Efter en lang og god periode oplevede jeg ved feriens ende at mit hoved brændte sammen. I foregår afleverede jeg drengene til moderen før tid. Kom hjem og faldt bare ned på gulvet og græd hele tiden. I tre dage.
Jeg filosofere meget under tiden over hvad der skete jeg kunne ikke forstå mig selv. Jeg vidste det var for mange input. Lyde. Lugte. Mennesker jeg skulle tage stilling til. Havde set alt for mange mennesker i øjnene.
Ting der skulle i kasser. En depression sagde en ven i tlf.
Det tænkte jeg meget over... En depression er en negativ ting. Det jeg oplevede var underligt nok set tilbage en positiv ting. Jeg savnede jo at komme ud. Se og sanse og opleve. Jeg oplader jo også når jeg er med andre mennesker.
Jeg kunne bare ikke. Det var en anti depression måske. Hedder det det?
Jeg elsker jo livet og input og alt.... Men skammen hænger dybt i mig som den altid har gjort over den måde jeg nu en gang er og reagerer. Gå hjem og tud dit følsomme patte barn.... Fik jeg i hovedet i dag af en der engang stod mig nær...
Ja jeg er følsom men det har intet med det at gøre.
Jeg kan mærke jeg vil være alene med mig selv når jeg har det sådan, men samtidig savner jeg en person som kan stå i baggrunden og forstå hvorfor jeg gør som jeg gør. og måske bare ligge skuldre til mig hvis jeg har brug for det. Nu er det hverdag og jeg har tømt bægeret.
Øjnene er tørret og Henrik er igen på arbejde, og alle smiler og er glade....
En gråd der varer så længe er ikke forløsende, men udmattende.
SvarSletGræder du så længe, så er det en "kaldegråd" og du skal give det et par tanker og måske finder du svar på en sorg, et savn eller et svigt af dig og du vil være i stand til at græde den dybe og kraftige gråd - den gråd der kommer helt nede fra maven og hvor du jamrer højt, den gråd der kan skræmme en selv, men som også er forløsende og stopper efter max 15 minutter .
Jeg har tænkt meget over det, og måske det er en blanding af savn, overophedning og for mange input. Der er jeg vist kommet frem til. Tak for ordene og tankerne...
SvarSlet