Om at kommunikere...

Siden jeg var ca. 8 år har jeg vist jeg skulle holde mit hoved for mig selv, forstået på den måde at at jeg enten troede at alle var som mig, eller ingen var som mig. Måske et stort spring, men for mig betød det ingenting udover at jeg var mig selv, og bare langsomt sugede alle informationer til mig. Som tiden gik, og jeg blev ældre måtte der tænkes i andre baner hvis jeg skulle gemme alle informationer.

Jeg troede fejlagtigt i mange år at jeg kunne kommunikere med kærester, uden ord, et felt jeg langsomt blev ret god til at fortolke, både at sende signaler og læse signaler. Disse signal aflæsninger kunne jeg bruge rigtig godt på alle mennesker.

Jeg lærte langsomt med tiden at passe godt på mig selv, hvornår jeg skulle slappe af, hvornår jeg skulle være alene, hvornår jeg skulle socialisere mig. Alt sammen i mit stille sind. Jeg er bare ikke altid skide god til at sige fra, mit omsorgsgen er min fjende og ikke min ven.

Jeg sætter mig på knæ foran min lille søn, holder ham blidt om nakken, ser ham i øjnene og fortæller, at hvis det gør ondt, er han nok på rette vej. Jeg ved han ser på mine øjne og mine øjenbryn. Derigennem fortæller jeg ham at det er ok med et smil....

Kærligheden er et infinitiv univers som jeg aldrig har lært at mestre eller kommer til, det har jeg for altid vidst, selvom jeg har bevæget mig tæt på grænsen og prøvede at lære, igen og igen.

Øjne har altid gjort vildt meget indtryk på mig. For mig er det alt. Siger alt. Fortæller alt. Farver alt. Gør alt. Med dybsindige øjne bliver jeg tit fanget i at se andre mennesker for meget i øjnene. Undskyld jeg kan ikke lade være. Jeg fanger også mig selv i det. Jeg sanser andre mennesker, og nogen gange sker det visuelt for mig. Her kommer noget jeg aldrig har sat ord på før...
Jeg er meget bange for at fortælle det her, men mange mennesker visualiserer sig foran mig som en træstamme... højden, farven, og huller i stammen afgører,for mig, hvilke mennesker de er. Venstre side af stammen fortæller mig styrker. Højre side svagheder. Huller i stammen på begge sider fortæller mig om hvor og hvornår. Svejer stammen til højre eller venstre, har også en betydning.

Måske jeg selv har opbygget denne visualisering igennem årene for at gøre det lettere for mig selv. Jeg ved det ikke, jeg ved bare det er der. Jeg har kun fortalt en enkelt person det her.
I virkeligheden skal jeg jo bare leve videre med det som jeg altid har gjort. Så hvorfor overhovedet fortælle nogen noget som helst... Hvorfor gør jeg ikke bare som jeg altid har gjort, nemlig holdt alt hemmeligt?

Jeg fik tiltro for et par måneder siden af en ven til at åbne mig, og det var ligesom at prikke hul på noget, nu skal det ud. Jeg kan godt vise mig selv. Jeg er stadig i gang med at prikke til mig selv, og det er en gigantisk byrde at løfte fra mig egen skuldre, i hvert fald nu når jeg skriver og tænker over det. Jeg har masser jeg vil ud med. Jeg kan bare ikke sætte ord på det så hurtigt. I min verden foregår ting ikke med ord, men med følelser og sanser og visualisering i mit store indre univers. Skal jeg sætte ord på det er det meget svært for mig.

Tilbage til det med kvinder. En verden jeg stadig aldrig får styr på, og inderst inde er det også ok. Jeg har det jo godt med mit eget liv. Mine nære venner. Min egen verden. Jeg er glad og elsker at leve.... Jeg håber ikke du ryster for meget på hovedet, over at se lidt ind i min måde at tænke på. Døm mig ikke, fordi mine tårer triller ned på mine hænder imens de kommunikere til dig...