Om at forene sig ...

En tunge har ingen knogler, men den er alligevel stærk nok til at knuse alt...

Det er Ying og Yang at være hsp. Byrderne er lige store...
For mig er det typisk byrder.
Sensitiv har intet at gøre med at være følsom.
At være hsp er ligesom at være lavet af tyndt fint krystalglas der står på en meget skrøbelig fod. Modvægten er styrke. Ikke bare lidt styrke, men kræfter, der med de rigtige elementer, kan være temmelig store. 

Min søn på 4 år overså noget i fjernsynet i dag med krig og soldater i nyhederne. Han spurgte ind til hvorfor og hvordan.... hvem var gode og hvem var onde.
Hvordan man blev ond, og hvordan man blev god.... 
Ondskab kommer når der ikke er godhed nok, sagde jeg til ham... Glem hvad der gør dig ondt, men glem ikke hvad det har lært dig, sagde jeg til ham imens han sad på mine ben, og prøvede at forstå hvordan den voksne verden kan være sådan.
Jeg tænke på en historie jeg engang fik, og sagde til ham.... Indeni alle mennesker bor der to ulve... en ond ulv og en god ulv.... De kæmper hver dag om at styre dig. Han tænkte sig om... Jeg fortalte videre, at den ulv der vinder....er den ulv du giver mad til...

Han var lige nøjagtig gammel nok til at forstå hvad jeg sagde, og fik lidt at tænke over.

Jeg fik også noget at tænke over... ond ulv...god ulv......Ying....Yang.... styrker....svagheder...

mine styrker som hsp bliver kun stærkere hvis jeg fodrer den. Mine svagheder bliver større hvis jeg bekymrer mig om dem. Gamle veje åbner ingen nye døre... 
Jeg må ikke bruge fortiden som en undskyldning for at være bitter.

Hvad er mine svagheder? Fuck dem lige nu... Jeg fokuserer på det der gør mig stærk hver dag.
På den måde kan jeg distancere, og se mine svagheder bedre oppefra. 

Jeg gik forbi et ældre ægtepar på togstationen for et par dage siden. Mine øjne var som altid på arbejde.... Alle mine sanser er ude. Også selvom jeg ikke vil... 
Imens vi langsomt passerede hinanden fik jeg en forhammer lige i hovedet...
En gigantisk bombe af emotioner og følelser. Negative følelser... 
Tanker... Rigtig dårlige tanker... Da jeg kom ud af stationen kunne jeg slet ikke trække vejret. Jeg hyperventilerer stadig når jeg tænker på situationen....jeg kunne slet ikke cykle de første ti minutter. Jeg græd i regnvejret, alt i mens jeg prøvede at forstå hvad der skete. Jeg fik en bange fornemmelse for at der vil ske dem noget slemt....

Jeg tænker stadig over om det er en styrke eller en svaghed? 

Kan du fortælle mig det !?

Om at elske...

For mig betyder ordet elske noget helt oprigtigt og ægte.

Som hsp'er spøger jeg ikke med det ord.

Kærlighedens infinitive univers er kilden for min eksistens.

Først og fremmest elsker jeg alle mennesker, nogen mere en andre. Jeg elsker naturen og alle dens luner. Jeg elsker de fleste dyr på jorden. Fascinationen er et ord det følger med i kølvandet på elske.

Mit eget hjerte er et adgangskort til at såre mig dybt og inderligt....

Forelsk dig ofte, men gift dig sjældent sagde min far til mig. Jeg har været forelsket et par gange, men sjældent, meget sjældent åbnet mit hjerte af frygt for at blive såret.

Lige der er mit allermest sårbare punkt. 

Mit hjerte er lavet at tyndt glas og jeg passer godt på det.

Men lige pludselig står der et par kønne øjne, og holder om det med begge hænder. Forsigtigt og koncentreret. Kompliceret og let. Jeg kigger igennem det tynde glas, og de rolige hænder der holder det. Jeg ser helt ind i hendes glødende farverige katteøjne, der fortæller mig at, uden ord, der bliver passet oprigtigt godt på det.... Jeg tør... Her er rart og ægte at være... Livet er infinitivt...

Som hsp'er fascinerer ordet at elske mig ret meget. Måske fordi det er balance punktet hvor man samtidig også kan blive såret. Og som hsp'er bliver man meget meget nemt såret. Selv små ord, eller et forkert ansigtsudtryk kan såre en i flere måneder. Skulle en eller anden endelig finde på at se ind i dit hjerte, kan det være uendeligt smertefuldt i flere år efter. På samme måde som den narcissistiske gulerod kan lokke mig, kan ordet elsker også lokke mig. Der er noget ying og yang over det. Dragende og fascinerende på en gang. Noget så smuk og alligevel noget så farligt...
Måske det derfor at så nemt for mig at elske naturen og dyrene. De stikker dig ikke i hjertet.

Elsker er også at elske mine børn ubetinget. Jeg har deres univers i mit hoved, og med bløde bevægelser gør jeg dem langsomt til voksne selvtænkende væsener. Jeg elsker også min tablet, for den kan jeg ligge med i sofaen, og glo netflix. Men den kan i modsætning til alt andet erstattes.

Ordet elskov og fascination går hånd i hånd, deres skygger er jeg bange for, men hvis jeg holder ansigtet mod lyset er skyggerne bag mig...

Tilbage til mit hjerte i hænderne... Jeg holder jo selv et i mine hænder, lavet at det pureste guld. Det er koncentrationen og manifesten af et andet menneske. Det skal jeg for altid passe på, for ligesom naturen er lavet af noget der ikke kan erstattes, kan ordet elske siges mange gange, men aldrig give mening hvis der ikke er passion bag ordet....

Har du selv erfaring med dette?

Om at leve i to verdener...

jeg lever i min egen verden, men det er ok i kender mig her....

Jeg er ekstrovert. Jeg får energi fra andre mennesker. 

Bogstaveligt talt... Jeg kan ikke leve uden dem.

Samtidig elsker jeg min alene tid. Alene tid med mig selv. Her lader jeg mine mentale batterier op. Mit hoved gennemtænker og gemmer alle dagens emotioner, følelser og træer.
Træerne for mig er mennesker jeg har mødt. I min tidligste barndom havde jeg ikke verbale ord for ondt, smerter, følelser og tanker. Men jeg så dem og gemte dem visuelt som træer, i mangel af bedre. Træets farve, hældning, form, huller, og årene giver mening med det hele. Uden at tænke for meget over det har træerne fulgt hele livet, men de er blevet meget mere nuanceret med tiden...

Mine to verdener. Min egen verden som jeg elsker og hader. Her er jeg alene og ensom. Her kan jeg pleje mit hoved, ligesom en harddisk laver en rensning. Kommer der for mange informationer ind på en dag kommer der blå skærm foran mine øjne. Men informationerne skal gemmes og arkivers.
Her kan jeg til gengæld være helt mig selv. Mine morfar sutsko, men beskidte kaffekop. Min musik. Mine tårer. Min sarte sjæl. Imens jeg gemmer dagens oplevelser kommer der til tider energi uhyrer med igennem mine tanker. Eller stærke narcissister. Eller ondskab, inkompetence og racister.

For at få disse knastørre firkantede tanker gemt i kasser skal de smørers med mine tårer. Nogen mere en andre. Jeg er træt af at mine øjne skal bruges som smøremiddel.
Modsat mennesker med stærk karisma. Ægte mennesker, oprigtige personer. Dem har jeg altid beundret. Jeg troede oprigtigt indtil fornylig at alle mennesker her på jorden kunne se mennesker med stærk karisma. Det gik op for mig at ikke alle kunne det, og jeg blev pisse hamrende bange.
Hvorfor kan ikke alle se det? Hvor mange flere ting skal gå op for mig med tiden, det er jeg bange for...

Min anden verden... I denne verden kender det fleste mig, Henrik. Altid glad. Betænksom, men altid med på alt det sjove. Tankefri og arbejdsom. Jeg hader at blive rost, og kan ikke rose mig selv. En smule hængerøv og gerne skjorten ud over bukserne. Altid tænkende og sansende tanker indeni...
Altid parat til at bide sig i læben, for at holde sanserne fri. Der er så mange af dem. Der er meget at se til for mig...

Mine to verdener.

Don't ask him to live in your world.... Visit his world instead...

Er jeg den eneste der lever i to verdener?

Om at have sanser...

Nogen kommer til verden med tårer,og nogen tager hele livet så let.

Du kender det.. Du er sikker hsp, ellers ville du ikke læse denne tekst... Dine øjne, en af dine sanser der fanger alt. Din næse... Den kan lugte farer... Dine ører generer dig til tider med tinnitus fordi de altid er på arbejde. Din mund kan smage, men ikke kun på livet.

Din hud... den kan mærke temperatur og tryk...dine hænder... de kan gestikulere og føle...

Lige Pludselig står der en sjæl, et væsen lige foran en... Jeg har droppet at tænke hvor og hvorfor.
Den firkantede klods skal i det firkantede hul... og den trekantede klods skal i det trekantede hul... Forestil dig et mønster der er tusinde gange mere avanceret, i tre dimensioner. 

Jeg ser hende i øjnene længe... de smukke øjenbryn. De lange øjenvipper. Brune og grønne farver der lyner ind i hendes katteblik. Tiden står stille... Jeg ser alle nuancer. Alle farver. Alle følelser.
Der bliver bygget en bro til mine øjne... den meget avanceret klods passer som støbt ind i mit univers...

Jeg går nu egentlig rundt og er meget glad for mine sanser. Jeg har fem forskellige sanser og de hjælper mig i det daglige. Kombineres alle disse sanser.... kommer mit hoved på overarbejde...

Mit hoved med mit levende, selvtænkende univers.
Har jeg flere sanser, eller er det en sammensætning af de fem sanser... Hvordan ved jeg, at den anden person har det skidt? Hvorfor mærker jeg hurtigt stemninger i rum selv med mange mennesker? Hvorfor siger jeg ofte, det vidste jeg godt til den anden?

Jeg tror det er mange mange års hårdt arbejde med at observere, konkludere, studere og have en god hukommelse... Måske med lidt krydderi fra oven, jeg ikke kender.
Nogen har smerter eller negative tanker jeg ikke tør skrive om, hvorfor jeg skal mærke dem?

Hos nogen mennesker er deres tanker og følelser, for mig, virkelig som en åben bog. Jeg elsker at observere, men hader at glo ind.

Er det sanser eller tanker... Er det følelser eller viden? Er det forudsigelse eller intuition?
Det er den kant som alle hsp'ere bevæger sig på, den kant der skal balanceres meget nøjagtigt på.
Jeg mister tit balancen, men har lært at rejse mig op. Den kant jeg balancerer på kalder jeg intuition og den har jeg lært med tiden at stole på. Rejse mig igen, og stole på mig selv.

