Om forståelser....

Engang, da jeg var en lille dreng havde jeg feber. Mine hænder føltes som to balloner.

Nu har jeg den samme følelse igen, jeg kan ikke forklare, du forstår ikke. Det er ikke sådan jeg er...

Mit liv ændrede sig efter dengang...

Jeg føler jeg kører på motorvejen, i midterbanen. Sætter farten ned. Jeg bliver overhalet på begge sider. Sådan er mit liv, som altid. Det sker udenfor ruderne. Begge mine fødder er på jorden, alting omkring mig kører fremad. Til siden. Baglæns. Jeg er observatør, ser, gemmer, men forstår ikke. Jeg må være dum, der er nogen ting i denne verden jeg simpelthen bare ikke forstår...

Jeg kigger på mine hænder og prøver at forstå. Jeg har en million spørgsmål, men ingen at rette dem til. Jeg ser på og prøver. Jeg forstår godt når nogen antyder at træde indenfor i min verden, hos mig.

Her er der bare et eller andet der altid brister, nøjagtigt som Kierkegaard forklarede om mosaik gulvet.

Måske er jeg bange for at min egen virkelighed ikke er rigtig, eller at min virkeligheds opfattelse er så meget anderledes en andre menneskers. Måske jeg ser mere en jeg tør sige, eller skrive.
Jeg ser og fornemmer mange ting jeg holder for mig selv. Det har jeg altid gjort. Mit liv og mine tanker. Min verden. Er min verden for meget, eller uforståelig? Jeg ved bare jeg er alene.
Jeg bliver sanseløs. Kulden og mørket tager fat. Her er mit liv nu alligevel hjemme.
Det er jo nok bedst jeg lever i vores verden. Her møder jeg mennesker, mennesker der holder af mig, det ved jeg godt. Jeg ville bare ønske de kunne se mig, og se hvor meget jeg holder af dem. Mit omsorgsgen gør jo at at jeg passer godt på alle dem, som jeg møder på min vej. Hvorfor er der ingen der har et omsorgsgen der passer rigtigt godt på mig?

Ud af tågen dukker en skikkelsen op. Jeg kan betragte, uden at blive set. Jeg ved hvordan ansigtsudtrykket er. Læberne smiler og jeg ser små fine smilehuller på kinderne.

Milde øjne, og smukke øjenbryn. Mimikken smiler. Kroppen er i gråt skær. Jeg spreder mine fingre ud, og mærker fugten i luften, lyset der reflekterer det våde græs. Jorden dufter, og naturen summer. Her er jeg hjemme, i Malene Dietrichs verden, hvor alting er meget anderledes. Cottoncoats, hatte og med livet som balancepunkt. Et blik. Et énkelt blik. Her tør jeg blive. Være. Dele. Her bliver fremtiden god. Resten af livet. Denne verden er sort og hvid, århh, det gør alting meget lettere.

Jeg bakker bagud. Ind i tågen.

Samme fornemmelse som dengang jeg havde feber som barn.

Men med fra tågen har jeg taget alt det gode.

En ting jeg aldrig har forstået mig på. Jeg kender godt opskriften. Jeg har brugt den mange gange. Jeg forstår den bare ikke rigtig. Mine hænder dirrer. Groundet, og slået væk på en gang. Spillereglerne. Forklar mig dem igen... Der er mange ting i denne verden jeg ikke forstår mig på.

Jeg ved at frygten er min kompas for, hvor jeg skal gøre mig stærkere. Men kan ikke gøre det alene.

Man siger jo at det der sker altid er godt for noget, og troen har vi fået for at bruge den.

Men man siger så meget, og ved så lidt, når angsten den har fat, og sjælen mærker illusionen briste.

Kan du selv relatere til den fornemmelse af, at verden og alting buldrer frem omkring dig?

Hvad gør du for at leve med? Er jeg den eneste der har det sådan?