Om metaforer...

Jeg kan godt lide at se på mine fødder og ben gå. Jeg løfter langsomt hovedet ser vejen komme nærmere imod mig. Jeg har altid musik i hovedet, og elsker når det kører derudad. Forskellig musik til forskellige stemninger. Hvis vejen er grå og kedelig, farver jeg den, lader solen skinne på den. Fjerner ukrudt, og planter flotte træer. Børnene kommer løbene ud og leger. Solen bryder igennem tågen og disen, imens Anne Linnet synger Barndommens gade. I dag har jeg ingen headset på.

Mine to små drenge løber ude på græsplænen med en pose vingummier hver. Jeg sætter mig på en træstub, tænder en smøg, og nyder at høre dem snakke, lege og grine. Den store falder og slår sig. Et varmt kram. Hans hoved mod mit bryst. Varme og tryghed. Nu er det den mindstes tur til at falde. Et rødt knæ og en mistet vingummi....
Slaget og størrelsen gør ingen forskel. Tårerne triller, smerten kan være lige så stor som hvis faderen ødelægger sin telefon, eller brækker benet. Selvom det er et ømfindtlig tidspunkt er der stadig et lille smil bag den mimik jeg sender lillebror, imens jeg trøster ham. Helt ned i hans øjenhøjde er jeg. Jeg løfter jeg forsigtigt hans hage, og tørrer hans øjne. Jeg siger ikke noget med ord, men smiler på min egen måde imens jeg ser ham i øjnene. Tiden står stille imens jeg ser helt ind i hans lille univers og mærker hans smerte og tab farver mit univers. Nogen farver er gode, nogle er dårlige. Hans farver er positive. Jeg ser ham i øjnene til hans farver er glade igen.

Lykken står den kække bi, fordi han får en vingummi af storebror.
Sløret i baggrunden ser jeg tre mænd sidde på bænken og drikke øl.
De har siddet der lige så længe jeg kan huske. Har de også slået sig engang, og tabt et stykke slik?
Mulighedernes veje arbejder i mit hoved, som altid.
Indeni mig selv har jeg altid brugt min tommelfinger som pegepind på de andre fire fingre. Hvem, hvad, hvor og hvorfor. Så kan jeg tænke nemmere. Tankerne holder jeg for mig selv. På vej hjem passerer vi de tre mænd, og de har set hvad der skete med lillebroren. En af dem havde allerede penge parat og spurgte mig om de ikke måtte forære drengene to nye vingummi ruller.
Med nye reserver af vingummier passerer vi vejen, som der har fået plantet træet, revet ukrudt op, og plantet skønne blomster.
Jeg gennemtænke mulighedernes veje igen, nu med nye faktorer. De tre mænd...
Næstekærlighed.... Overskud....
Vingummi ruller... to glade drenge. Jeg tænker med en drengehånd i hver arm. Jeg tænker derfor er jeg til....
Småt er stort, og stort er småt...