Du tror ikke jeg har prøvet det før, det er lige nøjagtig hvad jeg har.

Når jeg har gemt mig lidt, er det et gammel trick ikke at vise hvem jeg er. Og når jeg tager forbehold, lyder lidt fjern og kold, og du bliver i tvivl om hvad der sker.

Jeg tror at balancerer er enhver hsp'ers lod her i livet....

Selvværd versus HSP

Gæsteblogger Pernille Terp giver hermed et levende, faktuelt og meget velskrevet tekst om selvværd.  Tak til Pernille for den flotte tekst!

Jeg er så meget mere!

"Vi ved jo alle her i lokalet, at dit selvværd er lavt"...


Hold nu op, altså. Sætningen faldt efter lang tid med personlige angreb. Det kan knække enhver. Også mig. Måske især mig. Jeg forsvarer mig selv, for jeg har ikke grund til andet. Men det er klart, at jeg som særlig sensitiv får en udfordring nu. Angrebene på mig preller ikke bare af, men sætter sig.
De personlige angreb har gjort ondt. Så sjovt er det ikke at få smidt i hovedet, at man er et dårligt menneske, når jeg ikke er det. Så sjovt er det ikke at få smidt i hovedet, at man er inkompetent, når jeg ikke er det. Så sjovt er det ikke at få smidt i hovedet, at man er en dårlig kollega, når jeg ikke er det. Jeg fik angstanfald. Mange af dem, og nogle af dem meget langvarige.
Jeg fortsatte alligevel min kamp. Hvorfor? Fordi jeg ved, at jeg er god nok. Mit selvværd er ikke dårligt. Jeg er bare særlig sensitiv og føler alting lidt mere dybt end andre. "Du skal bare lade det prelle af dig", sagde mange. Arg, sådan fungerer det ikke for mig. Jeg var nødt til at kigge lidt på mig selv også. Hvor kunne jeg have gjort tingene anderledes? Hvor havde jeg opført mig uhensigtsmæssigt, både overfor mig selv og overfor andre. Sådanne tanker kan man kun gøre sig, hvis man kender sig selv rigtig godt.

Det pudsige er, at jeg havde faktisk opført mig særdeles hensigtsmæssigt overfor mig selv. Det er ikke ensbetydende med at det også er hensigtsmæssigt for andre. Fandt jeg ud af. På den hårde måde.
At lære at sige fra, er en øvelse, man kun kan blive bedre til. I starten ved man måske ikke helt hvordan man skal gøre, for man er ikke vant til det. Det kan der være flere årsager til. Måske man ikke har haft brug for, eller behov for at sige fra. Fordi man altid er blevet behandlet ordentligt.

Måske man ikke har sagt fra, fordi man ikke turde. Her kan selvværdet spille ind.
Måske man ikke har sagt fra, fordi man ganske enkelt bare ikke gad den konfrontation.
Men jeg gjorde det. Sagde fra. Og havde god grund til det.
Konfrontationer kan man ofte kun, hvis ens selvværd er i orden. Man kan kun tage fat på sin bagage, sine issues, hvis man har en tro på, at selv om man har den bagage, man nu engang har med sig, så er man god nok. Ikke på grund af, men på trods af.
Det er ikke første gang, jeg hører fra andre, at mit selvværd er dårligt.
Det, de ikke har forstået er, at når der er noget, jeg ikke forstår, som f.eks. personlige angreb på mig, eller når folk siger noget, jeg sagtens kan mærke de ikke mener, så danser min hjerne cancan. Når folk siger én ting og gør noget andet.
Klare linjer. Sig sandheden. Så skal jeg nok forholde mig til den. Men sig sandheden. Ellers kan jeg ikke finde ud af det. Er det dårlig selvværd? Eller er det HSP? Retfærdighedsfølelsen er stærk hos os, der er særlig sensitive. Vi hader uretfærdighed, at nogle sulter og lider nød, angreb, overgreb, måske især når det går ud over andre. Mange af os er ikke så gode til at stå op for os selv. Er det pga. dårligt selvværd?
Eller er det ikke mere fordi vi som særlig sensitive ganske enkelt bare ikke forstår at folk kan opføre sig sådan? For sådan opfører vi os jo ikke selv og kunne ikke drømme om at gøre det.
Grundlæggende tror jeg på mig selv, men kan som alle andre vakle. Blive usikker. Fejle. Jeg er bare et menneske. Jeg er ikke et over-menneske, bare et menneske. Oveni det er jeg så også særlig sensitiv. Det giver mig nogle udfordringer. Men det giver mig så sandelig også mange gaver. Evnen til at mærke andre mennesker. Hvor de er i forhold til mig.
Kan jeg mærke en urolig eller ligefrem dårlig energi fra et andet menneske, giver uro i maven hos mig, for kan jeg så stole på det menneske? Det handler jo ikke om at jeg har et dårligt selvværd selv. Måske snarere tværtimod, ikke? Jeg er i så god kontakt med mig selv, at min krop med det samme fortæller mig, om jeg kan stole på det andet menneske, jeg står overfor eller om jeg kan være tryg i en bestemt situation. Det mener jeg faktisk giver mig et højt selvværd, ikke et lavt. Det giver mig i hvert fald en kæmpestor mulighed for at have det, for det kræver selvfølgelig at jeg lytter efter hvad min krop fortæller mig. Gør jeg ikke det, så tror jeg faktisk at jeg ville knække, at mit selvværd ville dale drastisk, for så sætter jeg mig selv i situationer, jeg kunne have undgået, men som nu kun giver mig smerte.


Jeg kan nu godt forstå, at andre kan have den holdning, at det er mit selvværd, der er noget i vejen med. Det er jo nemmere, at pege fingre ad andre end at forholde sig til sig selv. Men når man gør det, peger fingre, så peger der altid flere fingre tilbage på en selv. Så når andre angriber en, så skal man nok hellere tro på, at det er deres selvværd der er lavt, siden de har det behov, mens ens eget er højt, fordi man ikke selv har det behov.


Jeg har oplevet det alt for mange gange. At fordi jeg tror på sig selv, så skal jeg gokkes oveni hovedet. Det gør mig trist. For så bliver jeg ikke set som den jeg er, men bruges. Misbruges. Af andre, så de kan hævde sig selv. Eller det tror de, de kan. For de ender stort set altid som tabere af det spil, de selv har igangsat...


Jeg bliver ked af det, når to psykologer med speciale i HSP, skriver følgende: "Mange har måske oplevet at blive negativ bedømt på grund af deres sensitivitet, og har fået følelsen af ikke at være gode nok eller forkerte. Som voksen kan oplevelsen af manglende selvværd være blevet yderligere forstærket ved en følelse af, ikke at passe ind i et samfund, hvor man konstant udsættes for en strøm af information."


For jeg tænker: har de overhovedet ingenting forstået??


For jo, det gør nas ikke at blive set og hørt af andre mennesker, især som børn. Og det kan også udvikle sig til dårligt selvværd hos nogen. Men ikke alle. Og efter min mening ikke hos flere end hos mennesker, der ikke er særlig sensitive. De særlig sensitive, jeg kender, er de mest kloge, mest tolerante, dem med mest selvindsigt, men ja, ind imellem også de mest forvirrede mennesker jeg har mødt. Ofte skyldes forvirretheden, at de endnu ikke har erkendt at de er særlig sensitive og render derfor forvirrede rundt som hovedløse høns. I det øjeblik de erkender, at de er særligt sensitive og ikke mindst hvilke områder, de er det på, så falder der ro over dem. Ikke at de ikke stadig kan blive forvirrede, for det gør jeg da også selv. Men erkendelsen er vigtig. "Åh mand, nu kammer mine følelser sgu lige over! Så er det nu, jeg skal trække mig tilbage, trække vejret dybt ned i maven, så jeg kan agere hensigtsmæssigt både overfor mig selv og andre. Nu jeg har brug for ro til at kunne mærke mig selv".. og pudsigt nok falder roen langt hurtigere ind over mig, end hvis jeg stritter imod.
Selv om jeg tror på mig selv, så har jeg alligevel brugt det meste af mit liv på, at overbevise andre om at jeg er god nok. Er det pga. dårligt selvværd? Er det pga. at jeg er særlig sensitiv?

Nej.

Det handler om den bagage, jeg har med mig.

Men min bagage er ikke = min HSP, ligesom jeg ikke er = min bagage, ligesom jeg ikke er = min HSP.
HSP er en del af mig, men den definerer mig ikke.

Min bagage er en del af mig, men den definerer mig ikke.


 

Om at have børn...

Jeg havde en samtale med min ældste søn i morges om kærlighed... Jeg elsker dig sagde han, jeg elsker også tegnefilm sagde han med et glimt i øjet. Jeg smilede med øjnene til ham, og lagde min varme hånd på hans øre...

Når jeg tænker mig om og ser situationen lidt fra oven, ser jeg at jeg har ansvaret for to væsener. To sjæle på tre og fire år. Hvad går mit ansvar ud på? At gøre dem til to voksne selvstændige gentlemens der kan smile sig igennem livet... 
Derunder ligger der mange tykke bøger, fra en masse kloge mennesker der fortæller hvordan man skal gøre det. Hvis nu jeg ikke havde adgang til de tykke bøger, så skulle jeg tænke selv. 
Bøgerne er læst, nogen helt færdig, nogen kun på bagsiden.
Jeg vælger at tænke selv. Jeg er hsp og ser tingene på min egen måde...

Min mindste søn siger efter en pause uden ord at jeg er en dum dreng, altså om sig selv. Jeg lader den egentlig hænge lidt i luften for at høre om han havde mere at sige. Jeg kan mærke på ham at han har så meget han gerne vil ud med, men sproget mangler. Jeg kan mærke den frustration hele tiden, ligge under huden på ham. Jeg sørger altid for at være i øjenhøjde når jeg taler med dem. Jeg sætter mig ned på knæ. Jeg ser hans bekymrede øjne, ansigtet der skammer sig. Vinden rammer hans fine krøller i håret, situationen minder mig om uforusdigeligheden, som ved flammer i et bål. Jeg sætter min pegefinger under hans hage, løfter langsomt hans hoved lidt op, ser ham forsigtigt i øjnene. I et kort øjeblik er vi fanget i blikket, ligesom dengang han fik sutteflaske og vi kunne se hinanden i øjnene meget længe. 
På samme måde som jeg kan læse ham, ved jeg han, ligesom alle andre børn, at han også læser mig. Jeg er rolig, og har positive tanker. Mine øjne fortæller alt. De er varme og smilende. Det han i virkeligheden spørger om, er hvad han skal gøre. Han reagerer fordi han er bange for reaktioner. Reaktionen fra mig viser jeg med sindsro. Spørgsmålet om hvad han skal gøre? Jeg viser ham vejen. Altid. Jeg ved præcist hvor langt han er i sit liv. Jo ældre han bliver, jo mindre skridt tager jeg med ham, for at vise vejen. Den måde jeg taler og kommunikerer til dem, bliver langsomt til deres indre stemme. Jeg viser ham selv forståelsen for, hvorfor det netop er den vej. Jeg drysser selvforståelse langsomt over ham så han selv kan lære at tænke over tingene.

