Om at leve mindfuldt...

Jeg vidste ikke rigtigt der fandtes sådan et ord. 

Jeg har læst det mange gange, men interessen har aldrig rigtigt været der, for at finde ud af hvad der gemte sig bag det...

Tit, men ikke ofte, får jeg en følelse i kroppen jeg skal tage stilling til. Som regel en smerte eller en negativ følelse. Den kan komme før, nu eller efter.
Den kommer oftest ved møde, med en anden person.

Allerede før jeg ser personen rigtig, ser jeg træet meget tydeligt. Mit eget hjemmelavet træ.

Personen jeg møder har negative emotioner eller en smerte; noget er galt med træet. Enten krænger det til den ene side, eller også er der mange huller i. Farven har også indflydelse.
Jeg vil helst fornemme det negative visuelt, det gør ikke ondt. Billedet kan jeg gemme, eller analysere senere. Smerten ved jeg ikke med det samme, hvordan den skal tolkes.

Hvor er det frygteligt at jeg skal have en smerte jeg ikke har bedt om.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Ligeså snart jeg har fundet kilden til den smerte kan jeg gemme den væk, og det gør ikke ondt mere.

Nu er den i en kasse med låg på. I den kasse er der mimik, øjne, bevægelser, emotioner, billeder, tolkninger og dufte. Langsomt har jeg med mit liv lært at ikke lade smerter gå på mig, alt for meget.

Efter jeg er begyndt at skrive om det at leve med sanser, er det blevet lettere og lettere for hver dag, at sætte ord på noget som altid har været der. Mit liv er blevet lidt lettere.

Jeg ligger i min sofa og nyder den lille udsigt jeg har. Regnen drypper. Bilerne kører. Hundene leger sammen i græsset, imens fuglene bider i efterårs æblerne. Can i escape this irresistible grass? Tankerne nyder de ting jeg har set i dag. Roen har for lang tid siden dæmpet sig over mit hoved.

Jeg har et indre vaterpas i hovedet, og når den røde streg bliver grøn, er det ligesom når min mobil er fyldt helt op. Der er ro i hovedet. Vejrtrækningen er dyb, og langsom. Ingen tinnitus.
Jeg kan mærke mit blod strømme i min krop. Mærke pulsen. Mærke hele min krop. Alle sanserne. Jeg har gjort mange ting i dag, som gør at jeg kan have det sådan lige nu.

Mit indre univers lyser med lyse farver. Er der noget der truer min tilstand har jeg lært hurtigt at reagere. For andres, og for min egen skyld.

Men det slår mig når jeg tænker...

Sådan har jeg gjort i mange år. Jeg er næsten bange for at det er egoistisk, fordi jeg bringer mig selv i vatter hver dag. Fordi jeg bruger tid på mig selv. For mig er mindfuldt når der er ligevægt indeni mig. I hele kroppen.

Jeg kæmper stadig med den ting i mig, der signalerer til andre mennesker at alt er ok. Hvis du bare vidste at selvom jeg lever mindfuldt så er alt ikke ok. Slet ikke. Jeg har virkelig brug for et kram, en hånd der beroliger min nakke, og en stemme der fortæller mig at jeg ikke er alene.

Og vigtigst for mig.... Øjne der ser mig, og fortæller oprigtigt, at jeg ikke er alene.

Det sker alt for sjældent. Lige der mangler der noget i mit liv...

Jeg er alene, og byder min egen verden.

Jeg har to små drenge jeg skal sørge for vokser op, og blive til to selv tænkende gentlemen. Jeg har min lille vennekreds, jeg ser alt for lidt til. Jeg har mig selv, som jeg plejer.

Jeg har mine billeder jeg skal tage. Mine øjendråber jeg skal tage.

Jeg har ansigter og øjne i tankerne, jeg er forelsket i. Forelsket livet, naturen og alle de sjæle der er omkring mig. Jeg lever, sanser, nyder og lærer....