Om det intense møde...

Jeg fanger mig selv i det hver dag. Som fotograf møder jeg rigtig mange mennesker. Nogen stråler mere en andre. Nogen drager mig, helt uden jeg kan gøre noget imod. Det er sådan at dem jeg møder, vil jeg gerne lære alt om. Hvide alt om. Ikke af personlig interesse, snarere af nysgerrighed.

Køen nede hos købmanden, i toget, på arbejde.

Et eller andet fanger min interesse, jeg er ikke klar hvad der er.

”Jeg er nede i vaskeriet en søndag aften. Mark Knopfler spiller sine keynotes i mine ører. Ud af øjenkrogen står en ung pige og ligger tøj sammen. Længere væk en ældre sød dame.

Min tommelfingre danser hen over de fire andre fingerspidser. Hvem, hvad, hvor og hvorfor. Her er der noget jeg ikke selv kan ligge sammen. Noget jeg ikke forstår. Her er til forandring ikke noget negativt. Den ældre dame har en stor karisma, som jeg er nød til at spørge ind til. Hvad gør man? Jeg gør som jeg har gjort i tyve år, når jeg skal undersøge. Jeg spørger pænt om hvor længe hun giver sit tøj i tørretumbleren...Hendes accent... jeg stopper op, spørger hende pænt hvor hun er fra med det accent. Tjekkoslovakisk. Hvem, hvad, hvor, hvorfor.... Vores øjne fanges i et kort blik. Jeg mærker en hel verden. Et langt liv.

Mimik, ansigtstræk, øjne...og hende...den rare dame...

Jeg spørger om hun flygtede i 1968 efter Russernes invasion. Hende og mange andre. På flugt fra døden. Fra kommunismen. Til Danmark... Hendes flittige hænder var pæne, en pæn gammel giftering på fingeren. Pæne negle. Hun passede godt på sig selv.

To fremmed på vaskeriet. Ret hurtigt var samtalen i gang, og jeg fik en lang og god historie om hendes tidligere liv, hendes liv de sidste mange år”

Nogengange har jeg det sådan at jeg bliver pisse rørt. Rørt over hvordan man kan have sådan et godt liv, selvom alle odds var imod en. Derfra kommer hendes karisma. Jeg mærker den. Jeg bliver så rørt at jeg dårligt kan trække vejret. Jeg bider mig i læben. Alt hendes positive livserfaring bliver til ren energi for mig. Energi jeg ikke rigtigt kan omsætte endnu. Energi jeg ved er livets kraft.

Faktisk giver hun mig et kys på kinden, og siger tak for snakken.

Efter hun er gået finder jeg mig selv siddende på det bord man ligger tøjer sammen på. Vi snakkede måske to, tre minutter. Jeg fik hele hendes liv ind i mig. Verbalt og non verbalt. Alle mine sanser var på hyperload overarbejde. Alt blev gemt i simulatoren.

Den simulator jeg bruger inde i mit hoved så jeg selv kan forsætte hvor hun slap.

Jeg ved ikke hvordan jeg så ud, siddende på det der vaskebord, fjern i øjnene måske.

Jeg var lykkelig indeni. Glad for at få en energi bombe i hele min sjæl og univers søndag aften.

Den unge pige der også var på vaskeriet ser mig i øjnene på vej ud, med et temmelig stort smil. Smilte hun af mig eller situationen?

Aner det ikke, men den unge pige skal jeg nok få en snak med en anden gang...

endnu endag. Endnu en sjæl jeg har fået levendegjort indeni mig selv.

Jeg har gjort det tusind gange før. Dette møde var top fem...

Har du selv prøvet dette? Søger du ligesom mig også andre mennesker af ren nysgerrighed?