Det skal jo gerne ende med at han selv kan finde vej. Mit job er at guide ham. Vide hvor han er. Tålmodighed skal man ikke vise, jeg skal være tålmodig.
Lige i den periode i hans liv begynder hans spiring af kommunikation. Mange koncentrerer sig om at lære børnene om at kommunikere med ord, jeg snakker vist ikke så meget til dem, som mange andre fædre gør. Ikke at der er noget galt i det, Jeg bruger bare mine øjne og mimik ret meget. 
  
Jeg bliver vist ret sjældent sure på dem. Jeg er bevist om at tale om følelser overfor dem når jeg skal vise dem vejen. Jeg bliver ked af at høre dig sige det... Kan du se hvor ondt det gør, at kalde ham det... Sådan talte min mor altid til mig. Sådan kommunikerede vi.  

Tilbage til den ældste søn og kærligheden... Vi snakkede om at kærlighed er mange ting. Kærlighed er noget man giver, ikke noget man tager. Kærlighed forpligtiger, både overfor mig, og hans tegnefilm... kærlighed er noget man mærker inde i sin krop, ligesom man mærker andre menneskers følelser og behov inde i sin krop...
Jeg betragtede ham sluge alle tanker, han tænkte længe over det....

Gør du det samme med dine børn?

Om at iagttage...

Observatøren.... Min kære hsp ven og følgesvend her i livet. 
Hver dag, hvert minut er han på arbejde... Nyder det. Nogle ting er bedre at observere en andre ting. 
Nogen ting fascinerer mig temmelig meget.
Ting som måske lyder dumt i andres ører, men i mine ører, gør det livet værd at leve. 

”Mennesker er smukkest når de taler om noget de virkelig elsker, med passion i deres øjne”
Sådanne blikke...glemmer jeg aldrig nogensinde. Hvor er mennesker dog smukke, når det stråler ud af dem. Det kan være helt små ting man taler om. Bare passionen er der. Sådanne situationer husker jeg for altid. Mimik. Ansigtstræk. Kropsholdning. 
En veninde fortalte mig om hendes hobby... Jeg kunne mærke ægtheden. Se den. Føle den. Jeg kan se det for mig stadig, billed for billed. Jeg spoler tilbage og ser situationen meget langsomt. Langsomt kan jeg se farverne i hendes øjne,  i holdningen, tænderne der bider i læberne imellem sætningerne. Og blikket.... det brænder sig langsomt ind i min nethinde...

Jeg stopper op i storcenteret hvor der er sat store spejle op. Jeg ser mig selv... Kan se på mit eget spejlbillede at vi ikke genkender hinanden. Sådan er det altid. Vildt underligt, men har læst at andre hsp'ere også har det på samme måde. Jeg kan studere mig selv...men ikke genkende mig selv...

Længere inde i spejlbilledet iagttager jeg en mobiltelefon sælger. Selvom han er smart klædt på, håret sidder perfekt, og han er en flot fyr, mangler der ligesom et eller andet.
Hvad er forskellen på min veninde der fortalte om sin hobby, og denne fyr som sælger telefoner? 
Gejsten er der, argumenterne er sikkert i orden, men passionen er ikke med. Det skinner ligesom igennem ret tydelig. Jeg føler mig ret utryg. Får den samme følelse som når jeg træder ind i et lokale med mennesker... Og én enkelt person fylder rummet mentalt op... Ligesom et duftlys i et meget lille rum. Jeg får hurtig hovedpine og den der, for meget følelse, generer mig meget.

Jeg vil hellere blive i fascinationens magt. Det giver mig energi og liv. Den lyser mit univers op. Jeg vil være med trygge mennesker, mennesker der er ægte og mennesker som giver energi. 

Kan du selv relatere til min dag i indkøbscentret?      

Om det intense møde...

Jeg fanger mig selv i det hver dag. Som fotograf møder jeg rigtig mange mennesker. Nogen stråler mere en andre. Nogen drager mig, helt uden jeg kan gøre noget imod. Det er sådan at dem jeg møder, vil jeg gerne lære alt om. Hvide alt om. Ikke af personlig interesse, snarere af nysgerrighed.

Køen nede hos købmanden, i toget, på arbejde.

Et eller andet fanger min interesse, jeg er ikke klar hvad der er.

”Jeg er nede i vaskeriet en søndag aften. Mark Knopfler spiller sine keynotes i mine ører. Ud af øjenkrogen står en ung pige og ligger tøj sammen. Længere væk en ældre sød dame.

Min tommelfingre danser hen over de fire andre fingerspidser. Hvem, hvad, hvor og hvorfor. Her er der noget jeg ikke selv kan ligge sammen. Noget jeg ikke forstår. Her er til forandring ikke noget negativt. Den ældre dame har en stor karisma, som jeg er nød til at spørge ind til. Hvad gør man? Jeg gør som jeg har gjort i tyve år, når jeg skal undersøge. Jeg spørger pænt om hvor længe hun giver sit tøj i tørretumbleren...Hendes accent... jeg stopper op, spørger hende pænt hvor hun er fra med det accent. Tjekkoslovakisk. Hvem, hvad, hvor, hvorfor.... Vores øjne fanges i et kort blik. Jeg mærker en hel verden. Et langt liv.

Mimik, ansigtstræk, øjne...og hende...den rare dame...

Jeg spørger om hun flygtede i 1968 efter Russernes invasion. Hende og mange andre. På flugt fra døden. Fra kommunismen. Til Danmark... Hendes flittige hænder var pæne, en pæn gammel giftering på fingeren. Pæne negle. Hun passede godt på sig selv.

To fremmed på vaskeriet. Ret hurtigt var samtalen i gang, og jeg fik en lang og god historie om hendes tidligere liv, hendes liv de sidste mange år”

Nogengange har jeg det sådan at jeg bliver pisse rørt. Rørt over hvordan man kan have sådan et godt liv, selvom alle odds var imod en. Derfra kommer hendes karisma. Jeg mærker den. Jeg bliver så rørt at jeg dårligt kan trække vejret. Jeg bider mig i læben. Alt hendes positive livserfaring bliver til ren energi for mig. Energi jeg ikke rigtigt kan omsætte endnu. Energi jeg ved er livets kraft.

Faktisk giver hun mig et kys på kinden, og siger tak for snakken.

Efter hun er gået finder jeg mig selv siddende på det bord man ligger tøjer sammen på. Vi snakkede måske to, tre minutter. Jeg fik hele hendes liv ind i mig. Verbalt og non verbalt. Alle mine sanser var på hyperload overarbejde. Alt blev gemt i simulatoren.

Den simulator jeg bruger inde i mit hoved så jeg selv kan forsætte hvor hun slap.

Jeg ved ikke hvordan jeg så ud, siddende på det der vaskebord, fjern i øjnene måske.

Jeg var lykkelig indeni. Glad for at få en energi bombe i hele min sjæl og univers søndag aften.

Den unge pige der også var på vaskeriet ser mig i øjnene på vej ud, med et temmelig stort smil. Smilte hun af mig eller situationen?

Aner det ikke, men den unge pige skal jeg nok få en snak med en anden gang...

endnu endag. Endnu en sjæl jeg har fået levendegjort indeni mig selv.

Jeg har gjort det tusind gange før. Dette møde var top fem...

Har du selv prøvet dette? Søger du ligesom mig også andre mennesker af ren nysgerrighed?

Om at have et omsorgsgen...

Der så meget jeg skal nå, alt for mange folk jeg skal stole på, ting at tænke på. Og du er i mit tankerum, jeg var alt for dum...

Nogen ting i denne verden er jeg, som hsp, bange for. Rigtigt bange, jeg kan bedst beskrive det som et lille barn der slet ikke forstår noget. Bange for gyserfilm. Bange for pludselige høje lyde, bange når ting ikke går som forudset.

Bange for mennesker der spinder mig ind i deres univers uden jeg opdager det, før det er alt for sent. Jeg er en hat til at opdage det, før det er alt for sent...

”Jeg ser farerne, og faresignalerne. Jeg kan fornemme dem på lang afstand. Jeg kan lugte dem. Og alligevel bliver jeg draget af det. 

Et stort hul i min vej, dybt og sort. Jeg kan ikke lade være at gå hen og se ned i det. Dybet, mørket. Det er fascinerende fordi her kan jeg gøre noget. Her kan mit omsorgsgen fylde ud. Det her er jeg skabt til. At fylde ud. Pludselig er hullet der ikke mere. Tryllet væk, ligeså hurtigt som det kom. Min vej er pludselig blomstrende og varm. Jeg skal bare give lidt, så kommer der mere. Bare lidt mere. Tiden går. Min omsorgsrolle er perfekt. Jeg giver lidt mere igen, men opdager ikke jeg får mindre. Men hvad gør det, jeg kan se guleroden, og snapper efter den. Jeg tilpasser mig da bare fordi min glæde er at give, og ikke at tage.

Men bare en lille bid mere af guleroden...Guleroden bliver omdrejningspunktet, og genet midlet.”

Tiden er gået hen over mit hoved. Mange år er gået. Følelsen er som en lædersnor om halsen. Langsomt bliver den strammere og strammere. En dag... En dag fik jeg nok og klippede min snor over. Jeg fik luft til hovedet. Luft til at tænke. Grebet blev løsnet så meget så jeg kunne græde uden det gjorde ondt.

I can see clearly now the rain has gone...

Først her. Lige her og nu opdagede jeg, hvilke situation jeg var i. Her fandt jeg ud af hvilke faresignaler jeg skal se efter. Føle efter. Jeg vidste det jo udmærket godt i forvejen. Men bliver draget voldsomt af det. Ligesom Adam der bed i æblet, man kan ikke lade være.

Jeg skal lære at tøjle mit omsorgsgen. Eller rettere lære at projektere det mod det nødvendige. Jeg skal ikke pludselig gå ind i en labyrint og ikke finde ud igen. Gode venner har lært mig hvordan jeg styrer det. Ikke at blive draget af det spændende og farlige uden at have et kort med.

De store krøller kigger på mig med blide øjne. Hun tager mig i nakken, med hånden og hvisker…. Tak.... Det er nok for mig. Et enkelt ord, og jeg ved alt det jeg har gjort er godt nok...

Der skal så lidt til at glæde et omsorgsgen. Der skal ingenting til at glæde mig. Du skal ikke engang sige noget. Jeg kan se det på dig og det er alt for mig...

Her skal ingen gulerod være, fordi i min verden er glæden stadig at give, uden at tage....

Har du selv prøvet denne situation?....

Om at have fællestræk...

Jeg har hele mit liv båret på min egen viden uden at dele den med nogen som helst. I starten måske af frygt, senere som et es i ærmet, og de sidste par år som en byrde. Jeg bemærkede langsomt at jeg ikke var den eneste i hele verden, men kunne slet ikke forlig mig med den tanke. Jeg kender mig selv ind og ud, og ved også hvilke menneske jeg er. Efter jeg har åbnet mig op har jeg bemærket flere træk som mange deler.

Observatøren i mig. Min følgesvend. Altid har jeg stået ved siden af og observeret. Prøvet at forstå hvilken verden vi lever i. Forstå og tyde hvad mimik, ansigtstræk, krops holdning og ord uden tale betyder. Sjovt nok har jeg altid haft svært ved at genkende mit eget spejlbillede. Jeg studerer altid en ekstra gang når jeg ser i spejlet. Hvorfor skal det føles ukendt hver gang? 
Navne Af årsager jeg ikke kender til har jeg et mildest talt stort problem med navne... Navne jeg burde kende, kan jeg ikke huske. Det er ligesom om at navne ikke kan hænge fast i min hukommelse. Alt andet kan jeg meget detaljeret huske, selv hos fremmede jeg mødte mange år tilbage...  
At lytte til en anden person, at være oprigtigt interesseret – det er af største betydning for mig. Jeg hader småsnak, jeg hader bagtalelse, jeg hader intolerance og racisme. Fang mig omkring det rigtige emne, og jeg kan snakke i timevis... jeg har en veludviklet intuition og stor indre viden. Jeg vil aldrig bruge den for at såre dig. Aldrig. Den er bare i mig, og hvis jeg kunne skære den væk med en kniv havde jeg gjort det for længst.
Jeg har en stor vennekreds, men kun ganske få mennesker er helt inde i min inderkreds. Jeg er god til at signalere at alt går godt. Jeg ville ønske at de ikke troede på det. 
Jeg er altid ensom. Savner intimitet, ikke at forveksle med sex. Savner at blive holdt om. Helt ind. Lade min alenefølelse forsvinde for en stund. Savner forståelse. Savner nogen kan eller bare prøver at rumme mig. 
Indeni mit hoved er jeg altid alene. I virkeligheden har jeg det godt i mit eget selskab. Nogen gange mere en andre gange. Hvis jeg er ude i større forsamlinger skal jeg tit lige have et break. Jeg kan nok findes på toilettet, hvor jeg bare sidder. Mit hoved følger med i alle stemninger i lokalet, og det er pisse hårdt. Specialt hvis der er mange mennesker der tænker egoistisk, eller der er mange negative emotioner.
Min intuition analyserer og fortæller mig temmelig hurtigt stemninger i et lokale, selv med mange mennesker. Den fortæller mig hurtigt når jeg snakker med andre mennesker hvor vi er non verbalt, i tanker og emotioner. Du kan godt lyve, jeg ved sikkert godt også hvorfor... Alle disse intuitioner kommer fra mit indre univers. Mit indre univers er levende, og i mange farver.
Jeg plejer det hver dag. Her kan jeg være i fred, gemme, analysere og tænke. Det er her i mit univers jeg kan gennemtænke alt hvad jeg siger, som regel tænker jeg mig om, inden jeg siger noget. Jeg tænker før jeg taler...Der er noget med øjne... i hvert fald for mit ved komne. Jeg kan skrive om det igen, og igen. Sjælens spejl til andres indre univers af emotioner og farver. Her i det øjeblik hvor magien fanges i en infinitiv følelse af tid og sted... Her kan jeg være for evigt. Her føler jeg mig hjemme.
Desværre har jeg den negative ting at jeg opfanger andre mennesker emotioner ret hurtigt. Og typisk negative emotioner. Mit åndssvage omsorgsgen gør at jeg ikke kan lade være at reagere på det. Jeg har altid haft meget svært ved at sige nej, både overfor mig selv, men også overfor andre mennesker. Årh jeg ville så gerne hjælpe hele verden på en gang, eller hjælpe en fremmed på gaden. Måske herfra min hensynsfulde natur kommer frem. Jeg rejser mig altid i bussen for en ældre dame, eller holder døren for en fremmed. Jeg siger altid god arbejdslyst til kassedamen. Jeg får det dårligt hvis jeg glemmer det.
Jeg ved ikke helt hvorfor men jeg har altid haft god kontakt til dyr. Levende sjæle der ikke bruger menneskernes ord. For mig er de væsner der har taget en anden evolution af årsager jeg tænker meget over. Jeg bliver virkelig ked af at se dyr i bur, eller dyr der lider.
Naturen har altid haft en kæmpe betydning for mig. At sidde i en skov og sanse alle dufte, lyde og farver. Mærke nuets kraft, jordens energier og dens levende fornemmelse om sig selv, her er jeg hjemme.
Derimod er jeg stærkt generet af høje pludselige lyde. Stærkt pludseligt lys og kraftige dufte. Specielt blå lys generer mig. Blåt efterårslys på himlen, eller den blå farve fra computer skærmen.

Jeg er oprigtigt bange for gyserfilm. Virkelig meget. Bange for knald fyrværkeri. Bange for mennesker der dræner min energi. Altså ikke kun bange, men bange som et lille barn der ikke forstår situationen. Jeg kan være bange, og forskrækket, mange måneder efter.
På samme måde som jeg kan blive ked af det, og virkelig meget slået ud af den, i meget lang tid, hvis jeg bliver afvist, nedgjort eller skubbet ud af andres liv. Mit lille hoved forstår bare ikke hvorfor... hvad har jeg gjort. Når jeg tænker mig om er det jo alles ret at bestemme hvem de vil se og ikke se, 

At være sensitiv har intet med at være følsom at gøre. Og alligevel er jeg en pisse følsom sjæl. Let til indvendige tårer. Bange for at vise dem til omverdenen. Bider mig tit i læben for at holde facade.

Musik.. årh en skøn verden. Elsker simpelthen musik. Musik der passer til situationen. Musik der understøttet mine følelsesmæssige tankegange. Forstærker mine tanker. Gør mig ked af det. Gør mig glad. Selvom jeg lytter til alle detaljer, kan jeg høre det samme igen og igen. Med musik i ørerne kan jeg også være lidt i fred, og musik holde andre sanser og emotioner på afstand. 
At føle sig udenfor. Ikke være med. at føle sig ved siden af. Altid har det været med i min bagage, og lige meget hvor meget du siger kan jeg ikke komme væk med den følelse. Selv i forsamlinger hvor jeg burde have det godt. Selv i godt selskab. Måske fordi jeg er observatør jeg ikke hører til...

Om at dekode...

Jeg har som stærk sensitiv person, den, for mig, negative egenskab at jeg kan mærke andre menneskers emotioner meget hurtigt. Mange års hårdt arbejde har gjort at jeg ser, føler og sanser stemninger temmelig hurtigt. Nogen mennesker hurtigere en andre. Folk der lever i symbiose med sig selv, eller folk der hviler i sig selv har jeg svært ved at dekode.

Det er åbenbart ikke kun det visuelle, altså øjne, mimik og kropsholdning der fortæller mig noget. Det visuelle er nemt at læse for mig, og mange andre mennesker.

Jeg bruger ordet emotionel nu, i mangel af bedre. Jeg sanser også andre menneskers emotionelle tilstand. Typisk deres downside. Jeg vil lige straks skrive at der ikke er noget spirituelt, eller noget andet over mig. Jeg kan ikke sætte ord på dem, men kun føle og se dem, til at begynde med.

Som HSP har jeg et stort indre levende univers, og det bliver ret hurtigt farvet af emotioner. Jeg har siden jeg var dreng altid visualiseret andre mennesker som … træstubbe eller træer. For åbenbart at gøre det nemmere for mig selv. Det kan være meget svært at forklare for mig, men synet af det træ, farverne på stubben, huller i træet, og hvilke vej det krænger bliver for mig omsat til smerter, følelser og positivitet.

For at jeg selv skal sætte ord på det visuelle træ skal det dekodes til ord og tanker. Måske derfor jeg nogen gange er lidt lang tid om at svare, eller det til tider kan, for andre, føles som om jeg er lidt væk, det er jeg ikke helt klar over. Jeg mener, selv, at jeg er blevet temmelig dygtig til at dekode med tiden. Af årsager jeg ikke kan huske, troede jeg da jeg var lille dreng at enten kunne alle det, eller også var jeg den eneste. Den hemmelighed har jeg båret frem til i år....

”Jeg studerer de lange slanke fingre, der er velplejet. Håndens holdning, fingernes form. Tommelfingeren sætter sig langsomt på hagen, imens pegefingeren kører op af kinden. Mine øjne følger langsomt bevægelserne, tiden står næsten stille. Den flotte velplejede fingerspids peger mod hendes øjne, som fanger min sjæl i en lang stilhed. Kontakten er dyb og langsom.

De milde øjenbryn, de blå øjne og det lyse hår, her er en person med en indre fred som jeg misunder den dag i dag...”

Men jeg har altid brugt rigtig meget energi på at være tilstede, og være med i en samtale, her og nu. Jeg elsker lange samtaler, og kan spørge meget dybt ind til hvor og hvordan, oprigtigt fordi jeg gerne vil lære dig at kende. Lære om dig.
Jeg ved at det kan blive misforstået, at jeg måske er ude på noget. Sådan har det aldrig været. Indeni mig selv er jeg ensom, bange for at blive peget af, altid med den følelse som makker, at jeg er udenfor.

I virkeligheden er jeg en person der bare prøvet at finde ud hvem jeg selv er i denne verden...

Om at leve mindfuldt...

Jeg vidste ikke rigtigt der fandtes sådan et ord. 

Jeg har læst det mange gange, men interessen har aldrig rigtigt været der, for at finde ud af hvad der gemte sig bag det...

Tit, men ikke ofte, får jeg en følelse i kroppen jeg skal tage stilling til. Som regel en smerte eller en negativ følelse. Den kan komme før, nu eller efter.
Den kommer oftest ved møde, med en anden person.

Allerede før jeg ser personen rigtig, ser jeg træet meget tydeligt. Mit eget hjemmelavet træ.

Personen jeg møder har negative emotioner eller en smerte; noget er galt med træet. Enten krænger det til den ene side, eller også er der mange huller i. Farven har også indflydelse.
Jeg vil helst fornemme det negative visuelt, det gør ikke ondt. Billedet kan jeg gemme, eller analysere senere. Smerten ved jeg ikke med det samme, hvordan den skal tolkes.

