl til andres indre univers af emotioner og farver. Her i det øjeblik hvor magien fanges i en infinitiv følelse af tid og sted... Her kan jeg være for evigt. Her føler jeg mig hjemme.
Desværre har jeg den negative ting at jeg opfanger andre mennesker emotioner ret hurtigt. Og typisk negative emotioner. Mit åndssvage omsorgsgen gør at jeg ikke kan lade være at reagere på det. Jeg har altid haft meget svært ved at sige nej, både overfor mig selv, men også overfor andre mennesker. Årh jeg ville så gerne hjælpe hele verden på en gang, eller hjælpe en fremmed på gaden. Måske herfra min hensynsfulde natur kommer frem. Jeg rejser mig altid i bussen for en ældre dame, eller holder døren for en fremmed. Jeg siger altid god arbejdslyst til kassedamen. Jeg får det dårligt hvis jeg glemmer det.
Jeg ved ikke helt hvorfor men jeg har altid haft god kontakt til dyr. Levende sjæle der ikke bruger menneskernes ord. For mig er de væsner der har taget en anden evolution af årsager jeg tænker meget over. Jeg bliver virkelig ked af at se dyr i bur, eller dyr der lider.
Naturen har altid haft en kæmpe betydning for mig. At sidde i en skov og sanse alle dufte, lyde og farver. Mærke nuets kraft, jordens energier og dens levende fornemmelse om sig selv, her er jeg hjemme.
Derimod er jeg stærkt generet af høje pludselige lyde. Stærkt pludseligt lys og kraftige dufte. Specielt blå lys generer mig. Blåt efterårslys på himlen, eller den blå farve fra computer skærmen.
Jeg er oprigtigt bange for gyserfilm. Virkelig meget. Bange for knald fyrværkeri. Bange for mennesker der dræner min energi. Altså ikke kun bange, men bange som et lille barn der ikke forstår situationen. Jeg kan være bange, og forskrækket, mange måneder efter.
På samme måde som jeg kan blive ked af det, og virkelig meget slået ud af den, i meget lang tid, hvis jeg bliver afvist, nedgjort eller skubbet ud af andres liv. Mit lille hoved forstår bare ikke hvorfor... hvad har jeg gjort. Når jeg tænker mig om er det jo alles ret at bestemme hvem de vil se og ikke se,
At være sensitiv har intet med at være følsom at gøre. Og alligevel er jeg en pisse følsom sjæl. Let til indvendige tårer. Bange for at vise dem til omverdenen. Bider mig tit i læben for at holde facade.
Musik.. årh en skøn verden. Elsker simpelthen musik. Musik der passer til situationen. Musik der understøttet mine følelsesmæssige tankegange. Forstærker mine tanker. Gør mig ked af det. Gør mig glad. Selvom jeg lytter til alle detaljer, kan jeg høre det samme igen og igen. Med musik i ørerne kan jeg også være lidt i fred, og musik holde andre sanser og emotioner på afstand.
At føle sig udenfor. Ikke være med. at føle sig ved siden af. Altid har det været med i min bagage, og lige meget hvor meget du siger kan jeg ikke komme væk med den følelse. Selv i forsamlinger hvor jeg burde have det godt. Selv i godt selskab. Måske fordi jeg er observatør jeg ikke hører til...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar