Om at dekode...

Jeg har som stærk sensitiv person, den, for mig, negative egenskab at jeg kan mærke andre menneskers emotioner meget hurtigt. Mange års hårdt arbejde har gjort at jeg ser, føler og sanser stemninger temmelig hurtigt. Nogen mennesker hurtigere en andre. Folk der lever i symbiose med sig selv, eller folk der hviler i sig selv har jeg svært ved at dekode.

Det er åbenbart ikke kun det visuelle, altså øjne, mimik og kropsholdning der fortæller mig noget. Det visuelle er nemt at læse for mig, og mange andre mennesker.

Jeg bruger ordet emotionel nu, i mangel af bedre. Jeg sanser også andre menneskers emotionelle tilstand. Typisk deres downside. Jeg vil lige straks skrive at der ikke er noget spirituelt, eller noget andet over mig. Jeg kan ikke sætte ord på dem, men kun føle og se dem, til at begynde med.

Som HSP har jeg et stort indre levende univers, og det bliver ret hurtigt farvet af emotioner. Jeg har siden jeg var dreng altid visualiseret andre mennesker som … træstubbe eller træer. For åbenbart at gøre det nemmere for mig selv. Det kan være meget svært at forklare for mig, men synet af det træ, farverne på stubben, huller i træet, og hvilke vej det krænger bliver for mig omsat til smerter, følelser og positivitet.

For at jeg selv skal sætte ord på det visuelle træ skal det dekodes til ord og tanker. Måske derfor jeg nogen gange er lidt lang tid om at svare, eller det til tider kan, for andre, føles som om jeg er lidt væk, det er jeg ikke helt klar over. Jeg mener, selv, at jeg er blevet temmelig dygtig til at dekode med tiden. Af årsager jeg ikke kan huske, troede jeg da jeg var lille dreng at enten kunne alle det, eller også var jeg den eneste. Den hemmelighed har jeg båret frem til i år....

”Jeg studerer de lange slanke fingre, der er velplejet. Håndens holdning, fingernes form. Tommelfingeren sætter sig langsomt på hagen, imens pegefingeren kører op af kinden. Mine øjne følger langsomt bevægelserne, tiden står næsten stille. Den flotte velplejede fingerspids peger mod hendes øjne, som fanger min sjæl i en lang stilhed. Kontakten er dyb og langsom.

De milde øjenbryn, de blå øjne og det lyse hår, her er en person med en indre fred som jeg misunder den dag i dag...”

Men jeg har altid brugt rigtig meget energi på at være tilstede, og være med i en samtale, her og nu. Jeg elsker lange samtaler, og kan spørge meget dybt ind til hvor og hvordan, oprigtigt fordi jeg gerne vil lære dig at kende. Lære om dig.
Jeg ved at det kan blive misforstået, at jeg måske er ude på noget. Sådan har det aldrig været. Indeni mig selv er jeg ensom, bange for at blive peget af, altid med den følelse som makker, at jeg er udenfor.

I virkeligheden er jeg en person der bare prøvet at finde ud hvem jeg selv er i denne verden...