Hvor er det frygteligt at jeg skal have en smerte jeg ikke har bedt om.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Ligeså snart jeg har fundet kilden til den smerte kan jeg gemme den væk, og det gør ikke ondt mere.

Nu er den i en kasse med låg på. I den kasse er der mimik, øjne, bevægelser, emotioner, billeder, tolkninger og dufte. Langsomt har jeg med mit liv lært at ikke lade smerter gå på mig, alt for meget.

Efter jeg er begyndt at skrive om det at leve med sanser, er det blevet lettere og lettere for hver dag, at sætte ord på noget som altid har været der. Mit liv er blevet lidt lettere.

Jeg ligger i min sofa og nyder den lille udsigt jeg har. Regnen drypper. Bilerne kører. Hundene leger sammen i græsset, imens fuglene bider i efterårs æblerne. Can i escape this irresistible grass? Tankerne nyder de ting jeg har set i dag. Roen har for lang tid siden dæmpet sig over mit hoved.

Jeg har et indre vaterpas i hovedet, og når den røde streg bliver grøn, er det ligesom når min mobil er fyldt helt op. Der er ro i hovedet. Vejrtrækningen er dyb, og langsom. Ingen tinnitus.
Jeg kan mærke mit blod strømme i min krop. Mærke pulsen. Mærke hele min krop. Alle sanserne. Jeg har gjort mange ting i dag, som gør at jeg kan have det sådan lige nu.

Mit indre univers lyser med lyse farver. Er der noget der truer min tilstand har jeg lært hurtigt at reagere. For andres, og for min egen skyld.

Men det slår mig når jeg tænker...

Sådan har jeg gjort i mange år. Jeg er næsten bange for at det er egoistisk, fordi jeg bringer mig selv i vatter hver dag. Fordi jeg bruger tid på mig selv. For mig er mindfuldt når der er ligevægt indeni mig. I hele kroppen.

Jeg kæmper stadig med den ting i mig, der signalerer til andre mennesker at alt er ok. Hvis du bare vidste at selvom jeg lever mindfuldt så er alt ikke ok. Slet ikke. Jeg har virkelig brug for et kram, en hånd der beroliger min nakke, og en stemme der fortæller mig at jeg ikke er alene.

Og vigtigst for mig.... Øjne der ser mig, og fortæller oprigtigt, at jeg ikke er alene.

Det sker alt for sjældent. Lige der mangler der noget i mit liv...

Jeg er alene, og byder min egen verden.

Jeg har to små drenge jeg skal sørge for vokser op, og blive til to selv tænkende gentlemen. Jeg har min lille vennekreds, jeg ser alt for lidt til. Jeg har mig selv, som jeg plejer.

Jeg har mine billeder jeg skal tage. Mine øjendråber jeg skal tage.

Jeg har ansigter og øjne i tankerne, jeg er forelsket i. Forelsket livet, naturen og alle de sjæle der er omkring mig. Jeg lever, sanser, nyder og lærer....     

Om at åbne sig op....

for et år siden var jeg bare Henrik. Det er jeg vel nok stadig, men forskellen ligger i at den gamle Henrik holdte alt hemmeligt, kortene helt ind til kroppen. Jeg sanser og observerer lige så meget som dengang jeg var dreng. Hvorfor så begynde at fortælle omverden nu at jeg er som jeg er?

Jeg ved det egentlig ikke.... Jeg har jo egentlig lært at leve med det. Brugt det til min fordel. Hjulpet andre. Gemt alt hvad jeg har set og hørt, gemt det i kasser. Alt i alt er det jo en kæmpe gave og temmelig positivt.

”Jeg ser kun hendes hår og ryg til at starte med. Karismaen er stor. Jeg stirrer. Hun vender sig om. Håret er næsten ned til lænden...jeg stanser tiden. Ser hendes små fine folder i kinderne... Jeg kan mærke med det samme hun er ren. Uskyldig. Kan stå inde for egne værdier resten af livet. har prøvet meget. Så fanger vores øjne hinanden. En sjæl og hjerte så smuk. Rendyrket. Af sig selv. Hendes frækk.... min søn kaster sig armene på mig, og skal have en trøster. Jeg gemmer hendes blik og mimik. En anden gang. Fremtiden er infinitiv...”

Hvis jeg ikke havde sagt noget til nogen, ville der sikkert ikke være nogen der opdagede det. Men flere af mine tætte venner har sagt at det giver da god mening, hvorfor jeg har reageret og gjort som jeg nu engang har gjort igennem tiden. De få jeg har løftet slører lidt om hvem jeg også er.

Hvad er det egentlig jeg har holdt hemmeligt, og gjort skamfuld overfor mig selv?

At jeg kan tydeligt mærke stemninger, selv i store lokaler og mange mennesker. At jeg kan mærke andre mennesker emotioner ret hurtigt. Ser sjæle i stedet for mennesker. Ved ret hurtigt hvor andres tanker er henne. Har lært igennem mange år at læse kropssprog og mimik. Lyve kan du godt gøre, jeg ved det godt, og jeg ved sikkert også hvorfor du gøre det. Jeg har et temmelig stort levende og lysende univers oppe i hovedet, som desværre hurtigt bliver farvet af andres emotioner. Elsker naturen og alt den kalden. Kan studere selv de mindste ting i naturen og blive rørt om hjertet hver eneste gang. Jeg har en levende positiv og lys fantasi som altid arbejder i baggrunden. Og musik... elsker musik, kører hele tiden. Det er nu rart med en indbygget Ipod i hovedet, jeg kan altid sætte musik på. Tit tænder hjernen selv for musikken så den passer til situationen. Jeg tænker mig altid om inden jeg siger noget. Bliver jeg utryg eller skal jeg skærpe mine sanser spreder jeg mine fingre ud som en vifte. Jeg stopper tiden for at analysere. Hader småsnak, og elsker lange dybe samtaler hvor jeg kan fordybe mig i andre mennesker. Få alt at vide om dem. Levendegøre dem i mit hoved. Starte en simulator, med så mange informationer som muligt, så kan jeg forudsige ord, tanker og træk... eller i hvert fald hvis man har øvet sig i mange år, så tror jeg, at jeg kan.

Jeg er hverken et overmenneske eller noget andet, og kunne aldrig drømme om at gøre mig selv til det. Jeg ved jeg er blevet foræret den genetiske ændring der gør mig til den jeg er. Til gengæld har jeg altid, altid haft den åndssvage følelse af at være udenfor, misforstået eller set ned på. Jeg tror alle sensitive har det sådan. Det kan ingen ændre på, lige meget hvor mange ord der kommer på bordet. Jeg bliver, som altid, tiltrukket af det som er ægte, eller føles som ægte. Tanker og ting. Mennesker og natur. Jeg bliver let forskrækket og hader gyserfilm. Jeg bliver oprigtig bange meget længe efter.

Gør det så ondt at fortælle omverden at jeg er Sådan.... Ja... meget... bange for at blive dømt, bange for at blive set ned på. Set skævt til. Og med den bange følelse har jeg lært altid at være på forkant. Forkant med alting. Tanker. Hændelser. Ting. Og sker det ikke som jeg har gennemtænkt kan jeg blive voldsomt forskrækket. I mange måneder efter. Jeg ser ikke mennesker, jeg ser sjæle, i form og symbiose som træer. Alt efter deres styrker og svagheder ændrer træet sig. En nem måde at anskue andre på, så kan jeg hurtigt se på træet, der hvor jeg slap.

Tilbage til pigen med øjnene... fremtiden er infinitiv, og det jeg nyder allermest er den uforudsigelighed som den kan give. Her er der stadig plads til mig...

I fremtiden tør jeg fortælle om mig selv. Er stadig bange for at blive misforstået. Men der er mere positivt, en negativt ved at åbne sig op... Tak til dig der fik mine øjne op.

Om forståelser....

Engang, da jeg var en lille dreng havde jeg feber. Mine hænder føltes som to balloner.

Nu har jeg den samme følelse igen, jeg kan ikke forklare, du forstår ikke. Det er ikke sådan jeg er...

Mit liv ændrede sig efter dengang...

Jeg føler jeg kører på motorvejen, i midterbanen. Sætter farten ned. Jeg bliver overhalet på begge sider. Sådan er mit liv, som altid. Det sker udenfor ruderne. Begge mine fødder er på jorden, alting omkring mig kører fremad. Til siden. Baglæns. Jeg er observatør, ser, gemmer, men forstår ikke. Jeg må være dum, der er nogen ting i denne verden jeg simpelthen bare ikke forstår...

Jeg kigger på mine hænder og prøver at forstå. Jeg har en million spørgsmål, men ingen at rette dem til. Jeg ser på og prøver. Jeg forstår godt når nogen antyder at træde indenfor i min verden, hos mig.

Her er der bare et eller andet der altid brister, nøjagtigt som Kierkegaard forklarede om mosaik gulvet.

Måske er jeg bange for at min egen virkelighed ikke er rigtig, eller at min virkeligheds opfattelse er så meget anderledes en andre menneskers. Måske jeg ser mere en jeg tør sige, eller skrive.
Jeg ser og fornemmer mange ting jeg holder for mig selv. Det har jeg altid gjort. Mit liv og mine tanker. Min verden. Er min verden for meget, eller uforståelig? Jeg ved bare jeg er alene.
Jeg bliver sanseløs. Kulden og mørket tager fat. Her er mit liv nu alligevel hjemme.
Det er jo nok bedst jeg lever i vores verden. Her møder jeg mennesker, mennesker der holder af mig, det ved jeg godt. Jeg ville bare ønske de kunne se mig, og se hvor meget jeg holder af dem. Mit omsorgsgen gør jo at at jeg passer godt på alle dem, som jeg møder på min vej. Hvorfor er der ingen der har et omsorgsgen der passer rigtigt godt på mig?

Ud af tågen dukker en skikkelsen op. Jeg kan betragte, uden at blive set. Jeg ved hvordan ansigtsudtrykket er. Læberne smiler og jeg ser små fine smilehuller på kinderne.

Milde øjne, og smukke øjenbryn. Mimikken smiler. Kroppen er i gråt skær. Jeg spreder mine fingre ud, og mærker fugten i luften, lyset der reflekterer det våde græs. Jorden dufter, og naturen summer. Her er jeg hjemme, i Malene Dietrichs verden, hvor alting er meget anderledes. Cottoncoats, hatte og med livet som balancepunkt. Et blik. Et énkelt blik. Her tør jeg blive. Være. Dele. Her bliver fremtiden god. Resten af livet. Denne verden er sort og hvid, århh, det gør alting meget lettere.

Jeg bakker bagud. Ind i tågen.

Samme fornemmelse som dengang jeg havde feber som barn.

Men med fra tågen har jeg taget alt det gode.

En ting jeg aldrig har forstået mig på. Jeg kender godt opskriften. Jeg har brugt den mange gange. Jeg forstår den bare ikke rigtig. Mine hænder dirrer. Groundet, og slået væk på en gang. Spillereglerne. Forklar mig dem igen... Der er mange ting i denne verden jeg ikke forstår mig på.

Jeg ved at frygten er min kompas for, hvor jeg skal gøre mig stærkere. Men kan ikke gøre det alene.

Man siger jo at det der sker altid er godt for noget, og troen har vi fået for at bruge den.

Men man siger så meget, og ved så lidt, når angsten den har fat, og sjælen mærker illusionen briste.

Kan du selv relatere til den fornemmelse af, at verden og alting buldrer frem omkring dig?

Hvad gør du for at leve med? Er jeg den eneste der har det sådan?

Om karisma og energier...

I morges før solen stod op, var jeg allerede på vej til arbejde. Jeg er fotograf. Jeg er observatør af personlighed, og den kombination er fantastisk for mig. Jeg kan gemme mig. Observere i fred. Observere, sanse og fornemme.

I bilen ser jeg hvordan de første solstråler rammer markerne som er høstet. Jeg stopper bilen, stiger ud. Mærker den varme luft som erstatter natte kulden...fuglene synger... Mygene summer. Duften er fantastisk. Solen rammer bakketoppene, og jager nattens trolde væk. Alting går pludselig langsommere, så kan jeg kan få alle informationer med. Jeg fanger mig selv i at sprede alle fingre ud, Her kan jeg mærke luft, temperatur og tryk. Jeg lukker øjnene og har en fantastisk fornemmelse over at sanse alting. Jeg hører alt.
Jeg ved ikke hvor lang tid jeg står sådan, men jeg er fuldstændig opladet med positiv energi. Jeg skal i dag fotografere nogle special klasser, altså unge med mental handicap, og det er altid en opgave som jeg nyder. At få dem til at smile og være glade på billeder. I et øjeblik får jeg lov at fornemme og være en del af deres univers. Nogle gange en temmelig stor udfordring Men jeg nyder hvert et sekund.
En pige på ni, måske ti år kommer frem. Jeg ser hende ikke før hun står i studiet, men en kæmpe aura spreder sig omkring hende hurtigt. Hendes karisma farver på et splitsekund hele mit univers. Jeg ser hende i øjnene, og et eller andet sagde mig at hun får en fantastisk fremtid. For mig er det som regel kun mennesker over 30 år jeg fornemmer. Men denne unge pige satte dybe spor i sjælen på mig. Jeg måtte sige til pædagogerne og lærerne bagefter at hun var godt nok en special dejlig pige, og de kunne kun give mig ret. Hun satte et kæmpe stort positivt spor i mit univers, ikke fordi jeg er forelsket eller betaget eller noget, men rent karismatisk.
Da jeg var færdig med dagens arbejde tænke jeg meget over hvilke lidelser hun havde været igennem i hendes korte liv. Og alligevel kan lyse så meget op. Jeg er overvældet. Den energi jeg fik da jeg stod ud af bilen i morges blev pludselig ganget med ti. Den positive energi er så overvældende at jeg næsten får vand i øjnene.
Fortidens og nutidens smerter gør intet ved karisma lærte jeg.
Den kommer ikke fordi man vil have den skal komme.
Karisma kommer helt sikkert indefra. Hvordan ved jeg ikke.
Men en lille bid af hende lever i mig nu.
Jeg vil lære at selvom der både er modgang og medgang, Så skal min sjæl lyse stærk. Den vil hjælpe med at holde mig i lige, i vater. Fødderne på jorden som er så vigtigt.
Måske den også giver energi til den næste jeg møder....

Livet er fantastisk lige meget hvor, og hvad man er. Jeg elsker at sanse. Fornemme. I dag er jeg blevet lidt anderledes igen – Jeg har med tiden taget små bider af mange jeg har mødt. Som regel det bedste fra dem og gjort mig til den jeg er i dag...

Om at elske...

Jeg elsker at elske.
Elske livet. Naturen. Mennesker. Glade børn der leger.
Dufte, smag, lyde.... jeg sanser...

 Ligger ned i min sofa og betragter regnen der drypper ned fra træerne. Solstråler der titter igennem...Kattekillinger der leger i græsset....Tænker på alle de ansigter og emotioner jeg har mødt i dag. Livet kører lidt ligesom en film foran mig, som livet altid har gjort. Jeg står stille og resten bevæger sig...Vil gerne række ud i bevægelsen og tage en ind i mit univers. Fordi herinde er der altid ensomt. Jeg er altid ved siden af. Føler mig heller ikke med i filmen som hedder livet. Jeg ser den og lever med den, men jeg har ikke samme fart som den. Jeg har lært at leve med det. Nogen gange er det fint, de fleste gange ensomt. Jeg kan bevæge mig i samme retning som livet, og i stunder får jeg øjenkontakt. Jeg kan også løbe med i en tid, samme hastighed. Men ikke altid. Jeg stopper op og bliver filosofisk. Tænker temmelig meget på det hele. Der findes så mange smukke sjæle jeg ville bruge et helt liv på at undersøge. Men det bliver som regel kun på afstand.


Har altid prøvet på at være et sekund eller to foran alting, der er helst ikke noget der skal komme bag på mig. Jeg bruger faktisk rigtig mange resurser på at være foran, for min egen skyld. Måske derfor jeg bliver så utrolig meget forskrækket, når noget uventet sker. Min reminder om at jeg er anderledes.

Men i min egen verden, i mit univers eller hjemme hos mig privat er der ingen film der kører, ingen reminders om at jeg ikke er som alle andre. Til gengæld er jeg meget ensom. Til tider rigtig meget ensom. Det er vigtigt at kunne rumme sin egen ensomhed hørte jeg en blid stemme sige...helt rigtig. Det er nemmere at være ensom alene, en at være ensom med nogen, og føle sig ensom sagde øjnene som jeg holder af. Men jeg vil nogen. Jeg vil ikke være ensom i andres selskab. Jeg vil nogen skal se mig, men ha svært ved at åbne mit univers op for andre. 
Inderst inde er jeg grædefærdig bange for at verden skal se mig. Mig som har prøvet at være en del af filmen. Bange for at blive mistolket.
Tilbage til udsigten, fra sofaen hører jeg alle dryp fra regnen forsigtig falde på græsset. Jeg går ud på græsset til killingerne, fordi herude kan ingen se mig græde. Mine mange tårer bliver blandet med det skønne regnvejr, imens killingerne danser om mine ben. Livet er fantastisk. Farver, lys og dufte. Jeg sanser alt om mig og nyder det hele...

Jeg filosoferer over, om der er andre der står herude i regnen, med samme tanker som mig.....

Om at komme videre...

jeg indgik en pagt med mig selv da jeg var dreng, af årsager jeg ikke husker, om at holde min hemmelighed helt for mig selv. Ingen måtte vide noget. Ingen måtte se mig have det. Ad den vej blev jeg observatør, og det har fulgt mig lige siden. Men følelsen af at være anderledes har altid siddet bag mit øre. Følelsen af ikke at være som alle andre. Følelsen af at stå uden for gruppen. Bange for at en eller anden lige pludselig ser skævt til mig. Opdager mig. Kigger ned på mig. Den forsvinder nok aldrig. Den vil nok altid være min følgesvend. Bange for at nogen skal opdage mit indre univers, mine tanker og min observatør rolle.
Det er mit og det må ikke ødelægges af andre. Mit private univers hvor jeg kan ligge alle mine observationer i kasser og hvor jeg kan være mig selv, og nyde alle de indtryk jeg får hver dag. Mit univers er meget farverigt, jeg har selv malet det i lyse farver. På vej ud af toger går jeg forbi en ung dame, jo tættere vi kommer på hinanden jo langsommere går tiden. Så kan jeg nå at få alt med. Jeg kan mærke hendes smerte selvom den ikke er synlig. Den springer over i mig. Jeg kan se på hendes øjenbryn hun passer godt på sig selv. Hendes øjne siger andre ikke har passer ligeså godt på hende. Mit univers bliver farvet af hendes emotioner. Den gamle Henrik ville måske stoppe op og spørge om vej eller måske spørge om alt er ok. Hendes smerte sætter sig i hele mit univers. Den nye Henrik sætter tiden op igen, bider sig i læben og fortsætter. Alle information kom i en kasse. Jeg kan stadig tage alle informationerne ud af kassen. Også mange år senere....Billeder...emotion....vibrationer...bekymrede øjne....duften.... Hvad i alverden skal jeg gemme på alt det for? Det koster lidt hver gang at gemme en kasse med informationer. Der er stadig lang vej til arbejde. Der er mange ansigter at at tage stilling til.... Tænk hvis nogen skulle se skævt på mig fordi jeg tænker sådan. Tænk hvis nogen skulle grine af mig, eller mit univers som jeg passer så godt på. Den tanke skræmmer mig hver dag. Jeg er træt af at bide mig i læben hver dag. Bider mig i læben for ikke at få vand i øjnene foran andre. Men hov.... Jeg lader op af at være sammen med andre mennesker. Jeg nyder andre mennesker. Livet. Farverne. Lydene. Togturen. Det er altid en nydelse.

 Den nye Henrik må lære at andre sjæle ikke skal spraymale hele hans univers i alle mulige farver. Min indre verden vil jeg stadig passe godt på... Hvorfor skrev jeg denne post? For at lette mit hjerte, fra den skamfulde byrde der hedder at ingen må opdage mig, eller nedgøre mig. Og for at høre om jeg er den eneste der tænker og føler sådan...

