Om at være alene...

i min verden elsker jeg mennesker... elske at sanse....elsker livet....
Fra tid til anden bliver min kop fyldt helt op, og jeg er pludselig alene i mit univers.
Jeg har brug for at være alene.
I den verden er der mange farver. Den er stor. Jeg kan være mange steder på en gang i den verden. Jeg føler mig nogen gange som en regnskovsfugl der flittigt bygger en stor rede. Her kan jeg tænke, filosofere, lave opgaver, redigere alle de tankebilleder jeg har på pc. Klippe negle. Lytte til musik. Elsker musik. Elsker billeder. Mine øjne betragter den anden person i mit hoved. Skulderne position gør mig ængstelig. Øjenbrynene er kede af det. Øjnene er fyldt med grå farve. Jeg går i symbiose. Føler emotioner jeg ikke kan tolke. Your lips move, but i can't here what youre saying... Min alenetid i mit store univers bliver gråt. Nu ved jeg at jeg er alene, sådan rigtig alene. Jeg savner selskab. Ikke kun at naboen kigger ind eller der kommer familie. Her kommer tårene som regel frem. De triller uhæmmet i perioder. Ikke fordi jeg er ked eller bange, men informationerne flyder i mit hoved jeg kan ikke placere noget. Kan ikke tænke. Er bange for at blive opdaget. Der er ikke mange mennesker helt tæt på mig. Ganske få. Dem tør jeg stole på. Men ingen er her. Jeg savner nærvær. Intimitet. Det er ikke sex jeg savner, men en skød jeg kan ligge mit hoved på og mærke at det er ok. Kropsvarme, en rolig hånd. Her ville jeg kunne slappe af i mit univers, og måske have den ide at den anden person kan se lidt ind i min fuglerede. Kaste lidt lys og farver i hjørnerne at mit helt private og dybt personlige univers. og falde ned. Måske sove. Gå i symbiose med den anden, og ikke med en tanke eller et billede.

Pludselig sidder jeg og tænker over hvad jeg lige har skrevet. Det er jo ligesom et lille barn der kravler ind til sin mor og søger tryghed og varme. Nu er jeg voksen, men savner stadig den følelse. Gid man kunne trække i et håndtag, og der stod en person som man var tryg ved og tilbød lidt omsorg og forståelse. En ny dag. Øjnene er tørret. Henrik er glad igen og så meget parat til at komme ud i livet igen. Møde, sanse, opleve, grine, smile. Lige indtil min cyklus starter igen...  

Kan nogen relatere til min verden? Kan nogen forstå hvordan hoved fungere?