Om at elske...

Jeg elsker at elske.
Elske livet. Naturen. Mennesker. Glade børn der leger.
Dufte, smag, lyde.... jeg sanser...

 Ligger ned i min sofa og betragter regnen der drypper ned fra træerne. Solstråler der titter igennem...Kattekillinger der leger i græsset....Tænker på alle de ansigter og emotioner jeg har mødt i dag. Livet kører lidt ligesom en film foran mig, som livet altid har gjort. Jeg står stille og resten bevæger sig...Vil gerne række ud i bevægelsen og tage en ind i mit univers. Fordi herinde er der altid ensomt. Jeg er altid ved siden af. Føler mig heller ikke med i filmen som hedder livet. Jeg ser den og lever med den, men jeg har ikke samme fart som den. Jeg har lært at leve med det. Nogen gange er det fint, de fleste gange ensomt. Jeg kan bevæge mig i samme retning som livet, og i stunder får jeg øjenkontakt. Jeg kan også løbe med i en tid, samme hastighed. Men ikke altid. Jeg stopper op og bliver filosofisk. Tænker temmelig meget på det hele. Der findes så mange smukke sjæle jeg ville bruge et helt liv på at undersøge. Men det bliver som regel kun på afstand.


Har altid prøvet på at være et sekund eller to foran alting, der er helst ikke noget der skal komme bag på mig. Jeg bruger faktisk rigtig mange resurser på at være foran, for min egen skyld. Måske derfor jeg bliver så utrolig meget forskrækket, når noget uventet sker. Min reminder om at jeg er anderledes.

Men i min egen verden, i mit univers eller hjemme hos mig privat er der ingen film der kører, ingen reminders om at jeg ikke er som alle andre. Til gengæld er jeg meget ensom. Til tider rigtig meget ensom. Det er vigtigt at kunne rumme sin egen ensomhed hørte jeg en blid stemme sige...helt rigtig. Det er nemmere at være ensom alene, en at være ensom med nogen, og føle sig ensom sagde øjnene som jeg holder af. Men jeg vil nogen. Jeg vil ikke være ensom i andres selskab. Jeg vil nogen skal se mig, men ha svært ved at åbne mit univers op for andre. 
Inderst inde er jeg grædefærdig bange for at verden skal se mig. Mig som har prøvet at være en del af filmen. Bange for at blive mistolket.
Tilbage til udsigten, fra sofaen hører jeg alle dryp fra regnen forsigtig falde på græsset. Jeg går ud på græsset til killingerne, fordi herude kan ingen se mig græde. Mine mange tårer bliver blandet med det skønne regnvejr, imens killingerne danser om mine ben. Livet er fantastisk. Farver, lys og dufte. Jeg sanser alt om mig og nyder det hele...

Jeg filosoferer over, om der er andre der står herude i regnen, med samme tanker som mig.....