Om jeg'et i forklædninger

Hvorfor tænker jeg på mit selvjeg. Måske fordi jeg i et helt liv altid har følt mig uden for selskabet. Følt mig uden for gruppen. Anderledes. Aldrig special. Når man står og føler sig udenfor udvides ens univers. Det tager struktur med alderen, bliver større, og ender med at have sit helt eget liv. Et sted man ikke føler sig udenfor i. Det har ikke noget med skizofreni eller andet at gøre. Imens kan man iagttage. Konkludere. Føle. Sanse. Lytte. Skærpe sine sanser. Den verden og de informationer jeg får ind er jeg nød til at komme i kasser for at nå at får så mange informationer med mig som muligt, så kan jeg senere kigge ned i kassen og tænke igennem når jeg er alene... Det univers kan meget meget hurtigt udvides, det ser visuelt ud som man zoomer hurtigt ud på sit kamera. Sådan en hurtig udvidelse sker ved at jeg lytter til musik eller ser film, eller jeg bliver emotionelt overrasket. Jeg kan bedst forklare det med at der kommer for mange informationer ind for hurtigt, med masser af emotioner blandet i. Her kan mit hoved ikke følge med, og reagerer oftest ved at få tårer i øjnene. Ikke fordi jeg er ked af det. Måske bare fordi at det hele går for hurtigt. Et eller andet overraskede mig, og jeg er ikke god til at blive overrasket eller blive forskrækket. Jeg blev forskrækket, sådan rigtig meget forskrækket forrige måned, hvor en kær ven pludselig stod et sted i stuen jeg ikke regnede med. Min verden eksploderede i atomer, noget skete der ikke var forudset. Jeg græd længe indvendigt. Og græd endnu lægere udvendig. Jeg var chokeret meget længe efter. Jeg plejer at være ret god til at forudse ting. Min verden, mine følelser. Mine tanker. Mit elskede univers. Ingen kender det, eller kender til dem. Det er Henrik. Det er mig, der er så sanselig og skrøbelig. Det er mig der har ekstra skærpet sanser for andres mangler, bekymringer og emotioner. Bange for at blive opdaget. Set ned på. Bange for at blive ked af det. Hvis der var et ikon på min tablet på mig ville det være et farverigt ikon. Henrik den usynlige. Ingen kender mig. Ingen ser mig. Jeg ønsker mest af alt at blive set, omfavnet og elsket for den og det jeg er. Men ingen må se mit univers. Jeg tør ikke lukke nogen ind i det. Ensomhed bland venner er frygteligt. Et forkert blik eller ord kan ødelægge alt indvendigt som er skrøbeligt... Jeg skammer meget over at ikke kunne vise nogen den side af mig selv. Jeg græder fordi jeg er alene....

Modsat mit andet jeg. På mit skjold er der et billede af mit andet jeg. Ham som alle ser. Ham som også er oprigtig og ægte, ham som kan tale stille med en dyb stemme og altid er glad. Ham kender jeg godt, for han er mit spejlbillede som alle ser. Han er normal. Måske lidt kedelig. Lidt for meget skjorte og cowboybukser. Mistænker ham for at have en lille smule hængerøv. Men han er der altid for andre, hvis de beder om det. Jeg tror nogen mennesker finder det lidt grænsebrydende at han altid ser andre dybt i øjnene. Spørger nogen gange om nogle underlige ting. Men han er en fin gut, og helt ok. Han er bare ikke mig. Jeg vil ikke være ham.

Allerhelst ville jeg gerne smelte de to verdner sammen, og tage det bedste fra begge verdener og lave et nyt ikon på min tablet. Henrik V2.0.
Jeg har gjort op med mig selv at sådan vil jeg være. Jeg arbejder på det. Det er hamrende hårdt. Mine fjender er skam, følelsen af at være udenfor, og suge emotioner til mig. Dem skal jeg kæmpe imod. Jeg vil opdateres, ses, ses helt ind i mit inderste.
Vejen frem er skrive om det. Snakke om det. Bide skammen i sig. Tørre øjnene og rejse mig op....

Jeg tror godt jeg kan. Jeg prøver.
Min mor gav mig hendes stærkeste våben, og jeg skulle vide at bruge det godt. Hun gav mig mine vagtsomme øjne. På dem skal jeg kendes igen. Møder jeg en med det samme blik, så ved jeg der er en ven.... Tak for du ville læse med og skriv gerne en kommentar om hvad du føler.

Om at brænde ud...

Efter en lang og god periode oplevede jeg ved feriens ende at mit hoved brændte sammen. I foregår afleverede jeg drengene til moderen før tid. Kom hjem og faldt bare ned på gulvet og græd hele tiden. I tre dage.

Jeg filosofere meget under tiden over hvad der skete jeg kunne ikke forstå mig selv. Jeg vidste det var for mange input. Lyde. Lugte. Mennesker jeg skulle tage stilling til. Havde set alt for mange mennesker i øjnene. 
Ting der skulle i kasser. En depression sagde en ven i tlf.
Det tænkte jeg meget over... En depression er en negativ ting. Det jeg oplevede var underligt nok set tilbage en positiv ting. Jeg savnede jo at komme ud. Se og sanse og opleve. Jeg oplader jo også når jeg er med andre mennesker.
Jeg kunne bare ikke. Det var en anti depression måske. Hedder det det? 
Jeg elsker jo livet og input og alt.... Men skammen hænger dybt i mig som den altid har gjort over den måde jeg nu en gang er og reagerer. Gå hjem og tud dit følsomme patte barn.... Fik jeg i hovedet i dag af en der engang stod mig nær... 
Ja jeg er følsom men det har intet med det at gøre.

Jeg kan mærke jeg vil være alene med mig selv når jeg har det sådan, men samtidig savner jeg en person som kan stå i baggrunden og forstå hvorfor jeg gør som jeg gør. og måske bare ligge skuldre til mig hvis jeg har brug for det. Nu er det hverdag og jeg har tømt bægeret.
Øjnene er tørret og Henrik er igen på arbejde, og alle smiler og er glade....

Om metaforer...

Jeg kan godt lide at se på mine fødder og ben gå. Jeg løfter langsomt hovedet ser vejen komme nærmere imod mig. Jeg har altid musik i hovedet, og elsker når det kører derudad. Forskellig musik til forskellige stemninger. Hvis vejen er grå og kedelig, farver jeg den, lader solen skinne på den. Fjerner ukrudt, og planter flotte træer. Børnene kommer løbene ud og leger. Solen bryder igennem tågen og disen, imens Anne Linnet synger Barndommens gade. I dag har jeg ingen headset på.

Mine to små drenge løber ude på græsplænen med en pose vingummier hver. Jeg sætter mig på en træstub, tænder en smøg, og nyder at høre dem snakke, lege og grine. Den store falder og slår sig. Et varmt kram. Hans hoved mod mit bryst. Varme og tryghed. Nu er det den mindstes tur til at falde. Et rødt knæ og en mistet vingummi....
Slaget og størrelsen gør ingen forskel. Tårerne triller, smerten kan være lige så stor som hvis faderen ødelægger sin telefon, eller brækker benet. Selvom det er et ømfindtlig tidspunkt er der stadig et lille smil bag den mimik jeg sender lillebror, imens jeg trøster ham. Helt ned i hans øjenhøjde er jeg. Jeg løfter jeg forsigtigt hans hage, og tørrer hans øjne. Jeg siger ikke noget med ord, men smiler på min egen måde imens jeg ser ham i øjnene. Tiden står stille imens jeg ser helt ind i hans lille univers og mærker hans smerte og tab farver mit univers. Nogen farver er gode, nogle er dårlige. Hans farver er positive. Jeg ser ham i øjnene til hans farver er glade igen.

Lykken står den kække bi, fordi han får en vingummi af storebror.
Sløret i baggrunden ser jeg tre mænd sidde på bænken og drikke øl.
De har siddet der lige så længe jeg kan huske. Har de også slået sig engang, og tabt et stykke slik?
Mulighedernes veje arbejder i mit hoved, som altid.
Indeni mig selv har jeg altid brugt min tommelfinger som pegepind på de andre fire fingre. Hvem, hvad, hvor og hvorfor. Så kan jeg tænke nemmere. Tankerne holder jeg for mig selv. På vej hjem passerer vi de tre mænd, og de har set hvad der skete med lillebroren. En af dem havde allerede penge parat og spurgte mig om de ikke måtte forære drengene to nye vingummi ruller.
Med nye reserver af vingummier passerer vi vejen, som der har fået plantet træet, revet ukrudt op, og plantet skønne blomster.
Jeg gennemtænke mulighedernes veje igen, nu med nye faktorer. De tre mænd...
Næstekærlighed.... Overskud....
Vingummi ruller... to glade drenge. Jeg tænker med en drengehånd i hver arm. Jeg tænker derfor er jeg til....
Småt er stort, og stort er småt...

Om at være til...

Jeg har igen og igen tænkt over mig selv. Kan ikke rigtig komme frem til noget epokegørende. Ikke fordi jeg skal, men kan bare ikke rigtig komme ud med det jeg vil ud med...

Altså, hvorfor er jeg sensitiv? Jeg har, når jeg er nede, aldrig lyst til at være sådan. Jeg vil være som alle andre, for det er jeg ikke. Jeg er altid ved siden af, eller ikke med i et fællesskab. Dette giver mig alene følelsen, som altid har været min livs partner. Jeg elsker livet og alle dets farver, dufte, lys og mennesker. Jeg skriver det igen og igen, for bare en lille gåtur for mig er ligesom at mærke moders jords åndedræt omkring mig.

Jeg er en stor og stærk dreng, med et stort livligt og farvestrålende indre univers. Mit eget elskede univers. Mine farver, mine bevægelser. Alt foregår uden ord. Skal jeg sætte ord på det skal jeg pludselig tænke mig om og dekode det. Så hellere lade det være med følelser og farver.
Her kommer andre personer meget let ind i mit private univers. Jeg kan lide min kasket for der kan jeg gemme mig lidt, og mine solbriller så er jeg alene. Og med walkman i ørerne så kan jeg være helt mig selv.

Et blik, et enkelt blik, af en person med en kæmpe karisma der er mere slagkraftig og mindeværdig en noget andet... mit univers bliver vendt i en prisme af lys og farver. I sekundet ser jeg alt. Føler alt. Mærker dybden. Mærker energier i bølger. Dufter personens inderste... for evigt en brændt skygge i mit univers af den gigantiske energiudladning... Dette er virkelig positivt... lidt godt skal der være med alt den hsp...

Men emotioner... specialt negative emotioner trænger hårdt ind. Your concern is suddenlty my concern..... Som dagene går er der mange af dem. De farver helt uhørt og ganske uden min accept hele mit univers. Og nej jeg kan ikke bare glemme det eller vende hovedet den anden vej. Det sker. Nogen gange som farver, nogen gange meget slagkraftigt som en spand med farve og så en granat ned i. jeg må arkivere alle følelser i kasser. Gemme dem væk, de kommer hurtigt, mange og over kort tid. Jeg ved jeg må reagere på dem før eller siden. Kan stadig trække tyve år gamle kasser frem og gennemgå alting. Der er ikke engang støv på kassen. Hvorfor skal jeg sidde med alt dette?

Jeg har mødt meget få mennesker i mit liv hvor jeg føler helt inde, at jeg kan være mig selv, måske endda at få lov at ligge noget af alt det her lidt væk, væk for en stund, og nyde livet, alene og med dem.

Jeg er hss nyhedssøgende og lader op med andre mennesker. Men at være sammen med de mennesker der er helt inde i min inderkreds er langt mere en guld værd. Langt mere en alt andet. De aner nok ikke hvem de er, men de får mig helt ned på jorden. Her er der ingen tårer der triller, kun ren og skær glæde, samvær og livsnydelse. Snakke helt inde fra mit hjerte, og aldrig være bange for den følelse at være anderledes eller udenfor....

