jeg indgik en pagt med mig selv da jeg
var dreng, af årsager jeg ikke husker, om at holde min hemmelighed
helt for mig selv. Ingen måtte vide noget. Ingen måtte se mig have
det. Ad den vej blev jeg observatør, og det har fulgt mig lige
siden. Men følelsen af at være anderledes har altid siddet bag mit
øre. Følelsen af ikke at være som alle andre. Følelsen af at stå
uden for gruppen. Bange for at en eller anden lige pludselig ser
skævt til mig. Opdager mig. Kigger ned på mig. Den forsvinder nok
aldrig. Den vil nok altid være min følgesvend. Bange for at nogen
skal opdage mit indre univers, mine tanker og min observatør rolle.
Det er mit og det må ikke ødelægges af andre. Mit private univers hvor jeg kan ligge alle mine observationer i kasser og hvor jeg kan være mig selv, og nyde alle de indtryk jeg får hver dag. Mit univers er meget farverigt, jeg har selv malet det i lyse farver. På vej ud af toger går jeg forbi en ung dame, jo tættere vi kommer på hinanden jo langsommere går tiden. Så kan jeg nå at få alt med. Jeg kan mærke hendes smerte selvom den ikke er synlig. Den springer over i mig. Jeg kan se på hendes øjenbryn hun passer godt på sig selv. Hendes øjne siger andre ikke har passer ligeså godt på hende. Mit univers bliver farvet af hendes emotioner. Den gamle Henrik ville måske stoppe op og spørge om vej eller måske spørge om alt er ok. Hendes smerte sætter sig i hele mit univers. Den nye Henrik sætter tiden op igen, bider sig i læben og fortsætter. Alle information kom i en kasse. Jeg kan stadig tage alle informationerne ud af kassen. Også mange år senere....Billeder...emotion....vibrationer...bekymrede øjne....duften.... Hvad i alverden skal jeg gemme på alt det for? Det koster lidt hver gang at gemme en kasse med informationer. Der er stadig lang vej til arbejde. Der er mange ansigter at at tage stilling til.... Tænk hvis nogen skulle se skævt på mig fordi jeg tænker sådan. Tænk hvis nogen skulle grine af mig, eller mit univers som jeg passer så godt på. Den tanke skræmmer mig hver dag. Jeg er træt af at bide mig i læben hver dag. Bider mig i læben for ikke at få vand i øjnene foran andre. Men hov.... Jeg lader op af at være sammen med andre mennesker. Jeg nyder andre mennesker. Livet. Farverne. Lydene. Togturen. Det er altid en nydelse.
Den nye Henrik må lære at andre sjæle ikke skal spraymale hele hans univers i alle mulige farver. Min indre verden vil jeg stadig passe godt på... Hvorfor skrev jeg denne post? For at lette mit hjerte, fra den skamfulde byrde der hedder at ingen må opdage mig, eller nedgøre mig. Og for at høre om jeg er den eneste der tænker og føler sådan...
Det er mit og det må ikke ødelægges af andre. Mit private univers hvor jeg kan ligge alle mine observationer i kasser og hvor jeg kan være mig selv, og nyde alle de indtryk jeg får hver dag. Mit univers er meget farverigt, jeg har selv malet det i lyse farver. På vej ud af toger går jeg forbi en ung dame, jo tættere vi kommer på hinanden jo langsommere går tiden. Så kan jeg nå at få alt med. Jeg kan mærke hendes smerte selvom den ikke er synlig. Den springer over i mig. Jeg kan se på hendes øjenbryn hun passer godt på sig selv. Hendes øjne siger andre ikke har passer ligeså godt på hende. Mit univers bliver farvet af hendes emotioner. Den gamle Henrik ville måske stoppe op og spørge om vej eller måske spørge om alt er ok. Hendes smerte sætter sig i hele mit univers. Den nye Henrik sætter tiden op igen, bider sig i læben og fortsætter. Alle information kom i en kasse. Jeg kan stadig tage alle informationerne ud af kassen. Også mange år senere....Billeder...emotion....vibrationer...bekymrede øjne....duften.... Hvad i alverden skal jeg gemme på alt det for? Det koster lidt hver gang at gemme en kasse med informationer. Der er stadig lang vej til arbejde. Der er mange ansigter at at tage stilling til.... Tænk hvis nogen skulle se skævt på mig fordi jeg tænker sådan. Tænk hvis nogen skulle grine af mig, eller mit univers som jeg passer så godt på. Den tanke skræmmer mig hver dag. Jeg er træt af at bide mig i læben hver dag. Bider mig i læben for ikke at få vand i øjnene foran andre. Men hov.... Jeg lader op af at være sammen med andre mennesker. Jeg nyder andre mennesker. Livet. Farverne. Lydene. Togturen. Det er altid en nydelse.
Den nye Henrik må lære at andre sjæle ikke skal spraymale hele hans univers i alle mulige farver. Min indre verden vil jeg stadig passe godt på... Hvorfor skrev jeg denne post? For at lette mit hjerte, fra den skamfulde byrde der hedder at ingen må opdage mig, eller nedgøre mig. Og for at høre om jeg er den eneste der tænker og føler sådan...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar