Om øjnenes magi...

Jeg har før været inde på det, men mine tanker går omkring det hele tiden...

Jeg fanger mig selv i mine dybe tanker. Tanker om livet. Det jeg har sanset, før og nu. Øjne.

Øjne der som altid betyder alverden for mig. Andre opfatter mig måske som en der ser lidt for dybt i deres øjne, det er jeg ikke klar over.

Lige i det sekund jeg får øjenkontakten... Det øjeblik hvor blikket bliver limet sammen....

lige der standser jeg tiden. I min verden kunne jeg stirre for evigt. Jeg får lov at stirre for evigt. Farver, lys, emotioner og energier. Øjenbryn, smil og mimik... Alt sammen i en energiudladning. En hel verden af kærlighed til livets lys. Tiden starter igen. Øjeblikket var kort.

Jeg sidder i beboerhuset omgivet af en masse mennesker jeg holder af. En masse der holder af mig.
Vi har fælles spisning et par gange om ugen, og som altid nyder jeg det. Levende væsener, børn, larm, snak, duften af de nybonede gulve, maden der snart er klar. Parfume, skosværte, bleer og sure tæer. Jeg bemærker alle stemninger der er rundt omkring, og følger dem hele aftenen.
En gammel ven sætter sig foran mig uden jeg opdager det, og jeg ved straks at han har haft mere end en dårlig dag på arbejdet. Uden ord. Et lille skævt smil fortæller mig at det er ok. Jeg lader ham sidde lidt i fred, jeg vil ikke forstyrre hans hoved nu.

Jeg ville ellers havde fortalt ham, at jeg som fotograf har været ude og fotografere ca. hundrede børn på en autist skole i dag. Hver og en af dem i studiet, og få det bedste smil frem. Mange bække små... Det er temmelig hårdt for mig lige nu. Savner en skulder at betro mig til. En ven. Et hoved at holde om. Jeg bider mig i læben, som altid, for ikke at tabe ansigt. For at holde mine tårer tilbage. Som altid. Flere sjæle har sat så dybe spor at jeg ikke kan nå og fortolke dem. Små fantasiske væsner, fanget i deres egen verden og tanker, jeg fik lov til at se ind i dem, bare et kort øjeblik.

Instinktivt sætter jeg min ned på knæ foran en helt lille pige, ser hende i øjnene og siger det er ok, helt uden ord. Jeg ved ikke hvorfor men jeg satte forsigtigt en finger på hendes pande imellem øjnene. Jeg gav hende gode emotioner. Jeg har gjort det før, og det virker. Kombineret med mimik og se hende i øjnene. Hun trak vejret dybt og smilede oprigtigt.
Jeg tror hendes forældre bliver glade for billederne når de ser dem.

Jeg er glad fordi jeg får lov at opleve så mange verdener.

Mange helt uberørt eller ubeset. Men det koster hver gang for mig. Nu er det vist min tur til at en fortæller mig, at alt er ok. Jeg ved det jo godt, men jeg har også brug for det. Jeg har brug for en der ser mig. Rummer mig. Forstår mig. Min verden er ikke altid skide let. Jeg sidder med så meget.
Som altid står jeg selv med det. Det er ok. Det har jeg altid selv gjort. Forskellen på den gamle Henrik og den nye Henrik er at nu tør jeg vise, bare lidt, hvem jeg er. Skrive bare lidt om det. Prøver at føle med foden hvor jeg er.
Er som altid bange og skamfuld for at blive set. Eller set ned på.

Tilbage til øjnene.
Jeg tror jeg i mange år har prøvet at fange min beskrivelse af øjnenes magt på billeder.

Jeg har fotograferet ganske mange mennesker. Kun tre gange har jeg fanget beskrivelsen på billede. De tre billeder er min fortolkning. Hvis andre ser dem, tolker de måske noget helt andet.

Igen i morgen skal jeg igen se mange mennesker. Jeg er observatør. Jeg elsker det.

Jeg håber jeg kan nå og arkivere dagens indtryk. Jeg kan ikke bide mig hårdere i læben...