Men sådan er mit liv altså sjældent. Alt for sjældent. Jeg er typisk alene, helt alene, og skal selv bære alt for mig selv, ingen hjælp, og ingen kan i øvrigt hjælpe her. Jeg har kun mig selv, og ved at jeg er rigtig stærk på mange fronter.
Måske derfor jeg til tider kan tage lidt let på småting og små problemer, nogle ting kan godt vente til i morgen.

Min gulerod her i livet er sanse og mennesker. De bringer begge energi til mit univers og får mit hjerte til at slå.....  

Om at være alene...

i min verden elsker jeg mennesker... elske at sanse....elsker livet....
Fra tid til anden bliver min kop fyldt helt op, og jeg er pludselig alene i mit univers.
Jeg har brug for at være alene.
I den verden er der mange farver. Den er stor. Jeg kan være mange steder på en gang i den verden. Jeg føler mig nogen gange som en regnskovsfugl der flittigt bygger en stor rede. Her kan jeg tænke, filosofere, lave opgaver, redigere alle de tankebilleder jeg har på pc. Klippe negle. Lytte til musik. Elsker musik. Elsker billeder. Mine øjne betragter den anden person i mit hoved. Skulderne position gør mig ængstelig. Øjenbrynene er kede af det. Øjnene er fyldt med grå farve. Jeg går i symbiose. Føler emotioner jeg ikke kan tolke. Your lips move, but i can't here what youre saying... Min alenetid i mit store univers bliver gråt. Nu ved jeg at jeg er alene, sådan rigtig alene. Jeg savner selskab. Ikke kun at naboen kigger ind eller der kommer familie. Her kommer tårene som regel frem. De triller uhæmmet i perioder. Ikke fordi jeg er ked eller bange, men informationerne flyder i mit hoved jeg kan ikke placere noget. Kan ikke tænke. Er bange for at blive opdaget. Der er ikke mange mennesker helt tæt på mig. Ganske få. Dem tør jeg stole på. Men ingen er her. Jeg savner nærvær. Intimitet. Det er ikke sex jeg savner, men en skød jeg kan ligge mit hoved på og mærke at det er ok. Kropsvarme, en rolig hånd. Her ville jeg kunne slappe af i mit univers, og måske have den ide at den anden person kan se lidt ind i min fuglerede. Kaste lidt lys og farver i hjørnerne at mit helt private og dybt personlige univers. og falde ned. Måske sove. Gå i symbiose med den anden, og ikke med en tanke eller et billede.

Pludselig sidder jeg og tænker over hvad jeg lige har skrevet. Det er jo ligesom et lille barn der kravler ind til sin mor og søger tryghed og varme. Nu er jeg voksen, men savner stadig den følelse. Gid man kunne trække i et håndtag, og der stod en person som man var tryg ved og tilbød lidt omsorg og forståelse. En ny dag. Øjnene er tørret. Henrik er glad igen og så meget parat til at komme ud i livet igen. Møde, sanse, opleve, grine, smile. Lige indtil min cyklus starter igen...  

Kan nogen relatere til min verden? Kan nogen forstå hvordan hoved fungere?  

Om at kommunikere...

Siden jeg var ca. 8 år har jeg vist jeg skulle holde mit hoved for mig selv, forstået på den måde at at jeg enten troede at alle var som mig, eller ingen var som mig. Måske et stort spring, men for mig betød det ingenting udover at jeg var mig selv, og bare langsomt sugede alle informationer til mig. Som tiden gik, og jeg blev ældre måtte der tænkes i andre baner hvis jeg skulle gemme alle informationer.

Jeg troede fejlagtigt i mange år at jeg kunne kommunikere med kærester, uden ord, et felt jeg langsomt blev ret god til at fortolke, både at sende signaler og læse signaler. Disse signal aflæsninger kunne jeg bruge rigtig godt på alle mennesker.

Jeg lærte langsomt med tiden at passe godt på mig selv, hvornår jeg skulle slappe af, hvornår jeg skulle være alene, hvornår jeg skulle socialisere mig. Alt sammen i mit stille sind. Jeg er bare ikke altid skide god til at sige fra, mit omsorgsgen er min fjende og ikke min ven.

Jeg sætter mig på knæ foran min lille søn, holder ham blidt om nakken, ser ham i øjnene og fortæller, at hvis det gør ondt, er han nok på rette vej. Jeg ved han ser på mine øjne og mine øjenbryn. Derigennem fortæller jeg ham at det er ok med et smil....

Kærligheden er et infinitiv univers som jeg aldrig har lært at mestre eller kommer til, det har jeg for altid vidst, selvom jeg har bevæget mig tæt på grænsen og prøvede at lære, igen og igen.

Øjne har altid gjort vildt meget indtryk på mig. For mig er det alt. Siger alt. Fortæller alt. Farver alt. Gør alt. Med dybsindige øjne bliver jeg tit fanget i at se andre mennesker for meget i øjnene. Undskyld jeg kan ikke lade være. Jeg fanger også mig selv i det. Jeg sanser andre mennesker, og nogen gange sker det visuelt for mig. Her kommer noget jeg aldrig har sat ord på før...
Jeg er meget bange for at fortælle det her, men mange mennesker visualiserer sig foran mig som en træstamme... højden, farven, og huller i stammen afgører,for mig, hvilke mennesker de er. Venstre side af stammen fortæller mig styrker. Højre side svagheder. Huller i stammen på begge sider fortæller mig om hvor og hvornår. Svejer stammen til højre eller venstre, har også en betydning.

Måske jeg selv har opbygget denne visualisering igennem årene for at gøre det lettere for mig selv. Jeg ved det ikke, jeg ved bare det er der. Jeg har kun fortalt en enkelt person det her.
I virkeligheden skal jeg jo bare leve videre med det som jeg altid har gjort. Så hvorfor overhovedet fortælle nogen noget som helst... Hvorfor gør jeg ikke bare som jeg altid har gjort, nemlig holdt alt hemmeligt?

Jeg fik tiltro for et par måneder siden af en ven til at åbne mig, og det var ligesom at prikke hul på noget, nu skal det ud. Jeg kan godt vise mig selv. Jeg er stadig i gang med at prikke til mig selv, og det er en gigantisk byrde at løfte fra mig egen skuldre, i hvert fald nu når jeg skriver og tænker over det. Jeg har masser jeg vil ud med. Jeg kan bare ikke sætte ord på det så hurtigt. I min verden foregår ting ikke med ord, men med følelser og sanser og visualisering i mit store indre univers. Skal jeg sætte ord på det er det meget svært for mig.

Tilbage til det med kvinder. En verden jeg stadig aldrig får styr på, og inderst inde er det også ok. Jeg har det jo godt med mit eget liv. Mine nære venner. Min egen verden. Jeg er glad og elsker at leve.... Jeg håber ikke du ryster for meget på hovedet, over at se lidt ind i min måde at tænke på. Døm mig ikke, fordi mine tårer triller ned på mine hænder imens de kommunikere til dig...

Om øjnenes magi...

Jeg har før været inde på det, men mine tanker går omkring det hele tiden...

Jeg fanger mig selv i mine dybe tanker. Tanker om livet. Det jeg har sanset, før og nu. Øjne.

Øjne der som altid betyder alverden for mig. Andre opfatter mig måske som en der ser lidt for dybt i deres øjne, det er jeg ikke klar over.

Lige i det sekund jeg får øjenkontakten... Det øjeblik hvor blikket bliver limet sammen....

lige der standser jeg tiden. I min verden kunne jeg stirre for evigt. Jeg får lov at stirre for evigt. Farver, lys, emotioner og energier. Øjenbryn, smil og mimik... Alt sammen i en energiudladning. En hel verden af kærlighed til livets lys. Tiden starter igen. Øjeblikket var kort.

Jeg sidder i beboerhuset omgivet af en masse mennesker jeg holder af. En masse der holder af mig.
Vi har fælles spisning et par gange om ugen, og som altid nyder jeg det. Levende væsener, børn, larm, snak, duften af de nybonede gulve, maden der snart er klar. Parfume, skosværte, bleer og sure tæer. Jeg bemærker alle stemninger der er rundt omkring, og følger dem hele aftenen.
En gammel ven sætter sig foran mig uden jeg opdager det, og jeg ved straks at han har haft mere end en dårlig dag på arbejdet. Uden ord. Et lille skævt smil fortæller mig at det er ok. Jeg lader ham sidde lidt i fred, jeg vil ikke forstyrre hans hoved nu.

Jeg ville ellers havde fortalt ham, at jeg som fotograf har været ude og fotografere ca. hundrede børn på en autist skole i dag. Hver og en af dem i studiet, og få det bedste smil frem. Mange bække små... Det er temmelig hårdt for mig lige nu. Savner en skulder at betro mig til. En ven. Et hoved at holde om. Jeg bider mig i læben, som altid, for ikke at tabe ansigt. For at holde mine tårer tilbage. Som altid. Flere sjæle har sat så dybe spor at jeg ikke kan nå og fortolke dem. Små fantasiske væsner, fanget i deres egen verden og tanker, jeg fik lov til at se ind i dem, bare et kort øjeblik.

Instinktivt sætter jeg min ned på knæ foran en helt lille pige, ser hende i øjnene og siger det er ok, helt uden ord. Jeg ved ikke hvorfor men jeg satte forsigtigt en finger på hendes pande imellem øjnene. Jeg gav hende gode emotioner. Jeg har gjort det før, og det virker. Kombineret med mimik og se hende i øjnene. Hun trak vejret dybt og smilede oprigtigt.
Jeg tror hendes forældre bliver glade for billederne når de ser dem.

Jeg er glad fordi jeg får lov at opleve så mange verdener.

Mange helt uberørt eller ubeset. Men det koster hver gang for mig. Nu er det vist min tur til at en fortæller mig, at alt er ok. Jeg ved det jo godt, men jeg har også brug for det. Jeg har brug for en der ser mig. Rummer mig. Forstår mig. Min verden er ikke altid skide let. Jeg sidder med så meget.
Som altid står jeg selv med det. Det er ok. Det har jeg altid selv gjort. Forskellen på den gamle Henrik og den nye Henrik er at nu tør jeg vise, bare lidt, hvem jeg er. Skrive bare lidt om det. Prøver at føle med foden hvor jeg er.
Er som altid bange og skamfuld for at blive set. Eller set ned på.

Tilbage til øjnene.
Jeg tror jeg i mange år har prøvet at fange min beskrivelse af øjnenes magt på billeder.

Jeg har fotograferet ganske mange mennesker. Kun tre gange har jeg fanget beskrivelsen på billede. De tre billeder er min fortolkning. Hvis andre ser dem, tolker de måske noget helt andet.

Igen i morgen skal jeg igen se mange mennesker. Jeg er observatør. Jeg elsker det.

Jeg håber jeg kan nå og arkivere dagens indtryk. Jeg kan ikke bide mig hårdere i læben...